Forsyningssikkerheden er uhyre vigtig for Forsvarets aktiviteter, uanset om der er krig eller ej. Ifølge tidligere major ved Forsvaret, Mogens R. Mogensen vil de danske SMV’er kunne bidrage væsentligt til at øge forsyningssikkerheden.
”Danmark og mange andre lande er blevet ramt på forsyningssikkerheden, fordi deres lagre er tømte. Der er tidligere blevet købt ind efter ”just in time”-princippet. Det fungerer dog kun, når produktionen kan følge med.
Den nye situation, hvor alle efterspørger det samme, har bragt et nyt parameter på banen. Nu handler det ikke primært om transportafstand fra systemproducenten (OEM), men i langt højere grad om, hvor hurtigt OEM kan levere, om OEM’s underleverandører er i samme land, og om OEM har kontrol over underleverandørers produktionskapacitet. Nogle produkter/komponenter har en produktionstid på flere år, og her er der ofte en producent uden for Europa, der kan levere hurtigere end den i nabolandet. Det handler med andre ord om, hvor hurtigt der leveres frem for afstand,” forklarer den tidligere major og nuværende vice president i Military Equipment Denmark A/S – i daglig tale kaldet MED – Mogens R. Mogensen.
Altid reservedele til fem års krig
Finland har en anden tilgang til begrebet forsyningssikkerhed, som følge af deres meget lange grænse mod Rusland. De har en mere pragmatisk, direkte og følelsesmæssig neutral indstilling til militær forsyningssikkerhed, fordi de er vant til at skulle klare sig selv. De erkender, at OEM altid vil prioritere kunder med samme nationalitet højere i en krisesituation med knaphed på reservedele og andre former for forsyninger. Det ligger derfor som en præmis ved anskaffelse af nye systemer, at der skal følge reservedele med til fem år, fordi den finske opfattelse er, at en krig i gennemsnit varer så længe. I Danmark indkøber man maksimalt reservedele til to års forbrug,” pointerer Mogens R. Mogensen.
Indenlandsk adgang til service
Det er ligeledes et krav fra de finske militære myndigheder, at enhver leverandør giver Finland adgang til samtlige IP-rettigheder: produktionstegninger, -beskrivelser og -hemmeligheder, så den pågældende komponent kan produceres lokalt i en snæver vending. Det er her, at Mogens R. Mogensen ser et enormt potentiale for det danske forsvar til at få styrket forsyningssikkerheden. De danske SMV’er (små og mellemstore virksomheder) har kapaciteten og kompetencerne til at producere de kritiske komponenter, som til hver en tid skal være til rådighed for vedligeholdelse af Forsvarets materiel. Det vil desuden styrke det danske arbejdsmarked med flere arbejdspladser, ligesom også en del af forsvarsbudgettet forbliver i Danmark.
”Desuden er det vigtigt, at enhver form for service, altså kompetencerne til at servicere og vedligeholde alle forsvarets platforme, også foregår nationalt. I den finske model er der opstillet krav om, at alle reparationer skal kunne foretages i Finland. Og i en krisesituation bliver det en kernekompetence”, fastslår Mogens R. Mogensen.
Inddrag SMV’erne – vend reglerne om
Ved køb over 50 mio. kr. skal der foretages en evaluering af det teknologiske aspekt og eventuelle nationale interesser (forsyningssikkerhed) ifm. indgåelse af industrisamarbejde. Det er OEM´s ansvar at finde måder, hvorpå disse krav kan opfyldes. For SMV’ere, der ønsker at bidrage til forsyningssikkerheden, er det en tung proces, der tager lang tid, og som skaber en række udfordringer:
”Der stilles f.eks. krav til kompetenceudvikling, hvad der kan være vanskeligt for små virksomheder, der som regel er mere produktionsorienteret.
Udfordringen med de nuværende regler for en SMV’er er, at de skal sælge sig selv over for samtlige af de store virksomheder i udbuddet, såfremt SMV’eren ønsker at være en del af det. Mange SMV’er har typisk kun én sælger, der også varetager andre opgaver, hvorfor de ikke kan afse al den tid, et udbud kræver. Måske burde vi i Danmark vende disse regler om og fokusere på forsyningssikkerheden. Oplister man f.eks. de 10 vigtigste og mest brugte komponenter på nye systemer, og samtidig stiller krav om national produktion, så bringer man SMV’erne på banen. Det vil uden tvivl styrke forsyningssikkerheden. Mange SMV’er er meget dygtige til at producere med en høj grad af automatisering, hvilket gør dem konkurrencedygtige”, fremhæver Mogens R. Mogensen afslutningsvis.