Oliver Tillgreen Jørgensen begyndte på en industriuddannelse som 16-årig, mens hans folkeskolekammerater fortsatte på handelsskolen eller gymnasiet. Han mener, at flere burde give industriuddannelserne en chance, for mulighederne er gode, både når det gælder jobsikkerhed, løn og videreuddannelse.
Maskinerne larmer i baggrunden, mens 20-årige Oliver står og observerer. Han har tidligere på dagen siddet ved computeren og 3D-programmeret, hvordan maskinerne skal lave de små dele til Welltec’s robotter, der bruges i olie- og gasindustrien.
Oliver har været i lære som industriteknikerelev hos robotvirksomheden Welltec siden 2019. Han fik sin læreplads og uddannelsesaftale i hus kort efter, han påbegyndte erhvervsuddannelsen som industritekniker hos NEXT Uddannelse København. Oliver har både fået teoretisk indsigt og praktisk erfaring under uddannelsen, og senest blev han udtaget til DM i Skills 2022, hvor han skulle dyste mod elever fra andre erhvervsskoler i sit fag. Han har ikke fortrudt sit uddannelsesvalg én eneste gang.
“Jeg er så glad for mit fag og for mit uddannelsesvalg, og jeg kan slet ikke se mig selv andre steder. Noget af det, jeg elsker allermest ved uddannelsen og arbejdet, er, at det er ret 50/50 i forholdet mellem computerarbejde og maskinarbejde. Og så går det bare virkelig stærkt med teknologien, og det er sjovt, hvordan man hele tiden kan optimere og producere hurtigere,” fortæller Oliver Tillgreen Jørgensen.
En international branche
Fra tid til anden skal Oliver over og måle efter på delene for at sikre, at alle mål er korrekte. Fejlmarginen er inden for få hundrededele, ellers passer delene ikke til de avancerede robotter, der skal arbejde i olieledninger og brønde rundt omkring i hele verdenen.
Det var en YouTube-video, hvor maskinerne arbejdede på højtryk og producerede de “vildeste” komponenter og produkter, der endte med at åbne Olivers øjne for industriens uddannelser, husker han.
Mens det store flertal af folkeskolekammeraterne valgte handelsskolen og gymnasiet, og et par enkelte tog en erhvervsuddannelse som tømrer, gik Oliver sine egne “utraditionelle” uddannelsesveje.
“Kun få ved, hvad min uddannelse går ud på, når jeg siger, at jeg er industriteknikerelev. Det er en skam, for der er så mange muligheder både jobmæssigt og i forhold til videreuddannelse. Det er nemt at få job i denne branche, faktisk har vi svært ved at få nok folk hos Welltec i øjeblikket. Så det er da fedt at vide, at man er en eftertragtet arbejdskraft,” siger Oliver Tillgreen Jørgensen.
Til december afslutter Oliver sin uddannelse og får sit svendebrev efter 4 år med skoleforløb hos NEXT og praktisk oplæring hos Welltec. Og selvom han har i sinde at fortsætte hos Welltec i Allerød, så er han glad for, at han har valgt en uddannelse i industrien, der giver adgang til mange arbejdspladser i både ind- og udland, og hvor hele verden ligger åben for hans fødder.