Lundbeckfonden åbner omverdenens øjne for dansk biotek

Fondene spiller en nøglerolle i modning og finansiering af biotek-startups. De udenlandske investeringer fører ofte nye med sig og er med til at validere hele den danske biotek-branche.

Lundbeckfonden annoncerede før jul sidste år et betydeligt gearskifte med sin 2030-strategi ”Bringing Discoveries to Lives”. Strategien indbefatter bl.a. at fondens værdi skal fordobles, og at porteføljen af langsigtede ejerskaber inden for healthcare skal udvides yderligere. I tråd med denne strategi har Lundbeckfonden for nylig sikret biotekfirmaet Cytoki Pharma en serie A finansiering på 45 mio. USD eller 283 mio. kroner i en international kapitalrejsning.

Historien bag Cytoki Pharma begynder i 2019, hvor Rasmus Jørgensen, daværende forskningsleder i Novo Nordisk, opdagede muligheder ved et protein i andre indikationer end diabetes. Et protein, der forventes at kunne forbedre behandlingen af inflammatorisk tarmsygdom. Novo Nordisk var ikke selv interesseret i at gå videre med projektet, men det ville Rasmus Jørgensen gerne. Med Novo Nordisks velsignelse gik Jørgensen solo og stiftede for to år siden biotekfirmaet Cytoki Pharma med henblik på at forske i, udvikle og kommercialisere sin opdagelse.

Valgte at udstationere medarbejdere i biotek-firmaet
Rasmus Jørgensen og Lundbeckfonden fandt hinanden, og fonden gik i første omgang ind med seed finansiering ad flere omgange. I takt med modningen og positive resultater fra dyreforsøg aftalte partnerne, at tiden var kommet til at gøre selskabet klar til en egentlig kapitalrejsning. Forsøgene havde vist, at Rasmus Jørgensens protein så ud til at evne at påvirke kroppens epiteler; celler på overfladen af kroppens organer, i en retning, så vævet kan reparere sig selv og dermed forbedre behandlingen af inflammatorisk tarmsygdom. Samtidig lader den helende effekt også til at kunne komme til gavn i behandlingen af andre typer sygdomme.

Lundbeckfonden udstationerede medarbejdere ved Cytoki i en periode for i samarbejde med Rasmus Jørgensen at opgradere og omkalfatre projektet og understøtte biotekfirmaets udvikling og profil frem mod kapitalrejsningen.

Info om Cytoki Pharma

Cytoki Pharma blev etableret i 2019 af Rasmus Jørgensen, daværende forskningsleder ved Novo Nordisk, på basis af opdagelse af et protein, der forbedrer behandlingen af inflammatorisk tarmsygdom dvs. Crohns sygdom og Colitis ulcerosa. I Danmark skønnes mindst 20.000 borgere at lide af Crohns sygdom sygdom. Omtrent 1,6 mio. lider af det i Europa og ca. 780.000 i USA. Colitis ulcerosa er en blødende tyktarmsbetændelse, som mindst 30.000 danskere lider af. I Europa er der 2,1 mio. tilfælde, mens der er omtrent 907.000 i USA, hvor der anslås at komme 38.000 nye tilfælde årligt.

Viden, netværk og finansiering
”Det er det, vi kan. Vi kan stille kompetencer til rådighed, viden, netværk og finansiering,” siger Christian Elling, managing partner i Lundbeckfonden Emerge, når han kort skal opsummere Lundbeckfondens merværdi.

”Vi identificerer biotekfirmaer med lovende vækstpotentiale og hjælper dem videre på rejsen. Det er nærmest umuligt at forestille sig, at biotek-entreprenøren, der forsøger at etablere virksomhed for første gang, i én og samme person både skal kunne det forskningsmæssige og på samme tid have dybere kendskab til forretning, finansiering og ikke mindst netværk. En biotek-entreprenør har brug for en partner eller fødselshjælper, og det er her, vi kommer ind i billedet,” forklarer Christian Elling, som understreger, at det ikke stopper dér.

”Vi er inde for the long run. Vi vil være med, samarbejde og rådgive biotekfirmaerne i vores portefølje over en længere periode. Det rummer også muligheden for, at biotekfirmaets opdagelser og påtænkte anvendelsesområder ændrer sig over tid – i takt med bl.a. viden fra forsøg og tendenser og udviklinger i det kommercielle marked,” understreger Christian Elling.

Tre udenlandske investorer
I tilfældet med Cytoki Pharma er det lykkedes Lundbeckfonden at få tre andre investorer med i den aktuelle internationale kapitalrejsning. Det er franske Seventure Partners, schweiziske +ND Capital og spanske Ysios Capital. Finansieringen på de 45 mio. USD anslås at række til, at Cytoki Pharma kan komme igennem det første kliniske fase 2 forsøg i patienter. Ifølge Christian Elling er det meget sundt for et biotek-selskab at gå i dialog med flere venture kapital investorer for at afsøge bredere finansiering. De skarpe og kritiske spørgsmål fra de potentielle investorer er med til at få ”slebet knivene”, som Christian Elling udtrykker det.

”Investeringerne bidrager desuden til at styrke udviklingen af hele øko-systemet for dansk life science, som allerede er inde i en rivende udvikling.”

At det lykkes med at hive udenlandske investorer med ombord, har videregående perspektiver: ”Det kan bane vejen for yderligere udenlandske investeringer i dansk biotek, hvilket er meget vigtigt. I det aktuelle tilfælde med Cytoki har nogle af de udenlandske fonde tidligere investeret i dansk biotek,” siger Christian Elling. Den udenlandske validering af dansk biotek bliver ifølge Christian Elling stærkere og stærkere.

”Min påstand vil være, at Danmark er på vej til at blive anerkendt som et førende sted for biotek i Europa, og det betyder, at flere og flere udenlandske fonde og investorer vil få fokus på regionen for at følge med i, hvad der sker i dansk biotek – ellers risikerer de at gå glip af gode investeringer.”

Vigtigt med det langsigtede ejerskab
Denne positive udvikling bør understøttes med et fortsat fokus på rammevilkårene for biotek og life science, og her er der, ifølge Christian Ellings opfattelse, mange gode takter i den nylige opdatering af regeringens life science strategi. 

”Jeg vil dog gerne slå et slag for det længerevarende ejerskab, og hvad vi kan gøre for at styrke rammerne for det langsigtede perspektiv, som på sigt vil føre til endnu flere velbetalte jobs i Danmark.

Råd til biotek-entreprenører
Christian Elling råder nye biotek-entreprenører til fra starten at alliere sig med partnere, der kan tilføje virksomheden både viden, netværk og kapital. Og gerne sørge for at orientere sig bredt i den indledende fase.

”Nogle gange opsøger vi den interessante biotekidé. Andre gange går trafikken den anden vej, og et godt råd til biotek-aspiranten vil være, at gøre sig synlig,” siger Christian Elling.

Det er vigtigt at væbne sig med tålmodighed når først man er i gang. Alle processer tager længere tid end først antaget. Forventningsafstemning og alignment er også af kritisk betydning.

”Alle incitamentstrukturer skal vende rigtigt, sådan at både grundlægger og investor har hænderne på kogepladen. Der vil typisk både være op- og nedture, og derfor bør et partnerskab, hvor man skal arbejde tæt sammen i lang tid, også være langsigtet, så der er plads til både succeser samt stød og tilbageslag. Vi skal huske på, at vi alle begejstres over den videnskabelige opdagelse, men om det rent faktisk kan omsættes til en kommerciel succes – det ved vi ikke, før vi er kommet igennem utrolig mange forhindringer undervejs i processen. Derfor er det også vigtigt at indtænke, at der som oftest, for ikke at sige altid, vil være behov for yderligere kapitalrejsninger senere i processen,” slutter Christian Elling.

Del artiklen:

Læs også

BusinessReview Ejendomme

Friplejehjem

Med en stigende ældre befolkning, hvor antallet af danskere over 65 år er vokset markant fra 2011 til 2020, og

Læs mere
Ejendomme

3 Hurtige

Tysk kapitalforvalter går ind på det danske marked – køber DSV-ejendom Arbireo Capital AG, som er specialiseret i ejendomsinvesteringer, har

Læs mere