Sponseret indhold

Kalundborg vinder terræn som erhvervsby

Af:

Kalundborg har længe haft status som en af Sjællands førende erhvervsbyer, og i år er positionen blevet yderligere forstærket med nybygget Mærsk-containerterminal og nyt biotekcampus – snart får byen også motorvej og flere uddannelser.

 Skrevet af; journalist Nils-Ole Heggland. 

Stort set siden grundlæggelsen i 1100-tallet har vestsjællandske Kalundborg været en af de mest betydende købstæder og havnebyer på Sjælland, og de senere år er positionen som erhvervsby blevet udbygget. En række store virksomheder har længe haft fabrikker i byen, allerstørst er Novo Nordisk med omkring 3.000 ansatte og med jævnlige udvidelser. Også Novozymes har produktion i Kalundborg, og snart rykker ingredienskoncernen Chr. Hansen ind i en tidligere fiskeoliefabrik. Mange af arbejdspladserne ligger i Kalundborg Øst eller Biotekbyen, som fik sin egen station i 2018. Samme sted åbnede denne sommer et helt nyt campus under den sjællandske professionshøjskole Absalon. Her udbydes ingeniørstudier i både bioteknologi og maskinteknologi samt bioanalytikeruddannelsen. I Biotekbyen er et nybygget uddannelses- og forskningscenter desuden tæt på at åbne – med AP Pension som ejendomsinvestor.  Equinor – det tidligere Statoil – driver et stort raffinaderi lidt uden for Kalundborg, og Asnæsværket er Ørsteds største kombinerede el- og varmeværk.

Kæmpe havn
Den i forvejen store – og dybe – havn blev i foråret udvidet med Vesthavnen, og ved indvielsen flyttede Mærsk sin kæmpe containerhavn hertil fra København. Når coronaen tillader det, kan Kalundborg igen tage imod de gigantiske krydstogtsskibe, som i mere end ti år har anløbet havnebyen.   Også en anden form for turisme bidrager til liv og omsætning i byen – Kalundborg er blandt landets største sommerhuskommuner med næsten 9.000 fritidshuse.

Lavere skat
Den nuværende kommune blev dannet ved kommunal-reformen fra 2007, da købstaden Kalundborg slog sig sammen med fire mindre kommuner i oplandet. Indbyggertallet ligger på 48.000-49.000, hvoraf godt en tredjedel bor i Kalundborg by. Politisk har kommunen arbejdet målrettet på at fastholde og tiltrække såvel arbejdspladser som indbyggere. Det betød blandt andet, at den såkaldte dækningsafgift på erhvervsbygninger blev sænket i 2015 og fjernet helt i 2017. Personskatten er blevet sænket tre gange – i 2013, i 2019 og igen fra i år. Og med 24,4 procent ligger kommuneskatten dermed under landsgennemsnittet på 24,97 procent ifølge Indenrigs- og Boligministeriets nøgletal. Kommunens borgmester siden 2010 er venstremanden Martin Damm, der har sikret Kalundborg indflydelse langt uden for kommunegrænsen – fra 2014-18 var han formand for Kommunernes Landsforening, og siden 2018 har han været næstformand.

Fortid og fremtid
Det hele begyndte ifølge historikerne tilbage i højmiddelalderen. Omkring 1167 anlagde Esbern Snare – bror til Valdemar den Store og til biskop Absalon, som grundlagde København – Vestborgen ved to små fiskerlejer. Det blev startskuddet til Kalundborg.  Og byens udvikling fortsætter, også 854 år efter Esbern Snares borgbyggeri: Fx vil regeringen flytte arkitekt- og byplanlæggeruddannelsen til Kalundborg for at styrke byens studiemiljø. Desuden vedtog et stort set enigt folketing lige før sommerferien et trafikforlig, som blandt andet afsatte 1,9 mia. kr. til den 3. og sidste etape af motorvejen fra København over Roskilde og Holbæk til Kalundborg. 

Kalundborg arbejder – sammen med flere andre sjællandske kommuner – også på at få udbygget den nuværende Rute 22 til motorvej. Den går fra Kalundborg i nord over Slagelse til Næstved i syd, og en udvidet vejforbindelse vil forbedre transportmulighederne for virksomheder i Vest- og Sydsjælland og fx give erhvervslivet i Kalundborg lettere adgang til den kommende Femernforbindelse. Lige nu glæder kommune og virksomheder sig over, at anlægsarbejdet med de sidste 30 kilometer af Kalundborgmotorvejen går i gang allerede næste år. Så inden længe bliver det hurtigere og lettere for erhvervslivet at få varer til og fra byen – og hurtigere og lettere for pendlere, indbyggere og turister at komme til og fra den gamle vestsjællandske købstad. 

Fakta om Kalundborg

  • 48.500 indbyggere i kommunen, 16.300 i Kalundborg by
  • Stor industriby med fx Novo Nordisk og Novozymes samt Equinor-raffinaderi
    (før Statoil)
  • Stor havneby med dybvandshavn og fx nybygget Mærsk-containerterminal
  • Omfattende turisme med 8.600 sommerhuse og anløb af krydstogtskibe
  • Personskat sænket tre gange siden 2013 – med 24,4 pct. under landsgennemsnit
  • Dækningsafgift på firmabygninger sænket i 2015, fjernet helt i 2017
  • Ny station i Kalundborg Øst (Biotekbyen) åbnet i 2018
  • 3. etape af Kalundborgmotorvejen (30 km) påbegyndes i 2022

Mest læste på BusinessReview.dk

1600px_COLOURBOX53565833--
Legal Tech gør det nemmere at have medarbejdere
annonce
Miljømærkning og klimakrav - bliver medicin også bæredygtig?
Damvig94614
Dansk 3D-print bliver svensk
Intro 2
Byg ledelsesudvikling på styrkerne
A50I6260
Læg frygten på hylden og del dine data

Læs også

3 hurtige billede
3 Hurtige
PR-foto: Lundgrens Tysk kapitalforvalter går ind på det danske marked – køber DSV-ejendom Arbireo Capital AG, som er specialiseret...
Hillerød senior
Nyt brugerstyret koncept for seniorboliger køber første ejendom
Ejendommen centralt i Hillerød, som selskabet Investering & Seniorbolig har købt, står foran en større ombygning, og måske også...
LOVFORSLAG OM VÆRDIANSÆTTELSER AF ANDELSBOLIGER FREMSAT - Billede
LOVFORSLAG OM VÆRDIANSÆTTELSER AF ANDELS-BOLIGER FREMSAT
Regeringen har fremsat et forslag der skal klarlægge, hvordan andelsboliger fremadrettet skal værdiansættes. Konkret forlænges valuarvurderingsgyldighed,...