I snart 100 år har Hans Følsgaard A/S hjulpet sine kunder med at høste fordelene af den teknologiske udvikling. I dag kræver tekniske udfordringer ofte, at flere forskellige kompetencer sættes sammen for at skabe den ideelle løsning. Hans Følsgaard A/S nærmer sig med hastige skridt 100 år, og teknologien har udviklet sig ikke så lidt, siden el-grossisten Hans Følsgaard stiftede virksomheden i 1922.
Men dengang som nu handler det for Hans Følsgaard A/S om at være sine kunders garant for kompetent teknisk rådgivning og gennemtænkte løsningsforslag. Derfor kalder virksomheden sig også for ”Din TeknikPartner”.
”Når vores kunder står med en teknisk udfordring af den ene eller anden slags, involverer de os, og så stiller vi med det rigtige sæt af kompetencer, som enten løser problemet eller kommer med forskellige forslag til, hvordan problemet kan løses. Det kan vi, fordi vi har utroligt mange tekniske kompetencer i huset. Vi har et bredt hold af mere end 30 teknikere og ingeniører, der alle er specialister på deres område, og som vi sætter sammen på kryds og tværs for at give vores kunder skræddersyede løsninger,” forklarer CEO Bent Madsen.
Fremtidens infrastruktur
For eksempel har en kemiingeniør sammen med en tekniker, der ved alt om, hvordan lys rejser, fundet ud af, hvordan næste generation af fiberkabler kan udvikles. Løsningen har både fokus på kernediameter, bøjeradius og blæselængde, som er vigtig i TCO-sammenhæng. Kommunikation og teleinfrastruktur er en af de brancher, hvor Hans Følsgaard A/S er dybt engageret.
Virksomheden har arbejdet med fiberkabler til FTTH (Fiber To The Home) og telebranchen siden 2006, og forretningen har udviklet sig fra at være leverandør af standardkabler til i dag at være et fiberoptisk kompetencecenter med helt egne unikke designs af fiberoptiske kabler og leverer i dag en lang række både aktive og passive produkter.
Hans Følsgaard er også travlt beskæftiget inden for brancher og udviklingsområder som vedvarende energi (sol og vind), fornyelsen af el-nettet fra transformere til switchgear og power management-systemer til reefer-industrien, så store rederier kan reducere deres strømforbrug på køletransport.
Automatisering øger konkurrencekraften
Inden for Manufacturing Industry understøtter Hans Følsgaard A/S industri 4.0 med en stribe teknologier som for eksempel RFID (Radiofrekvens Identifikation), diverse sensorer, robotter, cobotter og PLC (Programmable Logic Controller), som bruges til automation af produktionsmaskiner.
Hans Følsgaard repræsenterer forende mærker som Turck, Banner Engineering og Mitsubishi, der er en af verdens største producenter af robotter og cobotter.
”Vi har netop lanceret Mitsubishis sidste nye cobot ”Assista”, som allerede er blevet taget rigtig godt imod i markedet,” siger Bent Madsen.
Ifølge Bent Madsen har Corona accelereret trenden i retning af mere lokal produktion, fordi automatisering styrker konkurrencekraften.
”Det ses i stigende grad ikke som en sikker og optimal løsning at få produceret på den anden side af kloden. Der er forstærket fokus på lokal produktion på grund af muligheden for at etablere helt nye produktionsanlæg eller retrofitte eksisterende anlæg og gøre dem mere intelligente med sensorer osv. Det er ikke længere nødvendigvis det billigste at få produceret i Kina eller Mellemøsten. Med teknologiens hjælp har man fået flere nye fordele ved at have R&D og virksomhedens tekniske kompetencer i nærheden af produktionen.”
Styr på vindmøllers bolte
I tæt samarbejde med ingeniørvirksomheden R&D Engineering har Hans Følsgaard A/S udviklet løsningen Bolt Check, som udnytter RFID-teknologi og ultralyd til at måle, med hvilket moment en bolt er spændt. Det giver nye muligheder for at effektivisere vedligeholdelsen og styrke dokumentationen af vindmøller og andre store maskiner, der er udsat for store vibrationer.
”Det koster uforholdsmæssigt store summer i nedetid, teknikertimer og ikke mindst afskrivningen på spændeværktøjer til disse enormt store bolte. Med vores RFID-teknologi kan vi identificere en specifik bolt på en specifik vindmølle. Ved at samle denne nye data op kan vi blive bedre til at forudsige, hvornår produktet skal vedligeholdes.
Vi er meget spændte på at se effekten af Bolt Check i vindmølleindustrien, for applikationsområderne kan være utallige – for eksempel broer, tunneler og minedrift,” siger Bent Madsen.