Trifork udvikler blandt andet software til Smart Buildings og IoT. På trods af at byggebranchen giver mulighed for at anvende en række teknologier til optimering af bygningsdrift, synes man ikke innovationen sker hurtigt nok. Derfor melder man sig nu selv på banen som bygherre.
I løbet af sensommeren åbner en helt ny kontorbygning i Lisbjerg ved Aarhus, og her rykker medarbejdere fra softwarevirksomheden Trifork efter planen ind. Trifork har valgt selv at påtage sig rollen som bygherre, hvilket der ikke er noget usædvanligt i. Det usædvanlige er, at der er tale om en Smart Building, som ikke bliver den eneste af slagsen. Trifork har nemlig planer om at opføre mange lignende bygninger over det meste af landet.
Målet med Smart Building konceptet er at vise, hvordan man kan minimere miljøbelastningen fra sin ejendomsportefølje. Trifork udvikler i dag kundespecifikke løsninger, der er med til at reducere bygningers CO2-aftryk i den daglige drift, men ambitionsniveauet stræber højere end det. Med sit eget Smart Building koncept vil man illustrere, hvad man kan, når man ikke blot eftermonterer teknologi på den eksisterende bygningsmasse, men tænker ny teknologi ind fra starten.
Bæredygtighed i fokus
”Vi synes ganske enkelt, det går lidt for langsomt i byggebranchen, når det gælder om at implementere ny teknologi i byggeriet.”, siger Morten Wagner, der er Vice President i Trifork. Den nye kontorbygning i Lisbjerg er blevet døbt Trifork Smart Building One og bliver på 3.300 kvm. fordelt på fire etager. Konceptet er født med bæredygtighed som det helt centrale omdrejningspunkt, hvilket vil sige, at man ikke blot har gjort en indsats for at vælge materialer, der er så bæredygtige som muligt, men også optimerer såvel energiforsyning som daglig drift med fokus på mindst mulig miljøbelastning.
Mere enkel dataadgang
”Det kan typisk være svært at trække de nødvendige data ud fra eksempelvis CTS-anlæg i eksisterende byggeri (Central Tilstandskontrol og Styring) og integrere dem med andre data. Derfor har vi valgt at basere vores bygninger på et koncept hvis mål er at sikre åbenhed og adgang til data på tværs af systemer. Det giver os en bedre mulighed for optimere driften og reducere den samlede CO2-udledning”, uddyber Morten Wagner.
Trifork vil gerne være med til at gøre tingene anderledes og har planer om at igangsætte flere byggerier. Det næste er planlagt til at blive opført i The Spring, der er et nyt innovationsdistrikt for vandteknologi i Aarhus, og en stribe virksomheder, der arbejder med innovation på miljøfronten, har allerede vist interesse for at leje sig ind.
Skal selv stå for driften
”Den første bygning i Lisbjerg skal huse vores egne medarbejdere med speciale inden for blandt andet Smart Buildings, og der er næppe nogen tvivl om, at den kommer til at fungere som demonstrations- og udviklingsplatform for det videre arbejde med vores bygningskoncept”, forklarer Morten Wagner. Han understreger, at det er planen, at virksomheden fremadrettet selv får ansvaret for at drifte de opførte ejendomme, hvorfor løbende videns- og erfaringsindsamling er vigtig.
Triforks Smart Building skal ses som en ambitiøs rammesætning for en række forskellige grønne teknologier, teknikker og materialer, der tilsammen understøtter et ambitiøst mål omkring reduktion af CO2-aftryk og klimapåvirkning, både under opførelse og drift. Gennem kontinuerlig opsamling af data, evaluering af CO2-aftryk, energiforbrug samt brugeradfærd videreudvikles konceptet.
Grøn og digital omstilling
Tesen er, at Trifork gennem partnerskaber med underleverandører i byggebranchen kan være med til at accelerere innovationen i byggeriet. Man går derfor fuldt og helt ind i det, der med et moderne udtryk hedder Twin Transition, altså det univers, hvor den grønne og den digitale omstilling går hånd i hånd i bestræbelserne på, at vi som samfund kommer i mål med klimaambitionerne.
”Derudover er det en vigtig ambition, at alle valg i forbindelse med vores byggerier er økonomisk konkurrencedygtige i forhold konventionelt byggeri. Den eneste måde vi kan sikre, at investeringer i bæredygtighed bliver langtidsholdbare og attraktive er, at de ikke alene er miljømæssigt bæredygtige, men også er økonomisk bæredygtige og fornuftige investeringsforretninger”, slutter Morten Wagner.