I takt med, at bæredygtighed og CO2-belastning er ved at blive afgørende faktorer for byggeriet, er der øget fokus på cirkulære forretningsmodeller i branchen. Her bruges affald fra byggeriet oftere og oftere som en ressource i nyt byggeri. I Ørestaden er byggeriet Upcycle Studios netop blevet fuldt udlejet. Det viser at modellen også er økonomisk bæredygtig.
Den sidste af de 20 boliger, der udgør Upcycle Studios i Ørestaden i København, er netop blevet udlejet. Bygningerne er alle lavet med en meget høj grad af genanvendte materialer og bæredygtige løsninger.
At alle boliger nu er udlejet viser, at bæredygtighed efterspørges på markedet, og den kommercielle relevans er vigtig, lyder det fra NREP, der sammen med AG Gruppen er bygherre på projektet.
“Som bygherre er vi selvfølgelig optaget af, om vi kan udleje vores boliger. For uanset hvor meget man brænder for bæredygtighed, så skal vores projekter også være kommercielt bæredygtige. Det har Upcycle Studios vist sig at være, fordi omkostningerne stort set svarer til et konventionelt byggeri i tilsvarende kvalitet, og fordi produktet efterspørges,” siger Rune Kock, partner hos NREP.
Ifølge ham er Upcycle Studios et eksempel på en af de retninger som fremtidens bæredygtige byggeri kan tage. I forbindelse med byggeriet er der brugt 1.400 ton beton i form af genanvendt byggeaffald fra metrobyggeriet. Der er udelukkende brugt genanvendt glas. Husene er ekstremt energieffektive og med egne solceller.
“Vi har bygget Upcycle Studios efter nogle ret ekstreme principper og strikse retningslinjer for netop bæredygtighed, og det er bare ét eksempel på en retning inden for bæredygtigt byggeri. Samtidig har vi flere og flere projekter med træ og i moduler,” siger Rune Kock, der glæder sig over, at kunderne reagerer positivt på projekterne.
Krævede at arkitekten blev producent
Upcycle Studios er tegnet og udtænkt af arkitektfirmaet Lendager Group. Udover at tegne husene, måtte arkitektfirmaet påtage sig den uvante rolle at sikre, at de dele og materialer som husene skulle bygges med, rent faktisk fandtes.
“Vi er selv blevet en slags producerende virksomhed, i hvert fald i partnerskaber, for at kunne realisere vores fælles vision om at bygge bæredygtigt med genbrugsmaterialer og upcyclede materialer,” siger Anders Lendager, direktør i Lendager Group ApS.
Det betyder, at arkitektfirmaet f.eks. er gået i partnerskab med en virksomhed, der tager gamle termoruder og sætter dem i nye rammer – simpelthen for at sikre, at de kunne levere til Upcycle Studios.
“Vi samarbejder med en virksomhed, der renser gamle mursten og en vindues-upcycler. Vi har et partnerskab med nedbrydningsfirmaer og f.eks. Metroen, hvor vi har hentet betonaffald til byggeriet. Det er altsammen med til at demonstrere, at der faktisk er forretning i at bruge byggeaffald som en ressource,” siger Anders Lendager, der understreger at Lendager finder materialerne, udvikler innovationerne og så får det produceret gennem partnere.
Visionen er at udvikle bæredygtigt byggeri, der er kostneutralt, dvs. som ikke koster mere end traditionelt byggeri, når man regner alle faktorer med. Kun på den måde kan man, ifølge arkitekten, sikre at byggeriet udvikler sig i en mere bæredygtig retning.