Ejendomsinvestorer forventer, at gode tider bliver endnu bedre

“Med lave renter, et stærkt kapitalmarked og god adgang til finansiering, så vil der fortsat være stor interesse for ejendomsinvesteringer både herhjemme og i Norden, hvilket også er det billede vores forventningsanalyse viser,” siger Joseph Alberti, head of research i EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Af:

Selv om 2021 efter alt at dømme bliver et rekordår på ejendomsmarkedet, står investorerne klar til at købe endnu mere ind til deres portefølje. Det viser EDC Erhverv Poul Erik Bechs årlige temperaturmåling på investeringsmarkedet. De fleste går efter boligudlejningsejendomme, men der er også stor tiltro til lager- og logistikejendomme.

I disse uger foregår der alskens tovtrækkerier mellem købere og sælgere for at få de sidste detaljer i ejendomshandler på plads inden årsskiftet. Men meget skal gå galt, hvis ikke 2021 ender som det bedste år på ejendomsmarkedet nogensinde, målt på transaktionsvolumen. Og der er foreløbigt ingen tegn på, at investorerne vil sætte tempoet ned i det nye år.

Det viser EDC Erhverv Poul Erik Bechs årlige undersøgelse om ejendomsmarkedet. Den er i år baseret på svar fra 1718 ejere og lejere. Blandt de investeringsaktive angiver 48 pct., at de påtænker at bruge flere penge på ejendomme end i 2021. Det er 1 procentpoint mindre end ved det tilsvarende spørgsmål sidste år sidste år, men til gengæld er den andel, der påtænker at bruge færre penge, faldet fra 24 til 20 pct.

Sammenlagt er der altså vel over dobbelt så mange, der planlægger at udvide deres investeringer, end der planlægger at indskrænke dem. Om det også går sådan, kan kun tiden vise. Erfaringen fra undersøgelsen, der i år er foretaget for syvende gang, er, at investorerne hvert år har været optimistiske ved årsskiftet – også ved indgangen til de år, hvor omsætningen faldt. Men der er i hvert fald ikke noget i investorernes sind, der tyder på en snarlig opbremsning.

En sikker havn
”Ejendomme udgør et attraktivt alternativ til negative renter i bankerne, lave rente på obligationer og det til dels svingende aktiemarked. Historisk giver ejendomme et stabilt og fornuftigt afkast, og det er rekordmange tiltrukket af,” udtaler Joseph Alberti, head of research i EDC Erhverv Poul Erik Bech.

”Danmark og Norden fortsætter i høj grad med at være en sikker havn og et attraktivt sted for ejendomsinvesteringer. Med lave renter, et stærkt kapitalmarked og god adgang til finansiering, så vil der fortsat være stor interesse for ejendomsinvesteringer både herhjemme og i Norden, hvilket også er det billede vores forventningsanalyse viser,” fortsætter han.

Den suverænt mest populære kategori er også den største: Boligudlejningsejendomme, som 82 pct. af investorerne i undersøgelsen regner med at sætte penge i. Men når det kommer til de egentlige erhvervsejendomme, er det påfaldende, at lager og logistik (22 pct.) nu er større end både kontor (16 pct.) og butik (12 pct.). 

Usikkerhed om kontorer
Lager- og logistikejendomme har traditionelt mest været regnet som en sag for specialister, og historisk har investeringer her også været blandt de mest risikofyldte på ejendomsmarkedet. Men de seneste år er der pludselig kommet run på lager og logistik, i takt med bl.a. øget nethandel og behov for lagerplads som følge af svigtende logistikkæder, og investorerne forventer tydeligvis, at det stadig er muligt for dem at gøre en god handel: Hele 58 pct. forventer stigende markedspriser i segmentet, mens kun 12 pct. vurderer, at priserne nu har toppet og er på vej ned.

Det står i skærende kontrast til forventningen til de to andre kategorier. Et stort flertal forventer prisfald på butiksejendomme, hvilket måske kan have noget at gøre med, at mange respondenter kommer fra mindre og mellemstore byer, hvor den fysiske detailhandel især er udfordret. Mere overraskende er det, at stemningen om prisudviklingen på kontorejendomme også er klart negativ. Her har der været meget tale om, hvorvidt hjemmearbejde vil reducere efterspørgslen fra kontorlejere. Mange mener, at den frygt har været talt for meget op. Men blandt respondenterne i EDC Erhverv Poul Erik Bechs synes det at være det mest almindelige standpunkt. I hvert fald er der flere, der forventer fald end stigning i priserne på kontorejendommene.

Kilde til grafik: EDC Erhverv Poul Erik Bech

Mest læste på BusinessReview.dk

1600px_COLOURBOX53565833--
Legal Tech gør det nemmere at have medarbejdere
annonce
Miljømærkning og klimakrav - bliver medicin også bæredygtig?
1_1
Nyt udstyr kræver ny viden
Artikel billede uden skærelinjer
Gør det enkelt for medarbejderen at rejse sikkert
automationssystemer_CMYK
Ny standard for design af maskiners betjeningssystemer på vej

Læs også

3 hurtige billede
3 Hurtige
PR-foto: Lundgrens Tysk kapitalforvalter går ind på det danske marked – køber DSV-ejendom Arbireo Capital AG, som er specialiseret...
Hillerød senior
Nyt brugerstyret koncept for seniorboliger køber første ejendom
Ejendommen centralt i Hillerød, som selskabet Investering & Seniorbolig har købt, står foran en større ombygning, og måske også...
LOVFORSLAG OM VÆRDIANSÆTTELSER AF ANDELSBOLIGER FREMSAT - Billede
LOVFORSLAG OM VÆRDIANSÆTTELSER AF ANDELS-BOLIGER FREMSAT
Regeringen har fremsat et forslag der skal klarlægge, hvordan andelsboliger fremadrettet skal værdiansættes. Konkret forlænges valuarvurderingsgyldighed,...