E-mobilitet og PtX bliver hjørnestenene i omstillingen af transporten

Af:

Transportens grønne omstilling er afgørende for at nå Danmarks klimaambitioner. Der har været flere bud på alternativer til de fossile brændstoffer til transporten, men vi er nu nået til et punkt, hvor vi må sige, at el bliver fremtidens drivmiddel for vejtransporten, mens PtX bliver løsningen for skibe og fly. Som samfund – og os som den branche, der leverer næsten al energi til transporten – skal vi derfor fokusere vores opmærksomhed på de to drivmidler, der på sigt skal gøre transporten fossilfri. 

Skrevet af: Jacob Stahl Otte 


Store investeringer til gavn for elbilisterne 
Omkring halvdelen af alle nye personbiler er i dag elektriske, og vi ved, at batterierne hele tiden bliver bedre, samtidig med at der kommer flere elbiler i de lavere prisklasser. Der er derfor ikke tvivl om, at el kommer til at erstatte benzin og diesel. Som branche arbejder vi på flere fronter for at understøtte denne udvikling, og lad mig kort sætte fokus på tre områder, hvor vi investerer milliarder: 

Fleksibilitet og tilgængelighed. Det er helt centralt, at bilisterne kan lade op både hjemme, på arbejdet og når de er på farten. Opladning skal være lige så let, som vi kender det fra benzintanken, så vi får et åbnet ladenet, som alle bilister kan bruge, hvor priserne er tydelige, og hvor det er let at betale. For at understøtte dette har Drivkraft Danmark etableret samarbejdet ”Vi oplader Danmark”, hvor vores medlemmer i konkurrence med hinanden sikrer et landsdækkende netværk, hvor der hele tiden kommer nye ladestationer til. Det gælder ikke mindst et omfattende net af lynladere, der sikrer, at man også kan bruge elbilen til de længere ture.  

Marked og teknologiudvikling. Vi er sikre på, at sund konkurrence mellem forskellige udbydere giver en hurtigere grøn omstilling. Konkurrence betyder, at leverandørerne konkurrerer om at levere den bedste kvalitet og nyeste teknologi til de laveste priser. 

Service og tryghed. En stor del af vores branche har i mange år serviceret bilisterne med bilvask, toiletter, mad og drikke og andet godt rundt på landets tankstationer. I fremtiden vil elbilisterne lade op mange steder uden den traditionelle service, men der vil fortsat være brug for et omfattende net af stationer, der kan tilbyde både trygheden og en bred vifte af services. Branchen er derfor i gang med gradvist at omdanne den klassiske tankstation til moderne energistationer, hvor bilen kan tankes op med el, ligesom nye energistationer skyder op ved supermarkeder, restauranter mv.  

100 ladestationer til den tunge transport  
Når det gælder den tunge transport, er elektrificeringen i startfasen. De første skridt mod en ladeinfrastruktur er taget, og vi arbejder på at accelerere denne udvikling.  

De fire første ladestationer til el-lastbiler er åbnet, mindst 14 står klar i løbet af 2024, og inden 2030 har vores medlemmer et mål om at have minimum 100 åbne ladestationer til den tunge transport. Når vi på forkant investerer i ladeinfrastrukturen, vil flere vognmænd også turde tage springet fra diesel til el. 

PtX til skibe og fly 
Elektrificeringen er ikke en mulighed for hovedparten af skibe og fly, men her tilbyder PtX en løsning: Ved at konvertere strøm fra vind- og solenergi til bæredygtige brændstoffer, kan vi sikre en fossilfri energikilde til de sektorer, hvor direkte elektrificering ikke er mulig. Når det gælder PtX, så har vi faktisk en god nyhed: I Danmark har vi to store raffinaderier, hvor der både er kompetencer og infrastruktur til at blive fremtidens PtX-fabrikker, der kan være med til at sikre, at vi kan få el fra vedvarende energi omdannet til flydende brændstoffer, der kan bruges på skibe og fly. Samtidig etableres og planlægges der nye dedikerede PtX-fabrikker rundt omkring i landet.  

Men omstillingen kræver politisk vilje til at prioritere PtX. PtX kræver både store mængder kulstof (fx CO2) og brint. Derfor nytter det ikke, at al brinten eksporteres og CO2’en pumpes ned i undergrunden. Uden kulstof og brint bliver der ingen PtX og dermed omstilling af skibs- og flytrafikken. Kun gennem et stærkt samarbejde mellem branchen, myndigheder, virksomheder og forbrugere kan vi sikre, at vi kommer hurtigt og effektivt i mål med omstillingen. Der skal dog ikke være tvivl om, at vi allerede er i fuld gang med at skabe fundamentet til fremtidens bæredygtige transport.

Mest læste på BusinessReview.dk

1600px_COLOURBOX53565833--
Legal Tech gør det nemmere at have medarbejdere
annonce
Miljømærkning og klimakrav - bliver medicin også bæredygtig?
Damvig94614
Dansk 3D-print bliver svensk
Intro 2
Byg ledelsesudvikling på styrkerne
A50I6260
Læg frygten på hylden og del dine data

Læs også

Produktbillede 1
Avanceret batteri- og ladeteknologi til de danske elbiler
Den danske virksomhed Nerve Smart Systems står bag en avanceret og intelligent batteriteknologi, som gør det muligt at placere firmaets...
sign
Fremtidens mobilitet er delt
I en tid, hvor flere og flere mennesker flytter ind til de større byer og vi anskaffer os flere og flere biler, udvikler mobilitetsbegrebet...
Jacob_20_HIGH-Amaliegade
Gennemsigtighed og konkurrence på lademarkedet skal styrkes
Elbilerne vokser hastigt i popularitet. Små og store ladeoperatører myldrer frem med smarte og nemme løsningerne til elbilisterne. Mange...