Et større samarbejde om at udnytte digital teknologi vil øge fremkommelighed og trafiksikkerhed, reducere miljøbelastning, optimere udnyttelse af eksisterende infrastruktur samt at informere trafikanter før, under og efter rejsen.
Skrevet af; Søren Sørensen, bestyrelsesmedlem i ITSDanmark
Mobiliteten i Danmark er i stadig vækst, og der er en forventning om frihed til mobilitet, samt at rejsen fra A til B kan gennemføres uden videre. I ITSDanmark samler vi danske virksomheder, myndigheder, forskningsinstitutioner, regioner og kommuner, der arbejder med intelligente transportsystemer og løsninger for bedre og mere bæredygtig mobilitet. Vi arbejder både med Smart City-mobilitet og smart mobilitet på tværs af transportformer og kommunale, regionale og nationale grænser.
Mindre trængsel og bedre flow i trafikken
Indsatsen for en landsdækkende udrulning af intelligent trafikstyring skal styrkes bl.a. via fælles strukturer for relevante sensor- og mobilitetsdata. Indsamling af standardiseret data er ikke løsningen i sig selv – det er, hvad vi i fremtiden kan bruge den data til, der er interessant. Viden fra data skal være med til at facilitere de bedste løsninger på eksisterende og fremtidige trængselsproblemer. Dynamisk road-pricing er fagligt en mulighed for at ændre mobilitetsadfærd især i områder med stor trængsel. ITSDanmark er klar med input til debatten og faciliterer også gerne pilotprojekter for at skaffe mere konkret viden om, hvorledes den dynamiske dimension udnyttes bedst.
Fra forskningssiden kommer der også bud på nye årsager til trængsel, vi vil se i fremtiden. I hvor høj grad kommer den selvkørende teknologi til at påvirke flowet i trafikken og trængslen i særligt urbane områder? Hvilken rolle kommer Traffic Management Systemer til at spille i fremtiden med øget adgang til data?
Åbne mobilitetsdata fra alle mobilitetsaktører senest 1. december 2023
Der er kun to år til at leve op til retsakt A om til rådighedsstillelse af EU-dækkende multimodale rejseinformationstjenester (MMTIS-reguleringen). Alle transportaktører i EU skal stille åbne mobilitetsdata til rådighed igennem nationale adgangspunkter (NAP) for rejseinformationstjenester. Med udgangspunkt i disse data kan rejseinformationstjenesterne sammensætte og præsentere rejsemuligheder til slutbrugere inklusive priser og andet relevant information for rejsen. Cykelinfrastruktur samt en sammenhængende og opdateret digital tvilling af cykelinfrastrukturen er også en del af MMTIS-reguleringen. Det samme gælder digital registrering af parkerings- og ladeinfrastruktur.
Implementeringen af retsakt A kræver tilførelse af viden om de nødvendige ændringer i IT-systemer hos alle mobilitetsaktører. Konkret kan der med fordel etableres et nationalt videnscenter for åbne mobilitetsdata. Missionen er at sikre, at viden om de nye standardformater og profiler etableres og videredeles også til private mobilitetsaktører. Mobilitetsaktører skal kunne hente konkret viden og standard API-software til at minimere omkostningen ved at leve op til MMTIS-reguleringen. Ekspertise tænkes tilført fra standardiseringsorganisationer, universiteter, IT og ITS-branchen.
Mobilitet som en Service (MaaS)
Visionen for Mobilitet som en Service er, at det skal være muligt at sammensætte rejseplaner på tværs af transportformer samt booke og betale i én MaaS-app. En landsdækkende udbredelse af en integreret digital platformsløsning blev vedtaget ved lov i 2018. Her er det Rejsekort & Rejseplan A/S, som har fået til opgave at samle rejsekort og rejseplanen i én mobilitetstjeneste. Andre transportaktører skal også kunne vises i denne løsning. I samme lov er trafikselskaberne også blevet forpligtede til at stille billetter til salg via tredjepart (MaaS-agent). Ambitionen er, at alle via en digital MaaS-agent nemt kan vælge mere bæredygtige og by-venlige mobilitetsformer fremfor altid at vælge den privatejede bil.
Digitalisering af mobilitetsøkosystemet fortsætter
Med danskernes stigende brug af mobilitet, ITS i Infrastrukturplan 2035, samt EU og nationale lovkrav omkring anvendelse af ITS, er der travlt på kontoret. Samtidig kommer der mange nye mobilitetsdata fra sensorer i biler, delecykler, el-løbehjul, cykelhjelme m.m. Omsat til brugbar information for især vejmyndigheder kan de medvirke til at optimere den fremtidige mobilitet i Danmark. Det skal være nemt og mere bæredygtigt at komme frem i Danmark. ITS viser mulighederne.