Hjemmearbejde er signifikant mindre udbredt på offentlige end på private arbejdspladser, viser en medlemsundersøgelse i fagforbundet DJØF. Det kan indikere, at de offentlige arbejdsgivere har været dygtige til at få medarbejderne tilbage på kontoret efter coronaen. Men det kan også være, at de blot endnu ikke har set, at hjemmearbejdet er et vilkår på nutidens arbejdsmarked. I så fald kan der ventes flere tomme pladser på de offentlige institutioners kontorer.
Sofaer, gardiner og espressomaskiner vinder frem i danske kontorlandskaber. Virksomhederne gør sig store anstrengelser for at få medarbejderne til at møde op og deltage i et kollegialt samvær, og når det nu åbenlyst er populært at arbejde i hjemmet, prøver man at gøre arbejdspladsen hjemlig. Men måske skulle virksomhederne se i en helt anden retning – nemlig til den offentlige sektor. Her er der generelt mindre hjemmearbejde end i den offentlige sektor, og det er specielt ministeriernes departementer, der gør forskellen.
Det fremgår af en undersøgelse, som fagforbundet DJØF har foretaget blandt sine medlemmer. DJØF’erne er et godt benchmark, fordi det store flertal blandt dem har mange opgaver, som de kan løse lige så godt fra skrivebordet i hjemmet som fra skrivebordet hos arbejdsgiveren.
Alligevel har hjemmearbejdet aldrig haft det gennembrud i departementerne, som det har fået på resten af kontor-arbejdsmarkedet. Af de medarbejdere, der kan hilse på ministeren i receptionen om morgenen, møder hele 67 pct. ind stort set hver dag, og kun 4 pct. arbejder hjemmefra to eller flere dage om ugen. Til sammenligning udgør denne sidste gruppe, der efterhånden må betragte hjemmet som den primære arbejdsplads, hele 18 pct. i den private sektor.
Den nye norm
Men måske er sammenhængen omvendt, så det ikke er private arbejdsgivere, der skal lære af de offentlige, men i stedet de offentlige arbejdsgivere, der skal lære, at hjemmearbejde er den nye norm, og noget, som man før eller senere er nødt til at give medarbejderne mulighed for. Det mener i hvert Johanne Nordmann, der er formand for DJØF Offentlig.
”Jeg er optaget af, at de medlemmer, jeg repræsenterer, efterspørger fleksibiliteten. De oplever, at de er mere effektive, når de sidder derhjemme, at de sparer noget transporttid, og at det giver noget ro på hele systemet. Det er et vilkår, arbejdsgivere sidder med nu. Jeg kan godt forstå, hvis det er svært for dem at gennemskue, hvad det nye så mere præcist indebærer. Men når ønsket er så massivt fra medarbejderne, synes jeg, det er nødvendigt at lytte til det,” siger Johanne Nordmann.
Hun antager, at det især er travlhed, der gør, at medarbejderne i f.eks. departementerne i det store og hele er vendt tilbage til arbejdspladserne. Betjeningen af det politiske system er ofte hektisk, og der har simpelthen ikke været tid til at sætte sig stille og roligt ned og diskutere, hvordan man får det til at fungere, når en del af det skal foregå hjemmefra. Men måske har der heller ikke været samme pres på lederne i departementerne, som der har været på ledelserne i virksomhederne.
”Jeg tror, at det private i højere grad kan mærke konkurrencen om arbejdskraften. Fleksibiliteten er blevet en parameter, man taler om i ansættelsessamtaler, og på bagkant af corona-erfaringerne kunne arbejdsgiverne jo også se, at der var en produktivitetsgevinst i form af sparet transporttid. Dér er der måske lidt mere vanetænkning i det offentlige,” siger Johanne Nordmann.
Nøglemedarbejdere bliver hjemme
DJØF’s medlemsundersøgelse indeholder for så vidt en god nyhed for private såvel som offentlige arbejdsgivere: For begge grupper er det cirka halvdelen, der ønsker arbejde hjemme en eller to dage om ugen, og det er for begge grupper også ret præcist lige så mange, som ønsker hjemmearbejde i dette omfang.
Balladen opstår, fordi det ikke nødvendigvis er de medarbejdere, der ønsker hjemmearbejde i beskedent omfang, der faktisk får mulighed for det. Nogle af dem, som slet ikke arbejder hjemmefra, ville gerne gøre det en del af tiden, mens nogle af dem, som allerede har hjemmearbejdsdage, gerne ville have endnu flere.
I det sidste ligger måske nøglen til at forstå fænomenet. I den offentlige sektor er det 10 pct., der arbejder hjemme mere end to dage om ugen, mens 22 pct. gerne ville gøre det. De tilsvarende tal i den private sektor er henholdsvis 18 pct. og 27 pct. De pågældende, der ønsker meget hjemmearbejde, oplever måske, at de løser deres opgaver fint hjemmefra. Men hvis de enten socialt eller fagligt er nøglemedarbejdere, kan deres fravær betyde, at kolleger også mister motivationen til at møde op.
Fritid eller hjemmearbejde
DJØF kæder ønsket om hjemmearbejde sammen med et andet tema i henseende til arbejdstidens indretning: På nogle arbejdsdage er man begyndt at fordele arbejdstiden på fire arbejdsdage i stedet for fem, og DJØF har fået gennemført en undersøgelse, der viser, at et massivt flertal af alle danskere ville foretrække en sådan firedagsuge. 64 pct. af menige medarbejdere siger ja, mens kun 23 pct. siger nej.
Sammenkædningen er ikke uproblematisk. Som man vil erindre, fik hjemmearbejdet sit gennembrud under nødvendighedens åg i de mærkelige forårsuger i 2020, og dengang bekymrede man sig for, om folk ville holde dampen oppe, når de ikke var under løbende overvågning af ledere. Den bekymring blev hurtigt glemt igen, men den kan blive bragt i erindring, hvis fridage og hjemmearbejdsdage bliver blandet sammen. Johanne Nordmann mener imidlertid, at det store ønske om firedagsugen viser, at det er nødvendigt for arbejdsgiverne at gøre sig seriøse tanker om det, der på moderne dansk hedder work/life balance. I hvert fald så længe der er knaphed på arbejdskraft, som der i disse år.
”Jeg tror på, at vi arbejder mere intensivt i dag, end man gjorde tidligere. Vi er mere under pres, og det stresser, hvis man ikke kan få lov at levere med sin faglighed. Hjemmearbejde såvel som firedagsugen kan være en ramme for at få det hele til at hænge sammen,” siger hun.
Sund fornuft
Johanne Nordmann medgiver dog samtidig, at der ikke er nogen snuptagsløsninger. Desuden har DJØF’erne også som medarbejderne en interesse i, at der fortsat vil være socialt og fagligt givende arbejdspladser at møde op på.
”Jeg tror ikke på, at hjemmearbejdet har fundet sit leje. Derfor skal vi være gode til at tale om det konkret og lokalt, i stedet for, at det er noget, der bliver presset igennem ovenfra. Vi har da også medlemmer, som slet ikke ønsker hjemmearbejde, men som f.eks. bor alene og gerne vil ind på arbejdet og møde kollegerne hver dag,” siger hun.
”Man skal helt klart se hjemmearbejde og fleksibilitet som en konkurrenceparameter i kampen om arbejdskraften. Men jeg er også ret sikker på, at man kan få nogle gode snakke ledere og medarbejdere imellem om, hvad der giver mening for begge parter. Har man f.eks. lige fået en ny kollega, som skal bydes velkommen og introduceres til arbejdet, er det nok ikke lige den uge, man skal arbejde hjemme. Der skal være sund fornuft i det,” slutter Johanne Nordmann.
