Klimaet har brug for handling nu

Niels Flemming Hansen, beskæftigelses-, forsvars- og transportordfører for Det Konservative Folkeparti

Af:

Den grønne omstilling skal ikke placeres i en fjern fremtid. Vi bliver nødt til aktivt at komme i gang, hvis vi skal lykkes med at føre den grønne omstilling ud i alle samfundets kroge. 

Skrevet af; Niels Flemming Hansen, beskæftigelses-, forsvars- og transportordfører for Det Konservative Folkeparti


Vi skal ikke blot have nogle yndige klimamålsætninger på papir, og vi skal ej heller blot aftale at være et grønt foregangsland. Vi skal omsætte ideer til virkelighed. Omlægning af energikilder, innovation og forskning, grønne jobs og meget mere skal indtænkes, så der fås et samfund, hvor vi ikke hindrer vækst, afskaffer arbejdspladser eller nedsætter velfærden, men hvor vi får et bedre klima og et bedre samfund. Det Konservative Folkeparti tager ansvar for klimaet. Derfor var vi som det eneste borgerlige parti i 2014 med i klimaloven frem mod 2020. Som Danmarks grønne parti er vi garant for en ansvarlig klimapolitik, og derfor råber vi nu vagt i gevær. Der skal handles, og det skal være nu. Vi skal ikke blot bryste os af at have klimamålsætninger i verdensklasse; vi skal skabe langvarige og frugtbare resultater. Dette budskab er blevet endnu betydeligere nu, hvor den enkelte kan yde indflydelse ved regional- og kommunalvalget og vælge dem, der med sikkerhed kan være med til at katalysere den grønne omstilling i Danmark.

Dansk indsats kan med kløgt inspirere globalt
I Danmark skal vi forske og innovere os til et grønnere og rigere samfund.  Vi skal bane vejen til den grønne omstilling, hvor andre lande kan lade sig inspirere af. Vi skal med eksport af danske løsninger sætte eksemplet for resten af verden. Vi skal have løsningerne, der batter globalt. Den danske indsats skal have internationalt perspektiv, for her kan Danmark med kløgt komme til at betyde meget. Derfor skal vi samarbejde med erhvervslivet om skabelsen af arbejdspladser, løsninger og bæredygtige platforme, så vi ikke ender med de dyre løsninger. 

For den grønne omstilling sker ikke over én enkelt nat, og den kommer med en pris. Fastlagte reduktioner skal ikke føre til nedlukning af produktion men til omstilling. Vi kan og skal vise vejen, så vores innovative og kreative tilgang til at skabe nye bæredygtige platforme, arbejdspladser og løsninger udnyttes korrekt og til fulde. Det vil den grønne omstilling nyde godt af. Det vil samfundet nyde godt af.

Det danske transporterhverv udviser reel interesse
I den forbindelse vil jeg fremhæve Klimapartnerskabet for Landtransport, hvor det danske transporterhverv i fællesskab udviste en reel interesse i at fremme den grønne omstilling. Der var ikke kun tale om politiske forhandlinger, men også en omlægning af dagligdagen. For erhvervslivet skal føre an i den specifikke sektor, men før det bliver muligt, kræves et politisk fokus på rammer og muligheder for at omstille, således at danske arbejdspladser sikres. Vi skal blandt andet sikre gode vilkår for transportbranchen i overgangene til en grønnere vejtransport. Som jeg ser det, skal vejen for en grønnere transport banes ad to spor: det korte og det lange. Hermed sikres det, at vi hverken bevæger os for hurtigt eller langsomt. På kort sigt er det centrale, at der skabes den rette incitamentsstruktur med brugbare rammer. Det er klart, at omstilling af vognparker ikke sker med et sviptag. Derfor skal der inden for overgangsteknologier leveres løsninger.

Hvad ønsker staten at satse på?
På længere sigt er det ikke tilstrækkeligt med fokus på ét drivmiddel som el. Nej, der er behov for at se på flere som brintdrevne transportmidler. Både el og brint vil på sigt kunne opfylde behovene for den tunge landtransport. Men det stiller krav. For at disse kan imødegås, er der behov for at tilføre midler til de fonde, der driver innovationen og den grønne teknologi. For at det bliver så succesfuldt som muligt, stiller det krav til staten. Erhvervslivet skal hjælpes yderligere på vej. Der er nødt til at være en klar retning: hvad ønsker staten som minimum at satse på? Vi kan ikke lade erhvervslivet i blinde famle sig frem; de skal have investeringssikkerhed, så vi ikke undlader investeringer eller udskyder tiltag, der på sigt er nødvendige. Det er en af de største udfordringer med den politik, regeringen i øjeblikket fører på den grønne omstilling.

Lysende grønt håb fra uventet kant
Klimakampen er ikke blot for den enkelte borger eller transportbranchen. Som et lysende grønt håb står – lidt uventet – fremtidens danske forsvar. Investeringer i grøn teknologi og forskning er et kernepunkt, så det danske forsvar også er klar til denne kamp. Det er ikke kun vigtigt i og for fremtiden, men også nu. Den grønne omstilling kan vi alle nyde godt af. Derfor skal vi alle være villige til at indtænke det i vores vaner og måder at gøre tingene på. Kan vi skifte elpærerne ud med en mere energivenlig LED-pære? Skal samkørsel være normen? Kan den konventionelle brug af brændstof udfordres? Og hvad med brugen af Forsvarets civile vognpark? Mere tanke, mere handling, jo bedre er det for klimaet.

Vores hjerteblod er grønt. Vi skal løse klimakrisen, og vi skal handle nu. Vi skal ikke længere sidde med målsætningerne i hånden og ordene i munden. Vi skal ikke kun se de muligheder, den grønne omstilling muliggør, men tillige gribe disse og agere på dem, samtidig med at vi sikrer Danmark som værende det bedste land at bo og drive virksomhed i. Det vil i min optik gøre den grønne omstilling lettere.

Mest læste på BusinessReview.dk

1600px_COLOURBOX53565833--
Legal Tech gør det nemmere at have medarbejdere
annonce
Miljømærkning og klimakrav - bliver medicin også bæredygtig?
1-butiken 1
Håndlavet i Australien, elsket over hele verden
1-Preben og Jørgen Rasmussen
Møbelhåndværket lever i Skovby
3-Encore_lounge_01
Naturen som inspiration

Læs også

Erik Østergaard portrætfoto copy
Omstilling kræver gode rammer
Der skal fortsat transporteres varer rundt i landet samt ind og ud over grænsen. Det kommer i endnu højere grad til at foregå på lastbiler...
Bring 2
BRING ØGER FARTEN PÅ OMSTILLINGEN TIL ELBILER
Allerede i dag leverer Bring pakker til 1,4 mio. danskere med el-drevne varebiler, og siden 2012 har koncernen reduceret CO2-udledningen...
jesper-kronborg-2-Vm1TRlFjSWFEMDF4dEJxUHdzdG0wVllDZStZPQ2
Starten til den grønne omstilling er gået, og Danmark skal rykke nu for ikke at sakke bagud
Hvis den grønne omstilling var et kapløb, har startskuddet lydt, og Danmark hænger i startblokken. Rammevilkårene for de danske transportvirksomheder...