Et godt arbejdsmiljø er nøglen til bedre ældrepleje

Plejehjemmet Adelaide har med brug af simple velfærdsteknologiske løsninger skabt et miljø med tilfredse medarbejdere, højere kvalitet i plejen og lavere lønomkostninger. Dyre vikarløsninger er blevet afskaffet og erstattet af færre fastansatte, der i kraft af teknologien har forbedret nattetimerne på plejehjemmet. 

På Adelaide sover de fleste beboere nu om natten. Det treetagers plejehjem med 55 beboere, hvoraf langt størstedelen er demente, var tidligere præget af meget uro i nattetimerne, hvilket gik ud over både beboerne og personalet. Selvom der i dag kun er to nattevagter til at dække hele plejehjemmet mod før tre medarbejdere, er det lykkedes at skabe et roligere miljø med højere trivsel for alle.  

“Det strider måske mod den gængse logik om, at kvalitet og antallet af antallet af medarbejdere går hånd i hånd. Der skal selvfølgelig være kompetente hænder til at varetage plejen, men med teknologi kan vi løse mange af de udfordringer, der er i plejesektoren, uden at det går ud over kvaliteten, tværtimod,” siger forstander på Adelaide, Tina Petersen og peger på, at det positive samspil mellem kompetente medarbejdere og velfungerende teknologi kommer meget tydeligt til udtryk i forhold til demente beboere. 

“Jo længere demente går rundt i deres egen verden, desto sværere er det at få dem til at falde til ro. Vi har fået en meget brugbar teknologisk løsning, der giver besked med det samme, når noget er galt, så beboeren hurtigt mødes af en kompetent medarbejder.” 

Del af et større forandringsprojekt 
Adelaide har for nylig installeret Nemlias plejehjemsløsning med sensorer på fællesarealer og i de boliger, hvor det er nødvendigt og tester i øjeblikket også beboerkald og nødkald. Løsningen blev valgt sideløbende med et større forandringsprojekt, der satte den individuelle beboer i centrum. Hver beboers medicin blev gennemgået for at sikre, at den blev givet på det rette tidspunkt i forhold til søvnmønstre, og de enkelte boliger blev vurderet i forhold til sensorbehov. I nogle boliger er der sensorer på både døren og i rummet, og i andre er der ingen, fordi beboerne ikke har brug for det. 

“Vi har tidligere haft en klassisk, omfattende løsning, som var alt for kompliceret. Sensorerne var pivdyre og alt for tekniske til os, så de gav ikke den ønskede værdi. Jeg skal ikke kunne sige, hvis skylden var, men de fungerede ikke. Vi kan ikke drive plejehjem og yde omsorg uden teknologi, men den skal være nem for personalet at administrere. Reelt har vi brug at blive alarmeret, hvis der er aktivitet på gangene om natten, eller hvis en beboer forlader sengen og ikke vender tilbage efter et givent tidsrum. Men personalet fik ikke beskederne, og det skaber jo stor utryghed,” siger Tina Petersen. 

Nemlias løsning har løst de tekniske problemer, som personalet tidligere sloges med. Både softwaren og hardwaren i den nye løsning er meget intuitiv og væsentlig nemmere at bruge. Der er kun én app på den helt almindelige smartphone, personalet anvender, og det kræver kun få tryk at få overblik over en beboersituation. Sensorudstyret et ligeledes af en anden og langt mere enkel samt billigere kaliber. Den helt store fordel er dog den frihed og fleksibilitet, man har opnået i brugen af sensorer. 

Lydsensor i lampen kan tilkalde hjælp  
“Vi vil gerne være et plejehjem med værdighed og respekt for de ældre, der bor her. Hvis man ikke har behov for sensorovervågning, skal der selvfølgelig ikke være sensorer i ens bolig. Og har man et behov, skal sensorerne være så diskrete som muligt. Det samme gælder beboerkaldene. Vi har beboere, der ikke fysisk kan trykke på en kaldeknap. De kan i stedet få en lydsensor monteret i sengelampen, så de med stemmen kan tilkalde hjælp. Denne fleksibilitet og det, at teknologien er så brugervenlig, gør hele forskellen for os,” siger Tina Petersen. 

Inger Holm Pedersen, som er den ene af de to fastansatte nattevagter på Adelaide, er også meget tilfreds med løsningen. 

“Den er meget brugervenlig og enklere end noget, jeg før har arbejdet med. En af de ting, jeg især er glad for er, at vi har en nemt tilgængelig historik over de enkelte beboerregistreringer. Vi kan se, hvem der har kaldt og hvem der har været urolig i løbet af natten, så vi har et fuldt overblik over den enkelte beboers søvnmønster, som vi kan videregive til dagvagten. Det har stor betydning for den omsorg og pleje, beboeren har behov for i løbet af dagen” siger sosu-assistent Inger Holm Pedersen.  

“Vi har en stor opgave i at fastholde dygtige medarbejdere” 
Selvom de er færre ansatte på nattevagt end tidligere, er stressniveauet ikke steget, tværtimod. De to nattevagter går rundt sammen og har på deres smartphones fuldt overblik over aktiviteten på plejehjemmets tre etager. Bekymringerne over oversete beboersituationer er væk, ligesom behovet for løbende at rutinetjekke i samtlige boliger.  

“Vi har været i stand til at reducere lønomkostningerne, uden at det er gået ud over kvaliteten. Vi bruger velfærdsteknologien som en hjælp, der skaber et godt arbejdsmiljø, så personalet kan give en bedre pleje. I et samfund med mangel på hænder med plejekompetence synes jeg, det er en meget væsentlig pointe. Vi har en stor opgave i at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere, og det kan vi ved at tilbyde et arbejdsmiljø med nogle brugbare løsninger, der frigiver mere tid til kerneopgaven, som er pleje og omsorg for de ældre,” siger Tina Petersen.  

Del artiklen:

Læs også

BusinessReview Ejendomme

Friplejehjem

Med en stigende ældre befolkning, hvor antallet af danskere over 65 år er vokset markant fra 2011 til 2020, og

Læs mere
Ejendomme

3 Hurtige

Tysk kapitalforvalter går ind på det danske marked – køber DSV-ejendom Arbireo Capital AG, som er specialiseret i ejendomsinvesteringer, har

Læs mere