Et stærkt dansk søværn har en stærk maritim industri i ryggen

Fotograf Carsten Lundager

Af:

De fleste danskere forholder sig heldigvis kun til fritidssejlads, færger, fisk og måske handelssejlads, når et containerskib passerer i horisonten. Men i disse år bliver vores stolte traditioner for også at bygge militærfartøjer bragt aktivt i spil, og netop nu er den danske maritime industri i gang med at afklare, hvor og hvordan Søværnets nye patruljeskibe kan bygges.

Skrevet af; Jenny Braat, adm. direktør, Danske Maritime


At der er behov for at opruste også til søs, er desværre blevet aktualiseret af den russiske fremfærd med hertil hørende suspekt aktivitet under vandoverfladen i Østersøen. Både i dette farvand og i Nordatlanten er der al mulig grund til at skrue op for den danske bevogtningsindsats. Omkring Grønland betyder de globale temperaturstigninger, at nye handelsveje bliver tilgængelige over tid, og her er der flere supermagter at lægge arm med. Både Rusland, Kina og USA interesserer sig meget for området, og som bekendt fik Trump pludselig lyst til at købe Grønland.

Danske Maritime har som brancheorganisation for den samlede maritime industri repræsenteret den danske militære skibsbygning siden 1919, så der ligger stolte traditioner bag vores rolle med at sikre dansk forsvar til søs. Alle de nuværende krigsskibe er bygget i Danmark, men af politiske årsager råder Søværnet i dag over færre skibe end i fordums tider, og samtidig er nogle af havets grå damer af ældre dato. De trænger i dén grad til at blive skiftet ud og få nogle flere kusiner.

Det nye folketing overtager i den forbindelse en spændende opgave. Et bredt flertal ønsker at investere mindst 40 mia. kroner i den danske flåde og har lagt planer om bygning af nye patruljeskibe. Der er senere indgået et nationalt maritimt partnerskab på forsvarsområdet, som også Danske Maritime indgår i, og – hvilket er meget afgørende – det ligger fast, at de nye skibe skal bygges i Danmark uden EU-udbud. Dette er muligt, fordi det kan omfattes af særlige regler vedrørende national sikkerhed, og netop dette har Danske Maritime arbejdet for i over ti år. Både på grund af de sikkerhedsmæssige perspektiver og på grund af aktiviteten og kompetencerne i den danske maritime industri.

Samtidig har forsyningsproblemerne under coronakrisen samt den efterfølgende krig i Ukraine også bidraget til ønsket om at styrke Danmarks forsyningssikkerhed. Dette er helt i tråd med, hvad Danske Maritime i mange år har arbejdet for. Danmarks kompetencer inden for det sømilitære område er vigtige, ikke mindst fordi vi har en af verdens længste kyststrækninger, og fordi mindst 70 pct. af alle vores forsyninger kommer til os via søvejen. Opgaven med at bygge nyt til Søværnet er en utrolig spændende opgave med mange positive afledte effekter. Både ift. til videns- og kapacitetsopbygning og ift. beskæftigelse, vedligeholdelse, følgeerhverv og eksportmuligheder.

Aktuelt bistår vi embedsværket med besøg hos en lang række af vores medlemmer. Hensigten er at skabe det bedst mulige overblik over branchens alsidige formåen. Denne viden vil være afgørende, når der i 2023 skal indgås nyt forsvarsforlig, som traditionelt favner de fleste partier. Her vil Danske Maritime fremhæve behovet for, at man fra politisk side tænker tilstrækkeligt langsigtet. Jo længere, jo bedre, faktisk. For hvis virksomheder i den maritime industri vælger at kapacitetsudvide som led i at bidrage til disse opgaver, så skal de af hensyn til investeringen kunne føle sig sikre på, at planerne holder en længere årrække frem

Når man bevæger sig rundt i den maritime industri, er det tydeligt at mærke, at man glæder sig til at komme i gang med arbejdet. Såvel byggeriet som vedligeholdelsen af en ny, opgraderet flåde vil være til gavn for væksten i hele landet, fordi den maritime industri skaber vigtig beskæftigelse også i yderområderne. Derfor er vi utrolig glade for det klare politiske ønske om at inddrage de danske virksomheders viden og kompetencer inden for udvikling af skibe, maritim teknologi samt klima- og miljøvenlige løsninger.

De nuværende patruljefartøjer står for patruljering, farvandsovervågning og visse typer af redningsopgaver, mens et antal ældre miljøskibe står for opgaven med oprydning i forbindelse med havmiljøulykker. Men som også den tidligere forsvarsminister pegede på, så er der i lyset af de stadig mere komplekse opgaver, som Danmark står overfor, brug for skibe, som med større fleksibilitet kan løse flere typer af opgaver og ikke mindst sikre dansk suverænitetshævdelse på havet.

Sammen arbejder vi derfor på en helt ny type patruljeskibe, som kan flere ting – fx også inden for miljøopgaver eller målinger til forskning. Disse vil både styrke danske sikkerhedsinteresser, booste dansk erhvervsliv og rumme et vigtigt eksportpotentiale. Et stærkt dansk søværn har en stærk maritim industri i ryggen, og vi glæder os til at løse opgaven – til glæde for Danmark og vores maritime styrkeposition.

Mest læste på BusinessReview.dk

1600px_COLOURBOX53565833--
Legal Tech gør det nemmere at have medarbejdere
annonce
Miljømærkning og klimakrav - bliver medicin også bæredygtig?
Henning Langberg portræt ny 1
Ny innovationschef på Rigshospitalet: Hospitalets topforskning skal tegne fremtidens sundhedsløsninger
LMI Effective_Personal_Leadership
Din personlighed er din faglighed
View over businessman shoulder laptop screen and videocall diverse participants
Teams styrker holdånden i TDC Erhverv

Læs også

Erik Østergaard portrætfoto copy
Omstilling kræver gode rammer
Der skal fortsat transporteres varer rundt i landet samt ind og ud over grænsen. Det kommer i endnu højere grad til at foregå på lastbiler...
Bring 2
BRING ØGER FARTEN PÅ OMSTILLINGEN TIL ELBILER
Allerede i dag leverer Bring pakker til 1,4 mio. danskere med el-drevne varebiler, og siden 2012 har koncernen reduceret CO2-udledningen...
jesper-kronborg-2-Vm1TRlFjSWFEMDF4dEJxUHdzdG0wVllDZStZPQ2
Starten til den grønne omstilling er gået, og Danmark skal rykke nu for ikke at sakke bagud
Hvis den grønne omstilling var et kapløb, har startskuddet lydt, og Danmark hænger i startblokken. Rammevilkårene for de danske transportvirksomheder...