Der er kommet nye ejere bag den klassiske designerreol ATBO. Nu satses der på at udvide sortimentet med bl.a. borde, stole og lamper i samme stil og kvalitet.
ATBO-reolen er en vaskeægte dansk møbelklassiker, der siden skabelsen i 1967 har fundet vej ud til talrige danske hjem. Og i 2020 er den faktisk mere aktuel end nogensinde før, for de rene linjer, det danske håndværk bag, og det bæredygtigt skovede træ der anvendes til de massive reoler, matcher på alle måder tidens indretningstendenser.
“Vores reoler har altid været en kæmpesucces i Danmark, men nu er vi i gang med at udvide vores sortiment og etablere nye markeder. Ambitionen er at blive et internationalt mærke med en bred vifte af møbler – produceret i samme høje kvalitet som vores reoler”, siger den nye ejer af ATBO, Peter Mondrup, der overtog virksomheden for lidt over et år siden.
Stole, borde og accessories på vej
Som en del af den nye strategi har ATBO netop lanceret loungestolen Cocoon, der fremstår let og elegant i formspændt træ, rattan og polster. Bag designet står Kevin Hviid & Martin Kechayas, der har ramt et fint kompromis mellem moderne og tidløse linjer, og Cocoon vakte da også behørigt opsigt på indretingsmessen i Stockholm for nyligt.
“Cocoon er lavet på ægte snedkermaner, den har en høj grad af finish, og der er kælet for alle detaljer. Cocoon Lounge stol har fået en fantastisk start, både hjemme og internationalt, hvor ATBO skal levere deres produkt til både hoteller, restauranter, kontorer og private kunder – over hele verden”, siger Peter Mondrup, der tidligere bl.a. har været direktør i GUBI.
Bæredygtighed – og sund fornuft
Kernen hos ATBO har bogstaveligt talt altid været træ, men nu suppleres også med bl.a. sten, glas og stål.
“Vi arbejder helst med rene materialer, og alt vores træ er FSC-certificeret. Vores reoler og en del af de nye produkter fremstilles på vores danske snedkerværksted, for på den måde kan vi sikre et bæredygtigt møbel, der er fremstillet i så høj kvalitet, at det kan holde i flere generationer. Det er også sund fornuft at producere herhjemme, fordi alle vores reoler laves på bestilling fra kunderne”, forklarer Peter Mondrup.
ATBO er i fuld gang med at udvide deres forhandler netværk både i Danmark og i resten af verden.