For kort tid siden vågnede Europa op til én af de mørkeste dage siden anden verdenskrig. Med Ruslands invasion af Ukraine oplevede vi for første gang i årtier igen krig på europæisk jord.
Skrevet af; Rikke Hougaard Zeberg, DI
Og det mærker vi for alvor konsekvenserne af nu. Vi har i DI været i kontakt med en stor del af vores medlemsvirksomheder, der har afdelinger i Ukraine. Vi anbefaler, at virksomheder følger Udenrigsministeriets anbefalinger, og såfremt I har konkrete spørgsmål, har Dansk Industri oprettet en side, hvor I kan få information om handlingsmulighederne ift. lokalansatte, der ønsker at komme ud af landet.
Ukraine-konflikten har ligeledes belyst behovet for øget cybersikkerhed. Cybertruslen har i en lang periode været meget høj – også mod danske virksomheder. Derfor er vores grundlæggende anbefalinger om cybersikkerhed de samme som før Ukraine-konflikten, men vi anbefaler, at man udviser rettidig omhu. Hvis danske virksomheder står i en situation, hvor der mangler, at blive fulgt op på it-sikkerheden er tiden inde til at prioritere det nu, også selvom der aktuelt ikke er tale om en målrettet trussel mod danske virksomheder. For Ukraine-konflikten udfolder sig ikke blot på slagmarken, men også som cyberkrig med angreb på kryds og tværs af Rusland og Ukraine. Det medfører et rent kaos af cybertrusler, der kan sprede sig. Eskalerer konflikten mellem Vesten og Rusland kan cybertruslen mod danske virksomheder også hurtigt blive meget alvorlig.
Og denne cybertrussel skal tages alvorligt. Ikke fordi, at den ikke tidligere har været alvorlig, men med en spændt situation mellem Vesten og Rusland kombineret med meget aktive hackergrupper, herunder russiske, kan billedet hurtigt ændre sig og gøre situationen og cybertruslen mod danske virksomheder endnu mere alvorlig og næværende. Derfor er det vigtigt, at vi opruster vores cybersikkerhed hurtigt og effektivt. Hvis I er i tvivl om, hvordan I håndterer situationen, kan I finde informationer om, hvad I som virksomhed skal være særligt opmærksomme på ved at gå ind på di.dk/ukraine. Siden opdateres løbende.
Erhvervsstyrelsen og SMV:Digital åbnede den 17. marts op for ny pulje med 50 mio. kr. til SMV’er. Her kan SMV’er søge op til 50.000 kr. til rådgivning inden for cybersikkerhed og ansvarlig dataanvendelse. Vi opfordrer til, at SMV’erne søger midlerne, så de kan opruste deres cybersikkerhed ved f.eks. at blive D-mærket. Den 25. marts afholder DI Digital, DI Rådgiverne og PET et informations-arrangement, hvor du bliver klædt på til at kunne modvirke spionagetrusler.