Kapitalfonden Polaris, som traditionelt har fokuseret på majoritetsinvesteringer, har nu udvidet værktøjskassen betragteligt med sin nye strategi Polaris Flexible Capital. Polaris kan nu skræddersy kapitalløsninger til de mange ejere, der vil gennemføre generationsskifte, foretage opkøb eller ekspandere på nye markeder uden at afgive kontrol med virksomheden.
Behovet for generationsskifter blandt mellemstore danske virksomheder er enormt. Antallet af virksomheder, der står foran et generationsskifte, er historisk højt, og aktiviteten har været lav under corona.
Men samtidig er mange af de finansielle døre i banker og pensionsselskaber, som virksomheder tidligere kunne banke på for at skaffe kapital til generations- og ejerskifter og offensive investeringer, nu lukket og låst.
Derudover har mange virksomhedsejere et ønske om at bevare kontrol i stedet for at sælge magten i et klassisk kapitalfonds-generationsskifte.
Ansvarlig kapital uden kontrol
Dét komplekse hul i markedet vil kapitalfonden Polaris hjælpe med at lukke. 1. februar 2022 gik Polaris i markedet med en ny strategi, Polaris Flexible Capital.
”Vi har i stigende grad oplevet, at ejere ikke vil afgive magten i virksomheden, men gerne vil et delvist generationsskifte. Der kan også været et ønske om at vækste, men kapitalen mangler, og man vil ikke afgive kontrol. Den del af markedet lukker vi af med Polaris Flexible Capital, som kommer med enten ansvarlig kapital eller minoritets-egenkapital, uden at ejeren afgiver kontrol. Det betyder, at vi kan møde familien eller ejeren med åbent sind og finde frem til den løsning, der passer bedst til situationen,” siger Jesper Langmack, Partner and Head of Polaris Flexible Capital.
Skræddersyede løsninger
Med den nye fond kan Polaris nu tilbyde fleksible, skræddersyede løsninger på tværs af kapitalstrukturen.
”Vi har med Polaris Flexible Capital gjort vores værktøjskasse med kapitalløsninger meget større og mere varieret, så vi lettere kan facilitere eksempelvis et generationsskifte med vores fleksible kapital og tilbyde nogle af de mange forskellige kompetencer, som vores hus har tilegnet sig igennem de seneste årtier. Vi kan spille mere bredt alt efter ejernes behov,” siger Jan Johan Kühl, Managing Partner i Polaris.”
Hjælp til smidigt generationsskifte
Ifølge Jan Johan Kúhl kan fleksibel kapital for eksempel være i form af en minoritetspost, et juniorlån eller et ansvarligt lån, hvor Polaris Flexible Capital går ind i virksomheden med noget, der minder om egenkapital, men ikke har en ejerandel koblet på sig. Fleksibel kapital på disse måder kan også hjælpe ejerne, når der skal findes penge til at betale arveafgift.
”Nu kan det godt være, at arveafgiften bliver sat lidt ned, men det er stadig ret store beløb, der skal falde. Man kan eje en større aktiepost, men har ikke nødvendigvis likviditet til generationsskiftet, og det kan være svært at sælge noget af det. Der kan Polaris Flexible Capital hjælpe med et ansvarligt lån eller en minoritetsandel uden kontrol, og så kan man bruge den løsning til at betale arveafgift eller evt. købe et familiemedlem ud.”
Polaris oplever ofte også, at virksomheder udnytter muligheden for fleksibel kapital offensivt til måske at købe en konkurrent eller etablere sig i et andet land.
”De står tit i den situation, at de ikke selv kan finansiere det, og at banken heller ikke vil hjælpe med finansiering. De har således brug for at få kapital ind, men vil ikke afgive kontrol, og der kan vi skræddersy en løsning,” siger Jesper Langmack.
Lukker hul i markedet
I det hele taget er banker trådt meget ud af markedet, forklarer Jan Johan Kühl.
”Kapitalforbruget for at yde lån til små og mellemstore danske virksomheder uden nogen kreditrating er gennem mange år steget til et nu meget højt niveau, så banker vil hellere låne penge til de helt store virksomheder. Tidligere var pensionskasserne også meget aktive i det her segment, men de er underlagt en stigende regulering, der betyder, at procestiden for at lave direkte investeringer er steget voldsomt. Afkast i forhold til tidsforbrug hænger ikke længere sammen for dem, når det drejer sig om mindre investeringer.”
”Og senest er der så sket det, at vi nu står foran den måske mest forventede recession i verdenshistorien, og det gør kun bankerne endnu mere konservative i forhold til at udlåne til især rentefølsomme sektorer relateret til særligt forbrug og byggeri. Der er således et hul i markedet skabt af en stigende regulering og den nuværende økonomiske udvikling, og det hul lukker vi med Polaris Flexible Capital.”