Vi har brug for bloddonorer til at ruste Danmarks blodbank til fremtiden. Mændene må til at træde ind i den nationale solidaritet – i dag er to ud af tre nye bloddonorer kvinder. Også i forhold til tapning af blodplasma er der behov for at opbygge et vigtigt værn til fremtiden. Plasma kan bruges til udvikling af medicin og behandling mod bl.a. immundefekter og er med succes blevet anvendt til patienter med Covid-19.
En veludbygget blodbank er essentiel for landets sundhedssektor, og det er vigtigt, at vi garderer os til fremtiden, påpeger Morten Bagge Hansen, som hver dag oplever donorblod blive anvendt til ulykkesofre, kræftpatienter, fødende kvinder og en lang række andre patientgrupper. Han er ledende overlæge på Klinisk Immunologisk Afdeling på Rigshospitalet og chef for Region Hovedstadens blodbank.
”Lige nu mangler der ikke blod til de danske patienter. Men vi skal sikre os til fremtiden, og i den forbindelse er det et problem for os alle, at kun ca. en tredjedel af nye bloddonorer er mænd. Mange kvinder er gode donorer, men omkring en tredjedel er desværre ikke egnet,” fortæller Morten Bagge Hansen.
Mænd er nemlig som udgangspunkt bedst egnet til give blod, fordi de hverken bliver gravide eller menstruerer, og deres blodvolumen er større. Dertil kommer, at mænd har højere jerndepoter end kvinder, hvilket betyder at de rent fysiologisk er bedre egnede til at give blod.
”Kvinders blodvolumen og jerndepoter er omkring en tredjedel lavere end mænds. Ved en bloddonation mister man omkring 250 mg jern, og hvis man ikke spiser tilstrækkeligt med kød, navnlig rødt kød, så kan det være svært at indhente det tab. Mange af de kvindelige donorer kan ikke tåle at give blod fire gange årligt.”
Jerndepoter er essentielle
Men hvad betyder jernmangel egentlig? Det har man ikke haft det store overblik over tidligere, men en del danske studier har afdækket, at det generelt er skidt at have lave jerndepoter.
”Jern er involveret i rigtig mange fysiologiske processer. Stofskiftet og immunsystemet er f.eks. fuldstændigt afhængigt af, at jerndepoterne er fyldt op. Og det mærker man ikke selv noget til udover, at man måske bliver en lille smule mere forkølet, oftere har ondt i halsen eller måske lettere får diarré. Jerntabletter er en nem løsning, men problemet med dem er, at de giver hård mave, så folk, der tager dem, er ofte generede af det,” påpeger overlægen.
Så bolden er spillet over til mændene. Men der er bare ikke nær så mange mænd, der melder sig som bloddonorer. GivBlod har flere gange lavet kampagner rettet mod mænd, og det er også undersøgt, hvad der ligger til grund for de manglende tilmeldinger fra mænd.
Hvad får jeg ud at give blod?
Tre forklaringer i disse undersøgelser skilte sig ud. For det første var nogle bange for at blive stukket. For det andet viste det sig, at en ret stor del af de yngre mænd simpelthen spurgte: Hvad får jeg ud af det? Nogle gav udtryk for, at de var interesserede, hvis de fik 200-300 kr. for det. Den tredje forklaring var, at mænd holdt sig tilbage, fordi de ikke ville svække deres præstationsevne i sport.
”Nogle mænd går meget op i deres fysiske præstationsevne, og undersøgelser tyder på, at man bliver svækket i op til 4-6 uger efter en donation. Det er ikke mærkbart i dagligdagen, men hvis man f.eks. er vant til at give sig fuldt på en løbetur på 10 km, så vil man i ugerne efter en bloddonation oftest ikke kunne levere helt samme tid, ” siger Morten Bagge Hansen.
Der er dog både triatleter og dedikerede sportsudøvere, der giver blod. De planlægger blot donationerne, så der ikke skal sættes personlige rekorder lige efter. For det store flertal, der dyrker fitness og motionsidræt, er der dog ikke nogen undskyldning. Vi har omkring 180.000 bloddonorer i Danmark, hvilket vil sige kun godt tre pct. af befolkningen. Tallet har igennem tiden været højere og lavere, og det vigtigste er, at antallet af donorer passer til behovet på danske hospitaler. 55 pct. af donorerne er kvinder, og 45 pct. er mænd, og det er især blandt de yngre donorer, at kvinderne er i klart overtal.
Men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at mænd fysisk er bedre egnede til at give blod, og ifølge Morten Bagge Hansen er målet for Region Hovedstadens blodbank, at man i fremtiden får et system med mere skræddersyede donorprofiler. I dag er det sådan, at man som fuldblodsdonor kan blive tappet op til fire gange årligt, men en mere individuel ordning vil betyde, at hver donor vurderes med henblik på, hvor mange gange om året han/hun kan give blod, så man kun donerer det, man kan tåle.
Men det kræver altså, at flere mænd kommer på banen, da dette system vil medføre, at en del kvinder tappes sjældnere. Visionen for fremtidens blodforsyning med et bredere spektrum af donorprofiler vedrører også blodtyper, for der er mange flere blodtyper, end de fleste er klar over.
”Vi taler jo også her ind i temaet omkring personlig medicin, som er en vigtig udvikling inden for lægevidenskaben. De fleste kender blodtyperne A, B, 0 og Rhesus, men der er faktisk mere end 300 forskellige blodtyper. Det er derfor, der er specialister, der arbejder med at finde det rigtige blod til bestemte patienter. I omkring fem pct. af de blodtransfusioner vi giver, kommer flere af de 300 blodtyper i spil. I 95 pct. af tilfældene kan man fint matche på A, B, 0 og Rhesus. Men de patienter, der har fået mange blodtransfusioner, begynder at reagere på blodet og bliver populært sagt mere og mere ’kræsne’, fordi de danner antistoffer mod andre menneskers blod. Det betyder, at det bliver stadigt sværere at finde en donor, hvis blod ikke bliver angrebet af de antistoffer, patienten har dannet. Så bliver undertyperne i donorblodet vigtigt, og derfor er det vigtigt at have mange forskellige blodtyper i blodbankerne,” siger Morten Bagge Hansen.
Vi har brug for flere donationer af blodplasma
De to mest gængse typer af bloddonation er den klassiske fuldblodsdonation og plasmadonation. Plasmadonationer er ifølge overlægen lige så vigtige, og med tiden vil de komme til at fylde mere end halvdelen af tapningerne. Danmark og EU er ikke tilstrækkeligt selvforsynende på plasmaområdet. Vi bruger mere, end vi tapper. Underskuddet dækkes af betalte donorer fra USA. Ved en plasmatapning leder man blodet over i en maskine. Her skilles plasma (den væske blodcellerne ligger i) og blodcellerne ad. Plasma ledes over i en pose, og blodcellerne returneres til donoren. Denne blodplasma anvender man til udvikling af meget vigtig medicin til patienter, der har immundefekter, autoimmune sygdomme og neurologiske sygdomme.
”Noget af det, man udvinder fra plasma, kaldes immunglobulin. De blodpropper, som man har mistanke om kan opstå i meget sjældne tilfælde i forbindelse med Covid-19-vaccine, kan ifølge tyske erfaringer behandles med immunglobulin, der er udvundet fra plasma. Det kan tilsyneladende stoppe den reaktion på vaccinen, som ses i ganske få individer. Det er blot et eksempel på, at den medicin, man kan udvikle fra plasmatapninger, er meget vigtig og kan bruges i rigtig mange sammenhænge,” siger Morten Bagge Hansen.
Når man tappes for plasma, mister man ikke de røde blodlegemer, og dermed ikke hæmoglobin (jern). Det betyder også, at donorer, som træner meget og føler, at en klassisk bloddonation påvirker deres præstation i en periode, bør overveje denne mulighed. I Danmark kan man donere plasma op til 33 gange om året, og al bloddonation er frivilligt, anonymt og ubetalt.
”Immunglobulin kan formentlig bruges til forebyggelse eller behandling af tidlig Covid-19 de kommende år, for så har donorerne fået så mange antistoffer mod coronavirus, at man kan behandle udvalgte smittede patienter i en tidlig fase med donorernes immunglobulin. Det var bl.a. disse aspekter, der begyndte at tegne sig i 2020, og det var et wakeup-call til landene i EU, for hvis uforudsigelige Donald Trump pludselig med et præsidentdekret stoppede eksporten af plasma og immunglobulin til EU, så ville vi mangle immunglobulin til patienterne. Derfor kører der nu i Danmark en proces, hvor vi ser på, hvordan vi kan blive selvforsynende med plasma, så vi kan sikre, at danske patienter ikke kommer i nød. Der er også en appel fra Europa-Kommissionen om, at EU’s medlemslande gør noget aktivt for at blive selvforsynende på plasmaområdet,” siger Morten Bagge Hansen.
