Med sit nye klassificeringsværktøj, den såkaldte taksonomi-forordning, tager EU et stort skridt imod en fælleseuropæisk definition af bæredygtighed. De nye regler henvender sig som udgangspunkt til den finansielle sektor, men den afledte effekt forventes at ramme alle aktører i ejendomsbranchen.
Ejendomsbranchen har de seneste år oplevet et stadigt stigende fokus på bæredygtighed, og særligt de internationale investorer er på jagt efter de bæredygtige ejendomme. EU’s nye regelsæt om bæredygtig finansiering introducerer en fælleseuropæisk klassificering af, hvad der kan siges at være klima- og miljømæssigt bæredygtige investeringer i EU-retslig forstand.
Den nye regulering tager udgangspunkt i seks fastlagte miljømål, heriblandt modvirkning af klimaændringer, omstilling til en cirkulær økonomi og beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer. Omdrejningspunktet for klassificeringsværktøjet er udvalgte økonomiske aktiviteter, som er udpeget af EU for at skabe størst mulig effekt. For ejendomssektoren gælder det aktiviteterne vedrørende opførelse af nye bygninger, renovering af eksisterende bygninger og erhvervelse og ejerskab af bygninger.
En fælleseuropæisk definition af bæredygtighed i ejendomsbranchen
De nye regler opstiller en simpel test, en taksonomitest, som fastlægger kriterierne for, hvornår den givne aktivitet kan markedsføres som en bæredygtig investering. Det første led i testen består i en vurdering af, om den økonomiske aktivitet bidrager væsentligt til at nå et eller flere af forordningens seks miljømål. Dernæst er det afgørende, at den økonomiske aktivitet ikke i væsentlig grad skader en eller flere af de øvrige aktiviteter. Som eksempel kan nævnes anvendelsen af et nyt produkt til byggeindustrien, der væsentligt bidrager til et af de seks miljømål, men samtidig har væsentlig negativ effekt på biodiversiteten og økosystemets tilstand.
Vurderingen sker med udgangspunkt i forordningens kriterier og suppleres af en række specifikke og målbare definitioner. De dynamiske, detailregulerede og tekniske screeningkriterier supplerer med tekniske definitioner og kriterier for opfyldelse af de enkelte miljømål – eller den væsentlige skade heraf – og er således afgørende for, om en given aktivitet kan betegnes som bæredygtig i EU-retslig forstand. Af eksempler kan nævnes alt fra krav til typer af grundstykke ved nybyggeri, håndtering af restaffald på byggepladser og ejendommenes primære energibehov. Endeligt skal man som virksomhed være opmærksom på, at man også forpligter sig til at overholde en række minimumstandarder, herunder bl.a. FN’s vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder.
Ejendomsinvesteringer
EU’s nye reguleringsstrategi har til formål at øge kanaliseringen af private pengestrømme til mere bæredygtige og økonomiske aktiviteter og må forventes at få betydning for en lang række aktører i ejendomsbranchen, som fremover skal forholde sig til nye (fælles) definitioner inden for bæredygtige investeringer og byggeri. Et komplekst og dynamisk regelsæt, som vil ændre sig, i takt med at der opnås en øget forståelse for, hvad der er bæredygtigt.
I ejendomstransaktioner oplever vi, at regelsættet skal tænkes ind i både den juridiske due diligence og i parternes aftalegrundlag. Det skal eksempelvis sikres, at der er tilstrækkelig dokumentation for opfyldelsen af særligt de tekniske screeningkriterier, og at ejendommen(e) kan anvendes i en bæredygtig portefølje, skulle den bagvedliggende investor have en sådan investeringsprofil. Hos Bruun & Hjejle følger vi naturligvis den videre udvikling tæt.
