Skrevet af; Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv
Et bredt flertal af Folketingets partier blev i foråret enige om en ny life science-strategi, som skal fremme dansk life science som styrkeposition i Danmark og i resten af verden. Life science-branchen er i dag en regulær vækstmotor for dansk økonomi, og står i dag for hele 22 pct. af den danske vareeksport. Dansk Erhvervs analyser viser, at vi i et højvækstscenarie samlet kan hæve eksporten med hele 613 mia. kr. frem mod 2030. Det sætter en streg under, at vi kan leve af sundhed i Danmark. Derfor er det også positivt, at aftalen viser, at der på tværs af partierne i Folketinget er enighed om at styrke den danske life science-branche.
Strategien indeholder en lang række initiativer, som vi i Dansk Erhverv bakker op om og har ønsket os. Vi er først og fremmest meget tilfredse med, at strategien anerkender værdien af et stærkt hjemmemarked, som er vigtigt for de danske life science-virksomheder, når de skal ud på eksportmarkederne. I den forbindelse er det også positivt, at strategien har så stort internationalt udsyn.
Samtidig er det positivt, at strategien har fokus på innovative indkøb, selvom vi gerne havde set endnu større ambitioner om nye afregningsmodeller og innovative indkøb på medicinområdet. Størstedelen af de indkøb der foretages, er medicin, og her er indkøbsmodellerne i vid udstrækning håbløst umoderne. I fremtidens sundhedsløsninger hænger medtech, medicin og digitale løsninger sammen, og derfor skal innovative indkøb selvfølgelig også favne medicinområdet.
Vi nikker også anerkendende til, at der er fokus på sundhedsdata, som er en unik dansk styrkeposition, og klinisk forskning, hvor der er afsat endnu flere midler til delestillinger, som giver bedre muligheder for sundhedspersonale til at forske – det er med til at gøre Danmark til et attraktivt life science-land. Regeringen har efterfølgende fremlagt forslag om permanent at hæve fradraget for forskning og udvikling til 130 pct., et forslag der står meget højt på vores ønskeliste, og som vil gøre det meget mere attraktivt at lægge langsigtede forskningsinvesteringer i Danmark.
Sidst, men bestemt ikke mindst, er vi også glade for, at der bliver lavet en taskforce målrettet kroniske sygdomme, og håber arbejdet vil munde ud i en egentlig kronikerplan for de store kroniske sygdomme. Nu følger arbejdet med implementering af life science-strategiens initiativer, et arbejde der allerede er godt i gang. Samtidig har regeringen varslet fremlæggelsen af et omfattende reformprogram, der skal sikre vores velfærdssamfund i fremtiden – og her må vi heller ikke glemme værdien af sundhed.
Investeringer i sundhed er en sund forretning
Investeringer i sundhed er ikke kun en udgift – forbedringer af folkesundheden kan derimod styrke økonomien gennem øget deltagelse på arbejdsmarkedet, øget produktivitet og mindre træk på sundhedsvæsnet. Ifølge beregninger fra McKinsey Global Institute har hver enkelt krone investeret i sundhed potentiale til at give mellem 3 og 4 kroner tilbage til samfundet.
Der ligger et enormt uudnyttet potentiale i at se på, hvordan bedre forebyggelse og behandling af sygdom kan bidrage til at styrke økonomien og arbejdsudbuddet ved at nedbringe antallet af sygedage og øge antallet af raske år på arbejdsmarkedet. Bedre sundhed er en af de vigtigste nøgler til et øget arbejdsudbud, og derfor skal investeringer i sundhed selvfølgelig være et element i regeringens kommende reformudspil. Det kræver dog, at man fra politisk side i højere grad ser på sundhedsbudgetterne som investeringer – ikke alene som udgifter.
Gevinsterne af bedre sundhed skal ikke opgøres for sundhedsvæsnet, men for alle sektorer i hele samfundet. Det sker ikke i dag. Eksempelvis viser en analyse fra Oslo Economics, at behandling af migræne har en klar samfundsøkonomisk gevinst, grundet lavere sygefravær og mindre plejebehov – og derudover har det selvfølgelig en åbenlys gevinst for borgeren. Investeringer i sundhed vil ikke kun gavne arbejdsudbuddet, det vil også for alvor gøre Danmark til et internationalt udstillingsvindue, og vise, at vi rent faktisk kan leve af sundhed, som et bredt flertal i Folketinget har fokus på i den nye life science strategi. Det er med andre ord helt oplagt, at sundhed kommer til at indtage en central position i de kommende reformer.