En helt ny rapport udarbejdet af PropTech Denmark og Colliers viser, at der nu for alvor er kommet gang i den digitale transformation af den danske ejendomsbranche og at proptech har bidt sig fast som en central del af at drive en moderne, effektiv, profitabel og bæredygtig ejendomsvirksomhed. Som en del af rapporten er der gennemført en omfattende spørgeskemaundersøgelse til den danske ejendoms- og
byggebranche. Her angiver hele 81%, at de har øget anvendelsen af digitale løsninger inden for det seneste år, og 54% forventer i høj eller nogen grad at øge investeringerne i digitalisering yderligere i 2022. Samtidigt er andelen af virksomheder, der i nogen eller høj grad anvender digitale data i deres beslutningsprocesser steget fra 40% i 2021 til 59% i dag.
Efter mange års skepsis er branchen nu for alvor begyndt at omfavne de muligheder proptech giver
I følge PropTech Denmarks Netværksdirektør Jakob Stoumann dokumenterer rapporten, at den danske ejendomsbranche efter mange års skepsis overfor proptech og digitalisering nu har fået taget det første vigtige trin op på digitaliseringstrappen: Rapporten slår meget tydeligt fast, at der nu, langt om længe, for alvor er kommet gang i digitaliseringen og transformationen i den danske ejendomsbranche. Digitalisering er noget der sker trin for trin. For blot 2-3 år siden var det få danske ejendomsvirksomheder, der var begyndt at bevæge sig op ad den digitale transformationstrappe. Nogle så endda proptech som et modefænomen, der ville gå over igen.
Men flere og flere er begyndte at se i øjnene, at proptech og digitalisering er kommet for at blive. Mange har dog været meget i tvivl om, hvordan de skulle komme i gang og få taget de første skridt i den digitale transformation. Inden for det seneste år kan vi nu se, at rigtigt mange har bevæget sig op på de første trin. Og vi ved fra erfaring, fra mange af de brancher, der rent digitalt er foran ejendomsbranchen, at når først virksomheder træder op på den digitale transformationstrappe, bliver de der og får hurtigt mod på at tage flere trin opad.
I Colliers ser man også meget positivt på rapportens resultater. Ifølge COO hos Colliers, Troels Lau Larsen er det netop også nødvendigt, at branchen formår at omfavne de muligheder digitalisering og proptech giver: Digitalisering og proptech er i dag et vigtigt element i at fremtidssikre ejendomsbranchen. Dette både ift. at effektivisere interne processer, men også i et markeds- og transaktionsperspektiv, hvor der fra de store investorers side kommer mere og mere fokus på bæredygtighed, intelligente effektivt driftede bygninger og tilgængelighed af solide bygnings-, administrations- og driftsdata. Derfor er det også positivt at se, at den danske ejendomsbranche i stigende grad er begyndt at implementere og anvende mange af de nye proptech-løsninger, der er kommet på markedet de seneste år.
Marked for innovative proptech-løsninger i hastig vækst
Det øgede fokus på digitalisering blandt de danske ejendoms- og byggevirksomheder giver sig også udslag i hastigt voksende marked for proptech-løsninger. Mens mange proptech-virksomheder i mange år har haft svært ved at overbevise ejendomsbranchen om fordelene og mulighederne ved nye digitale løsninger, oplever størstedelen nu vækst i forretningen. Rapporten viser, at hele 90% af de danske proptech-virksomheder oplever øget efterspørgsel efter deres løsninger. Ifølge Jakob Stoumann er det desuden meget positivt at se, at 31% af de etablerede ejendomsvirksomheder har samarbejdet med en proptech-startup inden for det seneste år. I 2021 var det tal kun 18%. Og netop samarbejdet mellem de etablerede spillere og de nye proptech-virksomheder er vigtig, hvis vi skal lykkedes med at få udviklet og implementeret flere innovative og intelligente løsninger i branchen.
Behov for mere fokus på den grønne omstilling
Selvom proptech og digital transformation nu for alvor er kommet allerøverst på dagsordenen hos mange ejendoms- og byggevirksomheder viser undersøgelsen også, at kun relativt få ser digitalisering som en vigtig del af den grønne omstilling. Kun 19% af de adspurgte virksomheder angiver, at de investerer i nye digitale løsninger for at opnå større bæredygtighed. Dette står noget i kontrast til at, virksomhederne i undersøgelsen samtidigt peger på at netop bæredygtighed er branchens største og vigtigste udfordring de kommende år.
Jakob Stoumann vurderer at mange ejendoms- og byggevirksomheder stadig undervurderer potentialet i digitale løsninger ift. bæredygtighedsagendaen: Selvfølgelig skal der arbejdes med bygningernes klimaskærme og nye CO2-neutrale byggematerialer. Men proptech-løsninger og digitalisering af ejendomsdriften er altså et af de vigtigste værktøjer til at få styr på energiforbruget i vores bygninger. Jeg tror stadig, at mange ejendomsaktører undervurderer, hvor vigtig proptech og digitalisering af deres forretning og bygningsdrift er for at komme i mål med den grønne omstilling.
Danish Proptech Report 2022 kan downloades fra PropTech Denmarks hjemmeside: www.proptechdk.dk