Uret tikker, hjertet banker, hele branchen bliver grønnere

Af:

Hvis du har været i cirkus, kender du sikkert det nummer, hvor kunstneren jonglerer med en lang række roterende tallerkener opsat på pinde. Du har sikkert også haft hjertet helt oppe i halsen og frygtet for, at det vil gå galt.

Måske sidder der også nogle fra byggebranchen blandt publikum. De er nok knapt så påvirket, fordi de selv kender til at håndtere udfordringer med mange opgaver, som ikke må tabes på gulvet. Altid gang i flere byggeprojekter samtidigt. Altid gang i nye tilbud. Altid gang i rekrutteringer og indkøring af nye medarbejdere. Det kan lyde stressende, og det er det ofte. Men det er også givende og meningsfuldt. For i byggeriet skaber vi den fremtid, vi lever i. Det er i byggeriet, vi udvikler og vedligeholder vores boliger, vores arbejdsrum og vores infrastruktur. Alt dette sker i hård konkurrence med lave marginer, som presser virksomhedernes likviditet og soliditet.

Efter flere års markant optur i byggeriet er konjunkturerne nu blevet langt mere usikre. De historisk høje prisstigninger, forsinkelser på byggematerialer samt den manglende arbejdskraft har skubbet byggepriserne så højt op, at nogle bygherrer er begyndt at udskyde eller helt droppe kommende byggeprojekter. Dertil kommer usikkerheden om renteudviklingen. Det kan derfor ikke undre, at mange virksomheder holder snuden i sporet og optimerer på de igangværende opgaver. Men virksomhederne skal også hæve blikket og tilpasse sig de langsigtede tværgående udfordringer for branchen. De handler især om bæredygtighed, digitalisering og produktivitet – udfordringer som er komplekse hver især og som endda er internt forbundne: 

For mange virksomheder i byggeriet står bæredygtighed øverst på dagsordenen. Der er stor efterspørgsel fra bygherrerne, og hele branchen arbejder på at kunne levere løsninger, som kan understøtte denne udvikling. Den Nationale strategi for bæredygtigt byggeri, som et bredt flertal i Folketinget blev enige om i marts 2021, står som et centralt omdrejningspunkt for branches bæredygtige udvikling. Strategien rummer i alt 21 forskellige initiativer. Nogle mere vidtgående end andre.

Når vi springer nytåret ind for 2023, vil bygningsreglementet kræve LCA på alt nybyggeri, og hvis de nye bygninger er over 1.000 m2, er der krav om, at de skal ligge under en grænseværdi på 12 kg CO2-ækv/m2/år. Det er de færreste byggerier, der i dag lever op til disse målsætninger. Disse nye LCA- og CO2-beregninger kræver masser af ekstra dokumentation for både byggematerialer samt arbejdsprocesserne på byggepladserne. 

Det tapper ind i den næste udfordring – digitalisering. Hvis vi ikke får digitaliseret vores viden og processer på tværs af producenter, rådgivere, entreprenører og bygherrer, vil dokumentationskravene udvikle sig til velnærede pdf-tigre. Som branche skal vi derfor videreudvikle vores standarder, certificeringer og it-systemer, så det bliver nemmere at dele data for at levere den nødvendige dokumentation. Det berører også den tredje udfordring – produktivitet. Hvis digitaliseringen ikke bidrager til at automatisere vores processer internt i egen virksomhed og i samarbejdet med de øvrige partnere i en byggesag, så bliver den en dyr og unødvendig klods om benet. 

Fokus må således være på, hvordan de digitale løsninger gør det nemmere og bedre at løse vores kerneopgaver. Og der er fortsat store potentialer for at udføre vores byggeprojekter smartere. Alt fra præfabrikation, skræddersyede materialer, just-in-time leverancer til byggepladsen samt flere robotter og bedre fælles planlægning på byggepladserne kan mindske spild af både arbejdstimer og materialer.

Byggeriets fremtid er grøn – og det bliver den ved med at være. Vi kommer ikke uden om, at vi skal mindske byggeriets CO2-udledning og forbrug af ressourcer. Vores færdige bygninger skal være sundere, mere energieffektive og spille bedre sammen med et energisystem med vedvarende energikilder. De mange nye krav til bygninger og byggeprojekter risikerer at hæve byggeomkostningerne. Det kan vi kun modvirke ved at arbejde bedre digitalt og mere produktivt. Og det haster. Den bæredygtige omstilling venter ikke. Januar måned lurer lige om hjørnet. Uret tikker…

Mest læste på BusinessReview.dk

1600px_COLOURBOX53565833--
Legal Tech gør det nemmere at have medarbejdere
annonce
Miljømærkning og klimakrav - bliver medicin også bæredygtig?
analysis-2030265_1920
Nyt håb for patienter med hjertesvigt og type 2-diabetes
WF16071press
Ledelse i en VUCA-tid
Claus Finderup Grove_CMYK
Datadrevet forretning skal på den strategiske dagsorden – også i små virksomheder

Læs også

Side 3_advertorial GSV_Berlingske_266x365mm_
 GSV: Sådan bruger vi digitale værktøjer til at nedbringe CO2 i byggeriet
Bygge- og anlægssektoren står for mere end 30 % af Danmarks CO2-udledning, og derfor er det vigtigt, at byggebranchen får CO2-reduktion...
soren cajus
Står Byggebranchen på kanten til historiske teknologispring?
Har du været i Tivoli for nylig? Så kender du sikkert den maskine, hvor du med en plastichammer skal slå muldvarpe ned, hver gang deres...
Photo by Claus Sall (www.claussall
Bygge-branchen går et hårdt år i møde
Efterspørgslen falder, boligpriser er dykket, byggeomkostninger er forsat høje, og det udfordrer i den grad byggeriet i 2024, viser...