Ganske vist må den sorte svane ikke jages i naturen – men i erhvervslivet er der jagtsæson hele året.
Når man i erhvervslivet taler om sorte svaner taler man om mennesker med helt særlige egenskaber. Det skyldes naturligvis, at de er lige så sjældne som naturens sorte svane.
”Jeg har selv haft min daglige gang i en udenlandsk rekrutteringsvirksomhed, hvor vi var 180 konsulenter, der alene arbejdede indenfor life science-området i USA og Europa. Dér blev kundernes rabatstruktur beregnet på baggrund af økonomi: God økonomi kunne udløse store rabatter, hvilket jeg syntes var lidt omvendt behovsmæssigt. Naturligvis er det også nemmere at arbejde sammen med større virksomheder, hvor samtlige processer er etableret og velstruktureret. Men det var først da jeg arbejdede sammen med mindre life science virksomheder at jeg følte jeg faktisk var med til at skabe noget. Det var dét der fik mig til at starte en ny rekrutteringsvirksomhed: Udelukkende life science fokuseret, og med formålet at støtte de små i industrien”, forklarer medstifter og adm. direktør Per Christensen indledningsvis om tilblivelsen af Black Swans Exist for et par år siden.
Stort potentiale
Når Black Swans Exists ansatte rekrutterer nye medarbejdere til life science virksomheder er det med bevidstheden om, at hvis det lykkes at finde frem til den helt rigtige medarbejder til det pågældende job, kan det komme til at gøre en forskel for mange mennesker med forskellige sygdomme.
”Arbejdsglædemæssigt og formålsmæssigt, er det enormt tilfredsstillende at være med til at højne menneskers livskvalitet eller helt udrydde sygdomme. Når vi eksempelvis finder en CEO til en virksomhed, som arbejder med at kurere cancer, så er det det tætteste jeg nogensinde kommer på at være med til at helbrede mennesker med cancer. Måske starter det hele med et museforsøg, der har lovende resultater, men muligvis ender det efter mange år med en medicin, som redder menneskeliv”, pointerer Per Christensen.
Eneste risikofri life science rekruttering
Da Per Christensen etablerede Black Swans Exist, gik det til hans egen overraskelse op for ham, at der ikke fandtes andre danske rekrutteringsvirksomheder med fokus på life science segmentet hvis forretningsmodel faktisk var tilpasset især de små life science virksomheder. For mange life science virksomheder i startup og scaleup fasen, kan det føles risikabelt at betale upfront uden garanti for resultatet af søgningen der igangsættes. Derfor valgte Per at gøre BSE’s service helt risikofri. Konceptet hedder No Swan No Pay: Virksomheder betaler kun hvis de ansætter den kandidat Black Swans Exist finder til dem.
”Samtlige medarbejdere i vores virksomhed arbejder med life science, hvilket er en fordel for vores klienter og skaber en synergi. Aktuelt har vi over 70 åbne stillinger, så det virker som om markedet har taget godt imod os. Vi er, på de to år der nu er gået siden etableringen, vokset fra 1 til 24 medarbejdere, fra starten hjemme i min kælder til vores nuværende placering på Østerbro i København. Vi har bevidst valgt en business model, der er særligt fordelagtig for startup- og scaleup-segmentet, hvor 60% – 80% af vores klienter befinder sig”, påpeger Per Christensen.
Udvider markant
Med større udvidelser i støbeskeen kommer Black Swans Exist selv til at skulle ansætte en hel del flere nye medarbejdere over den kommende tid – og til at håndtere denne rekruttering har virksomheden for nyligt ansat en Head of People and Culture med mange års rekrutteringserfaring.
“Så markant en udvidelse udfordrer vores interne kultur. Derfor er det essentielt at vi har Anne, vores Head of People and Culture, som er dedikeret i at udvikle vores medarbejdere og sikre processer der tilgodeser hele virksomheden. Vi har mange unge, ambitiøse medarbejdere og vi skylder dem at skabe en kultur hvor de trives og kan få de udviklingsmuligheder de efterspørger. Det betyder også at vi har et stærkere værditilbud i dag end for 2 år siden”, understreger Per Christensen afslutningsvis.