Med brug at stadig mere præcise vejrprognoser og modeller af en bygnings reaktion på forskelligt vejr, optimerer den intelligente styringsløsning PreHEAT fra Neogrid Technologies varmedistributionen i en bygning. Energiregningen bliver mindre, mens den intelligente software bliver stadig klogere, efterhånden som datagrundlaget vokser.
Der er energi og mange penge at spare ved at bruge intelligent energistyring. Det kan de over 400 varmecentraler med 12.000 tilhørende lejemål fordelt over hele landet, som benytter løsningen PreHEAT fra cleantech-virksomheden Neogrid Technologies, skrive under på. De sparer op til 15 procent på deres energiforbrug og reducerer samtidig deres CO2-udledning med PreHEAT, som har aktiv monitorering, der overvåger installationen for at finde afvigelser og fejl.
I dag styres produktionen af varme typisk med en standard varmekurve og regelbaseret logik. Det erstatter PreHEAT med datadrevevne AI-løsninger, der til hver en tid leverer optimale beslutninger. Herved reducerer PreHEAT energispild i bygninger. PreHEAT optimerer således løbende temperaturen på den centralvarme, der cirkulerer i lejlighedskomplekser, der ofte har fjernvarme, men også kan have varmepumpe eller gas som varmekilde.
”Løsningen estimerer meget præcist, hvilken temperatur, der lige nøjagtig er nok til, at radiatorerne i lejlighederne kan levere den varme, som de skal. Besparelsen bliver markant, fordi der i boligblokke som regel er mange meter rør i kældre, opgange, stigeskakter osv. Jo lavere temperatur, vi kan sende rundt i bygningen, jo mindre tab er der i distributionen af varmen,” forklarer CTO i Neogrid Technologies, Per Dahlgaard Pedersen.
Prognoser og modeller
En anden fordel ved PreHEAT er, at systemet på forkant kan forberede bygningen til bedre at kunne tage imod og udnytte den gratis solvarme.
”En solrig dag, hvor solen leverer en hel del varme ind i bygningen, ved vi ved hjælp af vores modeller, hvor meget gratis varme fra solen, der kommer, og hvor meget varme fra solen bygningen er modtagelig for. Før solen skinner, justerer PreHEAT varmetilførslen i bygningen lidt ned, så den udnytter den gratis varme fra solen bedst muligt, og derfor ikke spilder energi til opvarmning.”
PreHEAT bruger altså ikke kun den aktuelle udetemperatur til at lave en styring efter. Den intelligente løsning bruger også en vejrprognose og en model af, hvordan bygningen reagerer, når der kommer sol, eller der kommer kraftig vind.
”Alle de faktorer tager vi i betragtning, når vi laver en køreplan, der rækker 1-2 dage frem. Og da løsningen er selvlærende, bliver den stadig mere præcis, efterhånden som datagrundlaget vokser,” siger Per Dahlgaard Pedersen.
Brugervenligt dashboard
PreHEAT udnytter de eksisterende sensorer og målere, der sidder i teknikrummet og rundt omkring i bygningen, og får også informationer fra fjernvarmeværkets måler, som findes i hvert teknikrum.
”Det hele bidrager til vores datagrundlag. I boligblokke vil vi dog også gerne have nogle temperatursensorer på i de yderligste lejligheder, så vi også kan holde øje med, om komforten er ok dér.”
Ud over prognosestyret varmestyringsautomatik har kunden adgang til avanceret overvågning af installationen via et brugervenligt dashboard, der kan tilgås i en browser eller en smartphone-app.
Enkle og komplekse bygninger
Boligselskaber udgør Neogrids største kundesegment, men cleantech-virksomheden udvikler også unikke PreHEAT-løsninger til komplekse bygninger som kontorejendomme, skoler og institutioner, der ofte ikke kun har én central regulering i teknikrummet, men flere zoner med egen regulering og måske også ventilation, der skal styres.
Neogrid samarbejder også med fjernvarmeselskaber, så de kan tilbyde deres parcelhuskunder at leje en fjernvarmeunit i stedet for at eje den, og så tager fjernvarmeselskabet ansvar for driften af fjernvarmen i det private hjem i kraft af den intelligente løsning fra Neogrid, der kobles oven på installationen.
Hjælp til hele energisystemet
Neogrid tilbyder også services direkte til fjernvarmeselskaber for at hjælpe dem med at holde det danske energinet så fleksibelt som muligt i forhold til den fluktuerende produktion af energi fra sol, vind og vand.
”Måske taler vejret på en dag i fyringssæsonen for, at en bygning kan skrue ned for fjernvarmen og flytte lidt rundt på forbruget i en time eller to, uden at beboernes komfort bliver sat over styr. På den måde kan vi hjælpe fjernvarmenettet i spidslastperioder, for eksempel om morgenen, når mange mennesker skal have et varmt bad på samme tid. Når vi har bygninger nok, der kører med vores intelligente styring, kan vi bidrage væsentligt til, at fjernvarmeværket kan få en mere jævn drift og belastning og forhåbentligt på den måde også kan levere noget billigere fjernvarme,” siger Per Dahlgaard Pedersen.