Vi skal tænke os om – ikke skælde ud på transportørerne

Skrevet af; Martin Aabak, adm. direktør i Danske Speditører 


Grøn omstilling er omdrejningspunktet. Der er fokus på transportmidler og deres CO2-udledning. Transportørerne bliver udstillet, som om de er problemet. De bliver nærmest skældt ud, fordi de kører på vejene. 

De mange lastbiler vi ser på motor- og landeveje kører ikke for at genere nogen – heller ikke klimaet. Tværtimod. Det er faktisk kollektiv transport. De kører med ”vækst og velfærd” – eksport fra den danske fremstillingsindustri og forbrugsgoder til dig og mig: Mælk, bleer, fødevarer og tøj. Det er vores forbrugsmønstre, som er problemet! Hver dag ser vi biler køre forbi vores hoveddør med pakker til naboer, genboer og ikke mindst os selv. Mange benytter sig af hurtig levering og gratis returret. Bestiller fem par sko og sender fire retur. Bestiller så fire andre par sko, og sender fire retur igen. Vi skal alle tænke os om og overveje, hvordan vi kan beherske vores eget forbrug og omstille vores købsadfærd til at være mere klimavenlig. Og industrien skal overveje om ”just in time”-leveringer fire gange om dagen i myldretiden er den bedste løsning. 

Hjælp transportørerne på vej
Selvfølgelig skal transportørerne også bidrage til den grønne omstilling. Speditører har allerede fokus på at tilbyde mere klimavenlige transportløsninger. De danske speditører sikrer, at mest muligt gods transporteres på mindst mulig plads og ad de bedste ruter. Derigennem kan de sikre en klimarigtig løsning. Og så kan de på vegne af kunderne stille grønne krav til underleverandører: vognmænd, rederier, luftfartsselskaber og jernbanetransportører – så vi får hele logistikkæden med. Men det kommer ikke af sig selv – der skal hjælp til. Det kræver at transportkøberne – du og jeg som forbrugere – stiller krav!  Lige nu er det både dyrere og mere besværligt at benytte mere klimavenlige drivmidler! Derfor bør afgifter i højere grad afspejle lastbilens EU-norm og hvor meget CO2-fortrængning, der sker pr. kørt km. Så man lader brugere af de mest miljøbelastende lastbiler betale mere; og brugere af de mindst miljøbelastende lastbiler betale mindre. Dette princip bør gælde alle transportformer.

Mindsk tomgangsforurening og øremærk provenu
Afgifter på drivmidler skal differentieres, så det kan betale sig at vælge de rigtige drivmidler. Og det skal være nemmere at tilgå disse drivmidler. Der skal investeres massivt, så vi hurtigere får flere ladestandere og flere tankstationer til alternative drivmidler. Og ikke mindst skal provenuet fra afgifterne fra transportområdet øremærkes og bruges til omstillingen, så de kanaliseres tilbage til godstransportsektoren og ikke bruges som finansiering på andre områder. Eksempelvis ved at sikre udbygning af veje, så vi mindsker tomgangsforurening. Ved tilskud til omstilling af den ældre del af transportvognparken eller gennem incitamentsprogrammer til indkøb af lastbiler, der gør brug af alternative drivmidler. På den måde skaber vi en cirkulær økonomi, der via intelligente afgifter sikrer den grønne omstilling bredt i transportsektoren.

”Return of truck” er unødvendig CO2-udledning
EU’s nylige vedtagne vejpakke har fokus på at begrænse de udenlandske chaufførers virke i de enkelte medlemsstater og glemmer helt den grønne omstilling. Fra 2022 kræver de at lastbilen skal vende hjem hver ottende uge, ligesom mulighederne for udenlandske lastbiler til at tage returgods med ud af landet reduceres. Det vil i alt for mange tilfælde betyde tomkørsel og dermed unødvendig CO2-udledning. Til det har Ricardo-rapporten estimeret en årlig merudledning på 3,2M ton CO2 alene fra syv af 28 lande i EU på baggrund af EU-Kommissionens egne tal. Med dygtige speditører til at organisere effektive forsyningskæder, intelligente afgifter og lovgivning, der giver reel adfærdsændring og som ikke bare er en ekstra skat og ikke mindst forbrugernes omtanke, kan vi i nå vores grønne mål. Så vækst og klima ikke bliver modsætninger – men hinandens forudsætninger. Vi skal ALLE bidrage til den grønne omstilling – og vi skal gøre det intelligent.

Del artiklen:

Læs også

BusinessReview Ejendomme

Friplejehjem

Med en stigende ældre befolkning, hvor antallet af danskere over 65 år er vokset markant fra 2011 til 2020, og

Læs mere
Ejendomme

3 Hurtige

Tysk kapitalforvalter går ind på det danske marked – køber DSV-ejendom Arbireo Capital AG, som er specialiseret i ejendomsinvesteringer, har

Læs mere