EjendomDanmark er en del af det nye partnerskab Partners for Sustainable Real Estate and Construction. Målet for samarbejdet er at udbrede og skabe en fælles ramme for arbejdet med bæredygtighed i bygge- og ejendomsbranchen.
En lang række investorer og bygherrer inden for den danske bygge- og ejendomssektor er gået sammen i fællesskabet Partners for Sustainable Real Estate and Construction – et fællesskab som EjendomDanmark blandt andre er en del af. Fællesskabet er drevet af Rådet for Bæredygtigt Byggeri, og har til formål at accelerere en mere bæredygtig udvikling inden for bygge- og ejendomsbranchen. EjendomDanmark arbejder med bæredygtighed som en mærkesag, og derfor er deltagelsen i dette partnerskab en naturlig forlængelse af dette arbejde.
Fælles rammer for bæredygtighed
Bæredygtige tiltag er almindeligt udbredt overalt i branchen med aspekter som bæredygtighedscertificeringer, CO2-krav og ESG, men for mange er der fortsat lang vej igen. Samtidig er det vigtigt, at det arbejde, der allerede nu foretages, målrettes, så intet i sidste ende er forgæves.
Med Partners for Sustainable Real Estate and Construction skal det sikres, at ambitionerne for bæredygtighed samles, og at der fremover arbejdes inden for en fælles ramme, der danner standarden for bæredygtighedsarbejdet. EjendomDanmark ønsker at sætte fokus på ejendomsbranchens positive indvirkning på samfundet. Derfor er det også målet at bidrage til at skabe de bedste rammer for den grønne udvikling, som ejendomsbranchen gennemgår.
Ved at målrette arbejdet med bæredygtighed kan deltagerne i partnerskabet og EjendomDanmark samtidig være med til at sikre, at Danmark sættes på verdenskortet som ledende inden for bæredygtigt byggeri.
Fra ambitioner til handling
Partnerskabet skal være med til at presse på for at skabe den struktur i branchen, som bæredygtig udvikling kræver. Det betyder blandt andet, at partnerne vil gå sammen om at få fjernet de barrierer, der er for den nødvendige omstilling. Samtidig skal partnerne hjælpe og skabe incitamenter for resten af værdikæden i en bæredygtig retning. Parallelt med dette, vil partnerskabet også arbejde for at sikre politisk opbakning for en mere ambitiøs tilgang.
I partnerskabet deltager en gruppe af de personer, som har allermest beslutningskraft i den danske bygge- og ejendomssektor, som sammen forpligter sig på at sikre, at de bæredygtige ambitioner bliver til reel handling.