Af Pernille Erichsen, chef for Netværk og Ledelse, DI
Forestil dig, at du arbejder i en virksomhed, hvor man har afskaffet det formelle ledelseshierarki. Her bestemmer medarbejderne selv indholdet i deres arbejdsdag, og om deres arbejdsdag skal foregå på kontoret eller hjemme i haven. Lederrollen vil i de kommende år ændre sig radikalt. Det traditionelle ledelseshierarki og organisatoriske setup fungerer simpelthen ikke hurtigt og nytænkende nok i forhold til de markedsvilkår, der er i dag med bl.a. bæredygtighed, grøn omstilling og digitalisering på agendagen.
Men som leder, skal du ikke nødvendigvis frygte for dit job – du skal til gengæld være bevidst om, at du skal være klar på at gentænke din rolle, hvis du skal være i stand til at skabe de bedst mulige resultater.
I mange organisationer har man i årevis opretholdt et klart skel imellem ’dem, der gør’ og ’dem, der beslutter’. Mange medarbejdere har derfor begrænset erfaring med f.eks. at afvikle såkaldte produktive møder og træffe beslutninger i grupper. Som fremtidens leder skal du derfor blive bedre til at lære fra dig. Du skal inspirere og træne dine medarbejdere til at lede sig selv og hinanden. Så ledelseshierarkiet strukturelt kan blive opløst og erstattet af selvledende teams.
Det indebærer, at alle principielt har mandat til at tage de beslutninger, de finder passende og kan forpligte andre til at følge dem. Men for at der ikke skal gå rent anarki i den, skal du som leder indføre ’rådgivningsprincippet’. Det betyder, at man godt nok er bemyndiget til at beslutte selv, men ikke kan eksekvere uden først at rådføre sig med andre, der ved noget om emnet, og som bliver berørt af beslutningen. Rådgivningsprincippet fungerer på mange måder som inddragelsesprocesser med den forskel, at det er alle, der kan og har pligt til at inddrage andre – ikke kun ledere. Der er altså masser af ledelse, men færre ledere i traditionel forstand.
Når man som medarbejder skal træffe en større beslutning, end man er vant til, kommer man let ind på områder, man ikke har overblik over. Men ved at sætte rammer for medarbejdernes beslutninger, beskytter du dem imod beslutninger, de måske ikke har fuldt overblik over konsekvenserne af. Når rammen er klar, kan medarbejderne derfor handle med ro i sindet.
Grænsen mellem ledere og medarbejdere vil naturligt blive udvisket. I fremtiden vil du som leder være langt mindre nede i driften, end mange er nu. Til gengæld bliver din forståelse af det større perspektiv og organisationens formål vigtigere end nogensinde før. Den nye måde at tænke ledelse på sætter ikke kun medarbejderne mere fri, men også dig som leder. Det frigiver tid til at tænke langsigtet. Og i det perspektiv ser fremtiden for moderne ledere lysere ud.
Læs udgivelsen i sin helhed elektronisk: