Den nye arbejdstidslov, som træder i kraft den 1. juli 2024, vækker stærke følelser og debatter på arbejdsmarkedet, især blandt små og mellemstore virksomheder (SMV’er). Som medstifter af Workfeed ser jeg disse ændringer med en blanding af optimisme og bekymring.
Skrevet af: Jimmy Engelbrecht Sørensen
På den ene side åbner de op for nye forretningsmuligheder for vores tidsregistrerings- og vagtplanlægningssystemer. På den anden side vidner de om en bekymrende bevægelse mod øget overregulering, der potentielt kan kvæle arbejdsmarkedets fleksibilitet og undergrave tilliden mellem arbejdsgivere og ansatte. Disse nye regler synes at gå imod den nye generations forventninger til et mere autonomt, meningsfuldt og fleksibelt arbejdsliv. Det er netop denne kontrast mellem behovet for regulering på visse områder og ønsket om frihed og fleksibilitet, der tegner de skarpeste linjer i debatten om den nye lov.
For mange SMV’er fremstår de nye krav om tidsregistrering som en urimelig byrde. Dialogen med potentielle Workfeed-kunder afslører ofte frustration; ikke kun over de økonomiske investeringer, der nu skal til for at implementere nye systemer, men også over det bureaukrati og den administration, der følger. Særligt for de mindre virksomheder, som tidligere har nydt godt af en mere uformel tilgang til tidsstyring, føles lovgivningen som en tvangstrøje, der begrænser deres handlemuligheder og øger deres omkostninger.
Man kan ligeså godt få det bedste ud af det
Nu når loven er trådt i kraft, kan vi ligeså godt få det bedste ud af det. Ved at påtvinge virksomheder til at adoptere digitale værktøjer til tidsregistrering, kan det uvilligt introducere dem til fordelene ved digitalisering, såsom effektivisering af vagtplanlægning, der kan overgå traditionelle metoder. Det er en sølvkant i en ellers frustrerende situation, hvor vi må finde balance mellem at opretholde fleksibilitet og sikre compliance med nye lovmæssige krav.
Ændringerne i arbejdstidsloven er en direkte konsekvens af EU-domstolens Deutsche Bank-dom. De stiller krav om, at arbejdsgivere skal registrere deres medarbejderes daglige arbejdstid for at sikre overholdelse af hviletidsregler og maksimal ugentlig arbejdstid. Mens loven indfører visse lempelser, som for eksempel kun at registrere afvigelser fra den aftalte arbejdstid, og undtager selvtilrettelæggere under bestemte omstændigheder, rejser den samtidig spørgsmål om, hvordan disse regler vil påvirke den generelle arbejdskultur, speciel i relation til overvågning og autonomi.
Den potentielle smutvej, som loven tilbyder ved at karakterisere ansatte som selvtilrettelæggere, viser sig at være vanskelig at navigere i. Kun en snæver gruppe af medarbejdere, såsom visse ledere, eksperter og akademikere, kan falde ind under denne kategori, hvilket begrænser fleksibiliteten for mange virksomheder og stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt denne undtagelse reelt tilbyder en løsning eller blot tilføjer et yderligere lag af kompleksitet. Mens den nye lovgivning indfører væsentlige ændringer, der kræver omhyggelig overvejelse og tilpasning fra danske virksomheders side, åbner den også for en vigtig debat om fremtidens arbejdsmarked. Det er afgørende, at vi fortsætter med at vurdere, hvordan vi kan balancere behovet for regulering med ønsket om at opretholde et dynamisk, fleksibelt og tillidsfuldt arbejdsmiljø.