dao kommer løbende med nye fleksible løsninger til det private segment for at hjælpe webshops, deres kunder og byerne, de bor i, med at gøre fragt nemmere, grønnere og mindre støjende. Senest med dao’s egne intelligente pakkepostkasse daoHOMEBOX og den nye service daoPICKUP, der tilsammen gør aflevering og afhentning i pakkeshops overflødig.
Nærmest lydløse som ninja’er bevæger buddene sig rundt på deres elektrificerede, batteridrevne scootere på tre eller fire hjul i det øde og stille nattelandskab i de danske byer. Her sover borgerne trygt, mens nattens kurerer med aviser, magasiner og pakker placerer forsendelserne i de rette intelligente pakkepostkasser, hvorefter borgeren vågner op til en notifikation på sin smartphone med besked om, at der er en pakkepostkasse ude ved indkørslen eller nede i opgangen, der skal tømmes. For bare få år siden havde et sådant scenarie været betragtet som stiliseret fremtidssnak, men i disse år bliver det til dagligdags virkelighed i stadig flere danske byer.
Udviklingen skyldes ikke mindst den landsdækkende danske kurervirksomhed dao, som med et historisk udgangspunkt inden for distribution af aviser (dao står egentlig for Dansk Avis Omdeling) er blevet frontkæmper og branche-pioner inden for grøn og intelligent kurervirksomhed så tæt på slutmodtageren som overhovedet muligt og med størst mulig hensyntagen til, at det gode liv i moderne smarte byer ikke skal generes af støjende operatører, der afleverer varer.
Drop turen til pakkeshoppen
Med daos nyeste service daoPICKUP er det ikke længere nødvendigt at stå i kø i en pakkeshop eller på et posthus for at sende en pakke. Du skal blot tilvælge daoPICKUP og oplyse din adresse, når du køber din fragt hos dao på pakke.dao.as. Så kommer dao forbi og henter den på det bestilte tidspunkt og sørger for, at den kommer godt og sikkert frem til modtagerens privatadresse. Løsningen fungerer både med printet daoE-LABEL og med en håndskrevet unik 9-cifret kode direkte på pakken.
“Vi udnytter, at vi alligevel er til stede i byen om natten for at aflevere produkter. I en opgang vil vi typisk levere tre-fire produkter og tage en returforsendelse med tilbage igen, og da vi kan garantere, at returforsendelsen sker 100 procent grønt, tror vi på, at vi kan skubbe til virksomheders og forbrugeres tilgang til fragt. Det er vigtigt for dao, at vi hele tiden udvikler os og kommer med gode, fleksible løsninger til det private segment. Kun på den måde kan vi hjælpe webshop-kunder og private kunder med at gøre fragt nemmere,” siger direktør for dao, Morten Villberg.
Snart en boks til hvert hus
daoPICKUP følger efter lanceringen af daoHOMEBOX, en intelligent pakkepostkasse, som forbrugeren styrer via en app. Forbrugeren kan styre både faste adgangskoder og engangskoder og få overblik over vægt og temperatur i postkassen, der har nøglefri åbning. daoHOMEBOX er forsynet med kraftige solceller og kan derfor fungere optimalt kun ved brug af solenergi.
”Vores mål er, at daoHOMEBOX i fremtiden skal kunne fungere som forbrugerens eget posthus, og udover levering til postkassen ønsker vi altså at kunne afhente fra postkassen – for eksempel via vores egen service daoPICKUP,” siger Morten Villberg.
Han anslår, at cirka 80 procent af de omkring 66.000 parcelhuse, der hvert år bygges i Danmark, er født med semi- eller hel-intelligente pakkepostkasser, der flytter aflevering og afhentning af pakker helt ud til slutbrugeren og vil gøre stadig flere pakkeshops overflødige.
Pakkepostkasser tiltrækker lejere
Der sker også en udvikling blandt ejendomsselskaber og ejendomsudviklere, idet intelligente pakkepostkasser i stigende grad bliver et parameter, nye ejere eller lejere vælger bolig ud fra. Typisk er det ejendomsselskabet, der selv investerer i pakkekostkasser og opsætning, og så kan interesserede transportører benytte dem. Men det er et område i vild vækst, og dao bidrager også til udviklingen af selve infrastrukturen gennem projekter, rådgivning og hjælp til facilitering.
”Ikke alle operatører tilbyder hjemmelevering som en del af deres forretningsmodel, men det gør vi, og vi vil gerne samarbejde med alle de transportører og producenter af pakkepostkasser, der er. Det bliver stadig mere udbredt med pakkepostkasser på kollegier og andre steder, hvor der bor mange mennesker sammen. Vi samarbejder også med eksempelvis Dansk Blindesamfund og hjemmeplejen forskellige steder i landet, fordi en intelligent pakkepostkasse helt tæt på borgeren kan løse flere daglige udfordringer både for borgeren og plejemedarbejderen,” siger Morten Villberg.
Så lydløse som muligt
dao udvider løbende andelen af grønne køretøjer i sin flåde for at eliminere de fossile brændstoffer, først og fremmest i byerne, men også udenfor.
”Vi får stadig flere tre- og firehjulede elscootere, og i dag foregår 85 procent af alle vores leverancer og afhentninger hos borgere i Danmarks større byer med et CO2-neutalt transportmiddel. Vi investerer i egne solcelleanlæg og køber derudover kun grønt certificeret strøm. Endelig differentierer vi os ved at konsekvent at være i miljøet om natten. Vi fylder ikke, og vi støjer ikke. Heller ikke, når vi bakker! Vi skal være så lydløse som mulig, for støj er også en stor udfordring for smarte byer,” siger Morten Villberg.