3 Hurtige

Af:

Foto: Sten Thorup Kristensen. Stoense på Langeland.

Kun to har brugt statsgaranterede realkreditlån i landdistrikter

”Det er der ikke noget behov for.” Sådan lød meldingen fra realkreditinstitutterne, frit oversat og lidt sat på spidsen, da den daværende S-regering omkring årsskiftet til 2022 fremsatte forslag om en statsgaranti for lån med sikkerhed i landdistrikter. Tesen var, at realkreditinstitutterne ikke gad bøvle med landdistrikterne, og derfor kom til at diskriminere dem.

Det mente realkreditinstitutterne altså ikke selv, og udviklingen efterfølgende har vist, at det ikke bare var retorik fra deres die: Ordningen har med udgangen af august været i kraft i 13 måneder, og 40 kreditgivere har ladet sig registrere, så deres kunder kan bruge ordningen, hvis det er. Men indtil nu er det kun to kunder, der har brugt ordningen. Sammenlagt har de kun få statsgaranti på 1 mio. kr. 

Det fremgår af halvårsregnskabet fra det statslige selskab Finansiel Stabilitet, der har fået opgaven med at administrere ordningen. Med de små tal er der formentligt tale om private boligejere, så ingen har brugt garantiordningen i erhvervsmæssigt sammenhæng. Også andelsboligforeninger kan bruge ordningen.

Finansiel Stabilitet administrerer også en ordning med garanti til lån med det formål at udskifte olie- og gasfyr til opvarmningsmetoder med andre energikilder, hvor der ikke er adgang til fjernvarme. Her er interessen måske endnu mindre, for der er ikke givet en eneste garanti. Denne ordning har dog kun været i kraft siden den 1. april i år.

Det statslige afviklingsselskab løser også en tredje opgave uden for sit kerneområde: Siden 2021 har det tilbudt gældsrådgivning til tidligere minkfarmere, som er insolvente efter at have modtaget kompensation i forbindelse med nedlukningen af erhvervet. Det er teoretisk, for som Finansiel Stabilitet tørt konstaterer: ”Ved udgangen af 2. kvartal 2023 var ordningen ikke udnyttet.”

PR-foto: World Trade Center Ballerup.

Nu er World Trade Center i Ballerup klar til at tegne lejekontrakter

Om et år slår World Trade Center Ballerup-flerbrugerkontorhuset med 15 etager og næsten 20.000 kvm. dørene op på Borupvang i Ballerup – ti år efter åbningen af det oprindelige World Trade Center Ballerup med nogenlunde samme areal, og som i dag har over 100 lejere i vidt forskellig størrelse. Mæglerfirmaet Lintrup & Norgart oplyser, at det skal stå for udlejningen i det første kontortårn i den erhvervsaktive kommune.

”Vi er både stolte over og glade for, at vi er blevet valgt til en af de største opgaver med kontorudlejning i Storkøbenhavn. Indretningen bliver rå newyorker-stil med f.eks. højt til loftet og synlige installationer – en meget populær stil, ved vi fra en række andre flerbrugerhuse, som vi har været med til at udvikle og udleje. Vi forventer, at en stor del af lejerne vil komme fra lokalområdet; nogle har måske brug for mere plads og foretrækker helt ny indretning, og vi begynder snart at kontakte en lang række lokale virksomheder,” siger Stig Lintrup, adm. direktør og partner i Lintrup & Norgart.

Ejerskabet af World Trade Center Ballerup er ligeligt fordelt mellem dets adm. direktør Ib Henrik Rønje, gennem selskabet Kongeegen A/S, og entreprenør- og ejendomskoncernen NRE Group fra Ikast.

”Vi er ofte medejer af de ejendomme, vi opfører; så får vi indflydelse og kan skabe mere gennemtænkte projekter. Højhuset kan tilbyde moderne og effektive lokaler i et område, der er præget af ejendomme fra 1980’erne og 1990’erne. Vi nyder selv godt af fleksibiliteten i det første World Trade Center Ballerup-byggeri: Nogle gange har vi brug for at holde møder med to personer, men andre gange er vi 30,” udtaler Jacob Eiskjær Olesen, adm. direktør og partner i NRE Group. 

De kommende lejere får adgang til en bred vifte af faciliteter, f.eks. kantine, reception med loungeområde og café, sundhedscenter med klinikker og behandlere og et fitnesscenter. Højhuset får desuden VIP Business Club-faciliteter samt 30 servicerede lejligheder, f.eks. til udstationerede medarbejdere.

Foto: Flickr. / Thomas Angermann.

Økonomiministeriet: Nedturen på boligmarkedet er stort set tilendebragt

Nogle væsentlige risikofaktorer omkring værdiansættelsen betyder for øjeblikket, at det professionelle ejendomsmarked ligger stort set stille. Men i det mindste er én bekymring nu bragt ud af verden – eller, måske rettere, bragt ned på et normalt niveau. Det gælder prispresset på det private boligmarked, som er en af de faktorer, man skæver til, når man handler boligudlejningsejendomme. Økonomiministeriet forventer således, at boligpriserne vil falde med 4,5 pct. gennem hele 2023, mens de i 2024 atter vil stige – dog kun med 1,4 pct. 

”Det danske boligmarked set under ét har taget en stor del af den forventede tilpasning til højere renter, og der er forudsætninger for stabilisering og fornyet nominel fremgang i huspriserne i de kommende år. Opsvinget på boligmarkedet i Danmark i 2020-2021 var ikke særskilt voldsomt blandt avancerede økonomier, mens det efterfølgende fald i de reale huspriser har været relativt kraftig,” hedder det således i Økonomisk Redegørelse.

Mira Lie Nielsen, boligøkonom hos det største realkreditselskab, Nykredit, er helt enig i ministeriets vurdering. ”Udviklingen på boligmarkedet har hen over sommeren overrasket positivt, og Økonomiministeriet står ikke alene i deres opjustering. Efter ti måneder med prisfald på parcelhuse på landsplan er priserne igen begyndt at stige – i fire måneder har der ikke været et prisfald på landsplan, og det har naturligvis over en bred kam medført opjusteringer af forventninger til boligmarkedet i 2023,” skriver hun i en kommentar.

Også The Economist har bemærket, at det går relativt godt på det danske boligmarked. Magasinet lovpriser i en leder realkreditsystemet, der giver nem adgang til langfristede boliglån. Hvor det ikke har beskyttet mod prisfald, har det medvirket til, at markedet kom meget hurtigere i gang igen end i f.eks. USA.

Mest læste på BusinessReview.dk

1600px_COLOURBOX53565833--
Legal Tech gør det nemmere at have medarbejdere
annonce
Miljømærkning og klimakrav - bliver medicin også bæredygtig?
Damvig94614
Dansk 3D-print bliver svensk
Intro 2
Byg ledelsesudvikling på styrkerne
A50I6260
Læg frygten på hylden og del dine data

Læs også

3 hurtige billede
3 Hurtige
PR-foto: Lundgrens Tysk kapitalforvalter går ind på det danske marked – køber DSV-ejendom Arbireo Capital AG, som er specialiseret...
Hillerød senior
Nyt brugerstyret koncept for seniorboliger køber første ejendom
Ejendommen centralt i Hillerød, som selskabet Investering & Seniorbolig har købt, står foran en større ombygning, og måske også...
LOVFORSLAG OM VÆRDIANSÆTTELSER AF ANDELSBOLIGER FREMSAT - Billede
LOVFORSLAG OM VÆRDIANSÆTTELSER AF ANDELS-BOLIGER FREMSAT
Regeringen har fremsat et forslag der skal klarlægge, hvordan andelsboliger fremadrettet skal værdiansættes. Konkret forlænges valuarvurderingsgyldighed,...