Efter at have udviklet den danske vaccinekandidat mod COVID-19, der nu skal i klinisk afprøvning, fokuserer ExpreS2ion Biotechnologies i 2021 på en brystcancer-vaccinebaseret på samme unikke teknologi.
“Det er gået exceptionelt hurtigt. Vi startede udviklingen af vores COVID-19 vaccine i første uge af februar 2020, og året sluttede med at lave den første GMP-batch, så vi nu kan indlede de kliniske forsøg, mindre end 12 måneder efter vi begyndte. Det er ekstremt hurtigt for de teknologier, vi arbejder med.”
Det siger Bent U. Frandsen, CEO i ExpreS2ion Biotechnologies, der lægger bioteknologisk platform til den danske COVID-19 vaccine, som under navnet ABNCoV2 udvikles i samarbejde med joint venture-partneren AdaptVac, Københavns Universitet, et tysk universitet og to hollandske universiteter, samt ikke mindst Bavarian Nordic, der har købt en global licens til afsluttende klinisk udvikling og distribution af den endelige vaccine.
“Forløbet har vist, at vi kan være konkurrencedygtige i at nå klinisk fase i et udviklingsprojekt, selv om vi arbejder med en ny vaccine-platform baseret på en unik metode til at koble antigener produceret i vores S2-celler til VLP’er, hvilket ikke tidligere har været genstand for GMP-fremstilling. Vi ser frem til at fremlægge de første resultater af de kliniske forsøg allerede her i første kvartal af 2021,” siger Bent U. Frandsen.
Længerevarende immunrespons
ExpreS2ion og partnerne har store forventninger til de kliniske studier, som konsortiet afleverede ansøgning til straks i 2021.
”Under de kliniske dyremodeller har vi set, at vores niveau for dannelse af neutraliserende antistoffer, der giver en længerevarende immunrespons, er meget højere med kun ét stik end COVID-19 vaccinerne fra Pfizer/BioNTech, Moderna og AstraZeneca/Oxford University. Det skal nu dokumenteres i de kliniske forsøg, men det bestyrker os i, at det ser meget lovende ud”.
ExpreS2ion og partnerne har netop her i januar 2021 fået publiceret de meget lovende proof-of-concept resultater fra museforsøg i den velansete videnskabelige journal Nature Communications. Derudover har den danske vaccine den fordel, at den kan opbevares ved meget højere temperaturer end for eksempel vaccinen fra Pfizer/BioNTech, der skal opbevares ved minus 70 grader.
Fokus på brystcancer i 2021
Da verdens behov for en COVID-19 vaccine stjal dagsordenen, var der hos ExpreS2ion og joint venture-partneren AdaptVac allerede godt i gang udviklingen af en terapeutisk vaccine mod brystkræft, der foreløbig har vist meget stærk effekt på mus.
COVID 19-vaccinen er lige som brystcancer-vaccinen baseret på den såkaldte VLP-teknologi (Virus-Like Particles), hvor en ufarlig viruslignende partikel beklædes med et vaccine-protein og får immunsystemet til at danne antistoffer.
Brystcancervaccinen er målrettet HER2-receptorerne, idet et HER2-antigen er koblet på den viruslignende partikel, og håbet er så at opnå en immunrespons, når vaccinen benyttes terapeutisk efter konstatering af brystcancer, så kroppen selv dæmmer op for udvikling af kræftceller.
ExpreS2ion er noteret på børsen i Stockholm og rejste ved en ny emission i efteråret op til 216 millioner svenske kroner, hvoraf 60 procent skal bruges på udvikling af brystcancer-vaccinen. Aktionærer kunne tegne for 131 millioner i første omgang med mulighed for yderligere 85 millioner svenske kroner i 2021.
Det maksimale, ExpreS2ion tidligere har rejst, er 20 millioner svenske kroner i forbindelse med biotekvirksomhedens notering. Overtegningen ved emissionen i efteråret var på 142 procent, efter at lovende COVID-19 og brystcancer-data i løbet af 2020 havde gjort ExpreS2ion til den bedste danske life science-aktie med en stigning på 350 procent.
Fra service til pipeline
ExpreS2ion startede som et biotek-servicefirma, der lavede proteiner for kunder i deres patenterede produktionssystem udviklet i bananflueceller. Aktieudvidelsen afspejler, at ExpreS2ion nu satser fuldt ud på en strategi med egen pipeline, hvor brystcancervaccinen bliver et omdrejningspunkt.
”Vi vil påtage os mere risiko, men vil også have mere kontrol over nye vacciner, som vi selv står for at udvikle,” siger Bent U. Frandsen.
Kernen i ExpreS2ion Biotechnologies er en protein-produktionsplatform, der laver proteiner i såkaldte Drosophila Melanogaster Schneider 2-celler (deraf S2), oprindeligt isoleret fra bananflue-embryoer. I udviklingen af brystkræftvaccinen og COVID-19 vaccinen er platformen kombineret med joint venture-selskabet AdaptVac’s VLP-teknologi. Her producerer man en ufarlig virus-skal (eller virus-partikel), som beklædes med ens vaccine-protein.
”Fordi vores immunforsvar netop er udviklet til at reagere kraftigt på proteiner på overfladen af virus (forkølelsesvirus, influenzavirus osv.), får man en varig respons og dermed stor chance for immunitet også for proteiner, som for sig selv ellers ville være blevet stort set ignoreret af immunforsvaret.”
Udover COVID-19 og brystkræft har ExpreS2ion fokus på vacciner mod influenza og malaria, som ikke benytter VLP-teknologi, men primært består af antigener lavet i S2-celler. Inden for malaria har ExpreS2ion nu to projekter i klinisk fase.