Danske Onomondo har gentænkt måden at bygge software til teleinfrastruktur på. Resultatet er bedre dækning, mere fleksibilitet og lavere priser for IoT-cases – lige fra den smarte by til sensorer på langfart kloden rundt.
Det skal ikke være en farlig beslutning at realisere et visionært smart city-projekt, der vil gøre borgernes liv bedre og verden grønnere. Men det har det været i alt for mange år.
Siden Smart City-bølgen eksploderede i labs over hele verden i midten af 10’erne, er utallige gode smart-city-projekter enten strandet på tegnebrættet eller kørt fast i teknologisk, bureaukratisk og økonomisk besvær kort efter lanceringen.
Og årsagen? Den har alt for ofte handlet om begrænsningerne i at låse netværket bag nye IoT-løsninger hos bestemte operatører på ufleksible vilkår, der ikke var fremtidssikret i forhold til den videre teknologiske udvikling, som uundgåeligt ville komme i løsningens levetid.
Det mener den unge danske virksomhed Onomondo at være løsningen på, da den er stiftet ud fra devisen: “IoT first”.
Missionen er at sørge for tidssvarende og fleksibelt netværk til IoT-løsninger over hele verden ved at kombinere sin egen patent pending teknologi med det cellulære, standardiserede GSM-netværk, som allerede er udrullet globalt.
Frie IoT-løsninger er ingen umulighed
”Mange smart city-projekter hos kommuner og virksomheder er blevet bremset af den forestilling, at man skal låse sig fast hos en operatør, når en IoT-løsning skal forbindes til en cloud. En af mange udfordringer er, at kommuner har udbudspligt. Det gør det svært at forpligte sig til en operatør om en løsning, der gerne skulle række 10-20 år ud i fremtiden for at være praktisk og økonomisk meningsfuld. Det er urealistisk at skulle skifte sim-kort i 50.000 nedgravede p-sensorer efter fem år, fordi man vil skifte operatør. Men det kan sagtens lade sig gøre at stille udbydere af IoT-løsninger meget friere. Det har været teknologisk muligt i mange år. Der har bare ikke været fokus på det. Men det har vi,” siger Henrik Aagaard, CTO og medstifter af Onomondo.
Bredt og dybt netværk på hele kloden
Med afsæt i udvikling af software, der eliminerede problemet med roaming i udlandet, har Onomondo gentænkt måden at bygge software til teleinfrastruktur på.
Resultatet er bedre dækning, mere fleksibilitet og lavere priser for IoT-cases end med konventionelle løsninger fra store operatører.
Onomondos netværk dækker hele kloden på nær seks mindre lande. Netværket er både bredt og dybt, idet Onomondo benytter flere operatørers stationer i hvert land og således kan sikre den bedste og mest stabile dækning, uanset hvor en enhed befinder sig.
Onomondo koncentrerer sig alene om konnektivitet og stiller ikke krav om bestemte hardware-, software- og cloudløsninger, og der kan med minimal indsats skiftes mellem disse, efter en IoT-løsning er gået live.
Det er ’Agnostic IoT’, som på åbne standarder og med åbne snitflader integrerer til alle sider med data fra alle typer devices og sensorer.
Transparent løsning uden skjulte omkostninger
Det vakte opsigt, da Maersk valgte Onomondo som global connectivity-partner og siden lod sit ventureselskab Maersk Growth købe en del af den danske start-up.
I dag er Maersk ved at rulle Onomondos netværksforbindelse ud til sensorer på alle Maersks assets som containere, trucks og skibe. Det er dog Onomondos pointe, at det vigtigste, Maersk har investeret i, er sin egen frihed.
”Vores løsning er transparent og rummer ingen skjulte omkostninger. Du betaler kun for den data, du bruger. Ligger 50.000 sensorer ubenyttede hen, koster de ikke noget. Hos os er det standard, at du kan forlade os på et givent tidspunkt, og du skal ikke skifte de simkort, vi har leveret. Krypteringsnøgler og al information, der er nødvendig for at skifte til en anden operatør, følger automatisk med, som vores kunders ejerskab. Det er ikke noget, der skal skabe bekymring og uro, når du skal træffe vigtige beslutninger om smart city-projekter og andre IoT-løsninger. Det bør faktisk være en norm i branchen, mener vi.”
Product-market fit er reel fremtidssikring
I det hele taget ønsker Onomondo at udfordre den herskende dogmatik, når det gælder fænomenet ’fremtidssikring’.
”Det er en udbredt opfattelse, at vi fremtidssikrer os, når vi køber IoT-konnektivitet fra store veletablerede selskaber. Men på grund af manglende fleksibilitet fra selv samme risikerer IoT-projekter tit at ende som barnet, der leger med sin puttekasse og prøver at få en trekant gennem et hul til en firkant. Vores ambition er at være drevet af product-market fit og ikke et retro-fit og kunne tilbyde løsninger, der altid passer til et givent IoT-behov – uanset om projektet er en trekant eller firkant. Det har bl.a. affødt frit platformvalg til fx. IBM, Microsoft, Amazon eller Google, og vi binder ikke kunder til hverken SIM-kort eller data – de er frie til at skifte ‘any time’. Det synes vi er fair, og det er reel fremtidssikring. Vi har længe taget el i stikkontakten for givet. Det samme burde gælde for konnektivitet. Det er der, vi skal hen,” siger Henrik Aagaard.