Udviklingen af kunstig intelligens går stærkt. Rigtig stærkt. Derfor satser EU nu stort på at accelerere udviklingen af ansvarlig kunstig intelligens (AI) i Europa.
Helt præcist har EU afsat 1,65 mia. kr. til lige præcis det. De penge skal bruges til at etablere fire Test- og EksperimenteringsFaciliteter (TEF’er), der skal sikre hurtigere innovation og bedre konkurrenceevne baseret på ansvarlighed og sikkerhed inden for kunstig intelligens i EU – blandt andet indenfor smart og bæredygtig byudvikling. Og her kommer Danmark og Europas førende Living Lab for smart og bæredygtig byudvikling, DOLL Living Lab, til at spille en central rolle. DOLL Living Lab, der er en del af WE BUILD DENMARK, Danmarks klynge for byggeri og anlæg, bliver nemlig en central test- og demonstrationsfacilitet, der skal understøtte en innovativ, gennemsigtig og ansvarlig udvikling af intelligente og datadrevne løsninger sammen med virksomheder og vidensinstitutioner.
International anerkendt testfacilitet
I DOLL Living Lab tester og demonstrer mere end 50 virksomheder fra ind- og udland op mod 100 Smart City-løsninger. Det er blandt andet løsninger som dynamisk gadebelysning, der sparer strøm og CO2, når der ikke er trafik, det er lyskryds, der tilpasser sig afhængig af den trafik, som passerer forbi, og det er sensorer, der f.eks. sikrer en bedre luftkvalitet og færre huller i vejene. Løsninger som er med til at skabe et mere bæredygtigt byrum. Området er placeret i bydelen Hersted i Albertslund Kommune, som netop nu undergår en ambitiøs byudvikling og strækker sig over 13 km veje og stier. I snart 10 år har virksomheder testet og demonstreret de nyeste Smart City-løsninger i 1:1 skala i DOLL Living Lab. Men løsningerne testes ikke længere kun i det fysiske rum. DOLL Living Lab tester og udvikler også løsninger i det digitale rum.
”Det er en helt naturlig udvikling for DOLL Living Lab, at vi nu også arbejder med løsninger i det digitale rum. Det giver os muligheden for at spejle virkeligheden digitalt, så vi på den måde bedre kan forudse og simulere forskellige scenarier om byen til brug for hurtigere og mere præcis beslutningstagen om drift og udviklingen af byen. Og det, at vi i DOLL nu er en del af en europæisk satsning på AI-løsninger, giver os kun endnu mere momentum til at styrke både kvaliteten og ansvarligheden i løsningerne. Sammen med videns- og virksomhedspartnere arbejder vi proaktivt for at blive klar til EU’s kommende regulering på AI-området,” fortæller Teddy Sibbern Axelsen, leder af DOLL Living Lab.
Konkurrencedygtige AI-løsninger
Den Test- og EksperimenteringsFacilitet (TEF), som DOLL Living Lab er en del af, hedder CitCom.ai. Den fokuserer på AI-baserede løsninger til byer og lokalsamfund, mens de tre andre TEF’er fokuserer på løsninger til produktion, sundhed og landbrug & fødevarer. Med DTU i spidsen er WE BUILD DENMARK og DOLL en del af CitCom.ai sammen med 33 partnere fra 11 europæiske lande. De øvrige danske partnere i konsortiet er Dansk Industri, Center Danmark, foreningen TEF DK, Gate 21, GovTech Midtjylland og Aarhus Kommune samt Teknologisk Institut.
Formålet med CitCom.ai er opbygge en permanent facilitet, som giver virksomheder adgang til nemt og billigt at teste og afprøve AI-baserede løsninger til smarte byer og samfund. Visionen er, at AI-løsninger udviklet i Europa kommer hurtigere på markedet og kan konkurrere med tilsvarende produkter fra resten af verdenen. Gennem CitCom.ai vil virksomhederne blandt andet få hjælp til at udvikle løsninger, der lever op til EU’s standarder inden for AI.
Hvad bringer fremtiden?
Arbejdet med udviklingen af ansvarlig og sikker kunstig intelligens gik i gang i januar i år, og der ligger stadig et stort arbejde foran for at nå i mål. Men ideerne, visionerne og behovet er der. Nu er alle partnerne i arbejdstøjet og klar til at understøtte udviklingen.
”Vi startede en ny rejse den 1. januar 2023 – for DOLL, men også for udviklingen af sikker og ansvarlig AI i hele Europa. Den udvikling skydes officielt i gang til en stor konference i København her i slutningen af juni. I DOLL er vi spændt på det kapitel, som ligger foran os de næste fem år, og følge udviklingen af ansvarlige og sikre AI-baserede løsninger. Vi ser frem til, at DOLL sammen med de øvrige danske partnere får en fremtrædende rolle som samlingspunktet for den udvikling,” afslutter Teddy Sibbern Axelsen.