Newsec belønner medarbejdere med ekstra fridage efter veloverstået corona-år

Adm. direktør Thomas Kempf. Foto: Newsec/Jesper Blæsild

Af:

Brugen af kontorejendomme udvikler og forandrer sig med hastige skridt. Med corona er der blevet skubbet på en udvikling, hvor flere møder foregår virtuelt og arbejdet udføres fra distancen. Der er stadig brug for det fysiske kontor, men indretningen er under transformation. Meget af transformationen er sket et i 2020, og administrationsselskabet Newsec er kommet godt igennem året, viser regnskabet.

Danskerne er delte på spørgsmålet om, hvorvidt corona-restriktionerne skal forlænges eller ej. Men hvad man end mener, må man medgive, at der er noget udmattende over måden, restriktionerne bliver forvaltet på:

Lempelsen af dem er flere gange blevet udsat, for selv om den ene kurve falder, er der en anden, der stiger, og selv hvis den også begynder at falde, kan det være, at der kommer en helt tredje kurve ind i billedet. Det er svært at vide, hvad man har at se frem til. For de 530 medarbejdere i Newsec er udsigterne mere konkrete. Heller ikke de kan vide, hvornår eller hvordan Danmark bliver åbnet igen. Men når det sker, lover ledelsen dem flere penge til at teamarrangementer – og ikke mindst fire ekstra fridage.

Adm. direktør Thomas Kempf oplyser således til Ejendomme, at man indfører de såkaldte Newsec-dage. Fire helligdage, der i år falder i en weekend, bliver således kompenseret med frihed en anden dag. Det betyder bl.a., at medarbejderne ikke bliver ramt, at julen i år ellers er en rigtig arbejdsgiverjul – første og anden juledag ligger lørdag og søndag.

Stor fleksbilitet
Tiltaget kommer efter, at Thomas Kempf kan konstatere, at 2020 regnskabsmæssigt blev et godt år, på trods af de store udfordringer med corona-håndteringen.

”I denne coronatid har det været uroligt vigtigt for os, at vores medarbejdere har vist en helt vanvittig fleksibilitet. Det er også en fleksibilitet, vores kunder har sat stor pris på. Vi glæder os meget til at samle alle medarbejderne til et virtuelt arrangement den 5. marts som en ekstra tak for indsatsen. Det er lidt imponerende, at vi kommer ud med et så flot resultat, i betragtning af situationen,” siger Thomas Kempf.

Regnskabet viser en vækst i omsætningen på 9,4 pct., til 412 mio. kr. Det er især et resultat af, Newsec i foråret overtog administrationen af Sampensions portefølje og dele af PKA’s, samt at nogle eksisterende kunder har udvidet deres porteføljer. Men ifølge Thomas Kempf har der også været en vækst fra, at man har solgt flere ydelser på de ejendomme, man administrerede allerede ved indgangen til 2020.

De nye opgaver har også medført en udvidelse af staben med 13,2 pct., altså mere end toplinjevæksten. Alligevel er bundlinjen vokset med 1,7 mio. kr. til 5,3 mio. kr. Dermed er den danske del af Newsec-koncernen, der gennem nogle år har været resultatmæssigt presset, ifølge Thomas Kempf tilbage på det indtjeningsniveau, man gerne vil være på.

Formelt er resultatet noget dårligere end de 19,4 mio. kr., man landede tilbage i regnskabsåret 2016/17. Men i modsætning til dengang indeholder resultatopgørelsen også fees til det svenske moderselskab, der på den måde får afkast af sin investering.

Digitalt kvantespring
Når det er lykkedes at holde omkostningerne i ro, skyldes det bl.a., at året også har budt på det, som Thomas Kempf betegner som et digitalt kvantespring. Som i så mange andre virksomheder har medarbejderne vænnet sig til at holde digitale møder. Men Newsec har f.eks. også introduceret app’en Workplace, som gør det muligt at kommunikere hurtigt til hele organisationen, og for medarbejderne ude i marken at vende sager, der trænger til opmærksomhed, i deres teams.

Og i 2020 har mange ting krævet ekstra opmærksomhed. Særligt kunder med butiksejendomme har haft en udfordring med pressede lejere, som man skulle forhandle henstand og lignende med, og nogle – men ikke alle – har overladt denne opgave til deres administrator.

Samtidig benyttede mange forårets lockdowns til at tage fat på en anden opgave: Målsætningen om større bæredygtighed i porteføljen. Når færre af ejendommenes sædvanlige brugere var til stede, var der til gengæld plads til håndværkere og rådgivere, der kunne sætte udviklingsopgaver i gang på ejendommene, herunder energibesparende tiltag.

”Vi mærkede, at der var en forsigtighed i marts og april. Men da den aftog, udnyttede man positivt muligheden for at lave nogle ting, som man ellers ville have udført i efteråret eller måske i 2021. Og så har vi jo en mængde data om bl.a. ejendommenes energiforbrug, så vi kan rådgive kunderne rigtigt godt,” fortæller Thomas Kempf.

Service til lejere
Fænomenet viste, at selv om den offentlige dagsorden i høj grad skiftede til corona i 2020, var det store emne fra 2019 – klimaet – stadig spillevende for ejendomsselskaber. Og mange af dem har altså heller ikke været mere økonomisk pressede, end at de havde ressourcer til at sætte alvor bag ordene.Et konkret eksempel fra Newsecs kundekreds er Danica Ejendomme, som arbejder ud fra en målsætning om at reducere CO2-udslippet fra sin portefølje med 69 pct. frem mod 2030. Newsec har bidraget med CO2-benchmarks og rådgivning om reduktionsmål, og Thomas Kempf forventer flere opgaver af den art i de kommende år. En andet indsatsområde er service rettet direkte mod lejerne. De er teknisk set ikke Newsecs kunder, men kundernes kunder. Men Thomas Kempf vurderer, at det vil styrke konkurrencekraften.

I det nye år kan det omvendt blive en udfordring, at mange lejere i detailhandlen efterhånden er truet på deres eksistens at den fortsatte nedlukning. Hvis ejerne af f.eks. storcentre mister omsætning, vil Newsec i sidste ende også gøre det som administrator. Thomas Kempf har dog ikke noget bud på, præcis hvor store konsekvenserne vil blive. 

Mest læste på BusinessReview.dk

1600px_COLOURBOX53565833--
Legal Tech gør det nemmere at have medarbejdere
annonce
Miljømærkning og klimakrav - bliver medicin også bæredygtig?
Intro 2
En ny og spændende tid – er det kun begyndelsen?
Kevin_frit_1_300dpi_avis
Vejen til succesfuld ledelse går gennem opgør med negativ social arv
Gitte K Nielsen - direktør - Danske Tegl1
Hvis vi kan, kan alle!

Læs også

3 hurtige billede
3 Hurtige
PR-foto: Lundgrens Tysk kapitalforvalter går ind på det danske marked – køber DSV-ejendom Arbireo Capital AG, som er specialiseret...
Hillerød senior
Nyt brugerstyret koncept for seniorboliger køber første ejendom
Ejendommen centralt i Hillerød, som selskabet Investering & Seniorbolig har købt, står foran en større ombygning, og måske også...
LOVFORSLAG OM VÆRDIANSÆTTELSER AF ANDELSBOLIGER FREMSAT - Billede
LOVFORSLAG OM VÆRDIANSÆTTELSER AF ANDELS-BOLIGER FREMSAT
Regeringen har fremsat et forslag der skal klarlægge, hvordan andelsboliger fremadrettet skal værdiansættes. Konkret forlænges valuarvurderingsgyldighed,...