Dansk biotek har potentialet til at vækste, men området har brug for mere opmærksomhed både politisk, men også fra befolkningen. Vicedirektør i Dansk Industri Henriette Søltoft fortæller om, hvordan branchen kan blive fremtidens vækstdynamo, der bidrager til grøn omstilling og bedre behandlinger i sundhedssektoren.
I Danmark er det ofte vindmøllerne og de danske grise, der fremhæves, når snakken falder på succesfulde eksporteventyr. I den sammenhæng bliver biotek ofte overset, men faktisk leverer danske biotekvirksomheder 70% af industrielle enzymer på globalt plan. Enzymer, som via intelligente løsninger, kan være med til at forebygge fødevaremangel eller reducere mængden af forurening fx plast i verdenshavene.
Derudover er biotek fødekæden for medicin; 70% af de lægemidler, der er i handlen, er netop begyndt som biotek. Dansk Biotek står stærkt, og der er potentiale til meget mere, men det forudsætter, at branchen får mere opmærksomhed.
Mere fokus på biotek
Biotek er et guldæg, der har potentialet til at blive meget større, generere flere arbejdspladser, sikre grøn omstilling, bedre behandlinger til borgerne og styrke eksporten. Det kræver dog en stribe tiltag:
”Både politisk og i befolkningen skal vi have skabt meget mere opmærksomhed omkring, hvad branchen kan, fordi det er her fremtidens medicinske behandlinger opstår, og nøglen til de grønne løsninger ligger,” forklarer Henriette Søltoft og uddyber:
”Biotek kan fx sikre, at danskerne kan blive længere på arbejdsmarkedet, løse udfordringerne med bedre medicinske behandlinger til den voksende gruppe af ældre i Vesten. Branchen kan både forebygge samt behandle og har et uforløst potentiale, når det kommer til både vækst og eksport.”
Biotek er som en del af hele life science-industrien en af årsagerne til, at Danmarks eksport ikke er styrtdykket under COVID-19. I 2019 steg den danske eksport af lægemidler med 27 procent til 127 milliarder kroner. Gennem de seneste 20 år er den danske life science-branche, som foruden lægemidler producerer medicinsk udstyr og bioteknologi, blevet en bærende søjle i dansk økonomi.
Ny national strategi for biotek
Hos DI glæder de sig over, at regeringen har taget initiativ til udvikle en national strategi inden for området. Strategien skal afløse Erhvervsministeriets vækstpakke, der udløber i 2021. DI peger på, at for biotek kan blive en vækstdynamo, skal der fra politisk side satses mere på offentlig forskning end de 1% af BNP, der er afsat i dag.
Under COVID-19 er BNP skrumpet, derfor har regeringen sat 700 mio. ekstra af til forskning, men hos DI så de gerne, at tallet var endnu højere. Derudover skal der skabes kraftigere incitamenter i sundhedsvæsenet for klinisk forskning, og rammerne skal styrkes.
”Den offentlige grundforskning skal tilføres flere midler, så flere ideer genereres i samarbejdet mellem forskningsinstitutionerne og erhvervslivet. Det betaler sig at investere massivt nu, så vi kan høste frugterne senere i form af flere arbejdspladser, ny teknologi og lægemidler, som ikke blot kommer de danske borgere til gode, men også kan eksporteres til andre lande,” siger Henriette Søltoft og understreger:
”Vi skal have skabt rammerne, så det bliver attraktivt for virksomhederne at investere i forskningen. Det er et langt sejt træk, og så skal biotek have adgang til kapital og finansiering fx gennem salg af aktier.”
Henriette Søltoft peger på Sverige, hvor der er en aktiekultur med meget større velvillighed til at investere i risikobetonede aktier. En lempelse af skattereglerne kunne være med til at stimulere det danske aktiemarked.
Investeringer i fremtiden
Hos DI anbefaler de desuden, at forsknings- og udviklingsfradraget på 130% gøres permanent, og at skattekreditordningen også hæves, samt at loftet for begge ordninger fjernes. Regeringen forhøjede i juni fradraget for udgifter til forskning og udvikling til 130% i perioden 2020-2021.
Den såkaldte fantomskat, hvor skat på milepælsbetalinger ved salg af virksomheder, skal desuden fjernes, fordi virksomhedsledere med den nuværende beskatning risikerer at betale mere i skat, end de har tjent. Det Konservative Folkeparti har fremsat forslag om at fjerne fantomskatten.