Landskabsarkitektfirmaet har fået sin tredje og hidtil største opgave i London, nemlig at medvirke til transformationen af Silvertown Royal Docks, der kan sammenlignes med Sydhavnen i København. Danskere kan lære fra sig om cyklisme og adgang til vand. Men der er også meget, vi selv kan lære af udlandet, bl.a. om brugerinddragelse og åbenhed i processer, lyder SLA’s erfaring.
London er som bekendt en by, der, ligesom København, gennem århundreder har haft et langt havneforløb som sin helt afgørende pulsåre. I den britiske hovedstad er dimensionerne blot langt større, end de er i den danske, og man er endnu ikke i mål med at transformere de gamle industrihavne til et nutidigt formål med boliger og serviceerhverv.
Et område, som nu står for tur, er Silvertown Royal Docks i den østlige del af metropolen, der over det kommende tiår skal ombygges til at rumme bl.a. 6500 boliger. Det danske landskabsarkitektfirma SLA, der allerede arbejder med flere tilsvarende opgaver i London, har også her vundet opgaven med at designe og tilrettelægge de offentlige arealer i den transformerede bydel.
Dét kan man som dansker være lidt stolt af. Men at SLA har vundet opgaven, er en historie, der rækker lidt længere end skabelonen for en dansk erhvervssucces. Historien er også et lyspunkt i en tid, hvor internationalt samarbejde i mange sammenhænge er udfordret, og den illustrerer den dynamik, der opstår, når verdens storbyer lader sig inspirere af hinanden.
Hegn mod vandet
Når en virksomhed vinder frem på eksportmarkederne, er det som regel fordi, den tilbyder sine kunder de bedste og billigste løsninger. For landskabsarkitekter er det imidlertid ikke entydigt, hvad der er bedst, og dermed kan der heller ikke laves en præcis prisskala. Det, en landskabsarkitekt skal komme med, skal afspejle nogle behov og muligheder, som kunden måske ikke selv har set.
I Silvertown Royal Docks handler det meget om vand. Området kan ifølge Rasmus Astrup, designdirektør og partner i SLA, sammenlignes med Sydhavnen. Men hvor det i København blev betragtet som oplagt at bruge nærheden til vandet – i en grad, så mange beboere i stueetagen har direkte adgang til den fra altandøren – var det helt fremmed for beslutningstagerne i London.
”I London er man bange for vandet. De laver et hegn ud til det, mens vi i Danmark har accepteret, at der er en kant, og på den andens side af denne er der vand. Vores tegnestue ligger på Islands Brygge, og jeg springer altid på hovedet i havnen hele. Det, syntes englændere, var helt skørt. Men der har været en god dialog omkring det med at bruge vandet som attraktion,” siger Rasmus Astrup.
Briterne er heller ikke helt overbeviste endnu – i første omgang har SLA fået lov til at lave nogle testområder og har indtil nu foreslået to svømmebade med direkte inspiration fra København.
Vand, mere end cykler
Rasmus Astrup mener, at Københavns brand i dag, når man går ud blandt byggefolk i den store verden, næsten er mere fokuseret på vores brug af vandet end på cyklisme. Men det sidste vækker naturligvis også interesse, og har var kunderne i London mere åbne for at adoptere danske løsninger. Men så igen: Et besøg i København, for at se cykelslangen mellem Fisketorvet og Islands Brygge, imponerede ikke. Rasmus Astrup kunne ikke overbevise sine kunder om, at det er vigtigt at give cyklister og fodgængere hver sin bane.
Så langt kan man, set fra et københavnsk synspunkt, trække på smilebåndet over, at nogle for os selvfølgelige vilkår er noget, man i udlandet først skal til at lære. Men det gælder også den anden vej rundt, understreger Rasmus Astrup. Som eksempel nævner han biodiversitet. Det er noget, som mange kommunalpolitikere og byplanlæggere herhjemme går højt op i. Men Rasmus Astrup oplever, at briterne er langt bedre til at håndtere det i praksis. De har f.eks. gode målemetoder, der viser, om tiltagene faktisk virker, således at det hele ikke bliver ved de gode intentioner.
Til eksamen
Rasmus Astrup mener også, at processerne i Danmark er lukkede, i forhold til hvad han oplever i udlandet. I offentlige projekter kan folkevalgte politikere naturligvis give deres besyv med, og der er altid høringsfaser i forbindelse med lokalplaner. Men bl.a. englænderne er dygtigere til at inddrage de konkrete brugere. I Danmark bestemmes det i højere grad ovenfra, hvordan et område skal udvikles.
Et andet eksempel er, at arkitekter – herunder landskabsarkitekter – i England skal samarbejde med et såkaldt design review panel. Dette sammensættes af højt kvalificerede folk, f.eks. ledere af andre tegnestuer eller af professorer fra de højere læreanstalter, der kan sammenlignes med Arkitekthøjskolen herhjemme.
”Så skal man præsentere sit projekt for dem, ligesom da man læste til landskabsarkitekt. De giver feedback, hvorefter man har en måned til at arbejde med den. Således tager man design meget mere seriøst. I København møder man myndighederne, og så er der primært nogle bokse, der skal krydses af. I England bliver design diskuteret på et enormt højt niveau, som jeg synes er superinspirerende og lærerigt,” siger Rasmus Astrup.
Selvforstærkende succes
SLA er et dansk/norsk firma og har ca. en tredjedel af sin omsætning på hvert af de to hjemmemarkeder. Den sidste tredjedel stammer så fra internationale markeder, hvor, foruden England, UAE og Canada vægter tungest. Det forhold vil dog nok ændre sig, for det er på de internationale markeder, at væksten har været størst, fortæller Rasmus Astrup. Det skyldes grundlæggende, at når man først har hul igennem til nye markeder, bliver det selvforstærkende: Referencen har fra den ene opgave kan bruges som salgsargument ved den næste.
”I Danmark er det rigtigt fedt, at der er kommet styr på udbudsregler, rammeaftaler og så videre. Alt er sat i et meget klart system. Hvorimod de tre markeder, det er mit ansvar at skaffe opgaver på, er meget mere baserede på netværk og erfaring. Man skal kunne vise, at man har arbejdet på store, internationale projekter. Kunderne ringer til hinanden for at høre, hvordan man er at arbejde med. Det er uretfærdigt over for de unge tegnestuer, men sådan er det,” siger Rasmus Astrup.
Efterspurgt natur
Den modenhed, SLA har opnået på de internationale markeder, er også en del af baggrunden for, at Rasmus Astrup ikke er bange for, at man bliver hældt ud af det britiske marked igen, selv om briterne nu kan løsrive sig fra EU’s udbudsregler. Det ville være rigtigt ærgerligt, hvis det var sådan, for som han anfører, er London en af de to byer, hvor man som arkitekt for alvor kan høste international anseelse. Den anden er New York.
”Der har været noget usikkerhed omkring Brexit, men det har vi ikke rigtigt mærket. Vi har til gengæld mærket corona som en positiv indsprøjtning af efterspørgsel efter netop det, vi laver: Biodiversitet og det, vi kalder bynatur; sunde urbane rum. Det er bare helt ekstremt efterspurgt lige nu, både fra private og af offentlige bygherrer,” slutter Rasmus Astrup.
