Flere tusinde virksomheder i Danmark står i de kommende år over for et generationsskifte. Vi vil her kort forsøge at give nogle af vores betragtninger og opmærksomhedspunkter omkring processen og finansieringsløsningerne. Og der er flere forhold, som er vigtige at være opmærksomme på – både som køber og sælger.
Skrevet af; Finn Dahl Jensen, afdelingsdirektør, Storkunder og Peter Krog Ellebye, analysechef i Andelskassen.
Vores erfaring er, at du aldrig må undervurdere vigtigheden af at planlægge et generationsskifte i god tid. Som sælger skal du have for øje, at uanset hvor veldrevet en virksomhed du har, vil det være vanskeligt at få handlen på plads på kort tid. Hvad enten skiftet sker på én gang eller i en glidende overgang, er det helt afgørende at planlægge i god tid. I langt de fleste tilfælde er det relevant at arbejde med en tidshorisont på flere år. Fordi planlægning, som i mange andre sammenhænge, er nøglen til succes.
Som sælger af en virksomhed skal du få belyst både skattemæssige problemstillinger og selskabsstruktur. Samtidig er den rette finansieringsstruktur vigtig for både køber og sælger.
Er din virksomhed attraktiv, når du skal sælge?
Står du som ejer af en virksomhed og kigger ind i et generationsskifte, er det vigtigt, at du fortsætter med at investere i virksomheden. Undlader du det, kan det have den konsekvens, at din virksomhed har mistet værdi, når du vil sælge. Er kadencen i virksomheden gået ned, er det både lettere og mere attraktivt for en ny ejer at starte i sit eget navn frem for at overtage en virksomhed, der er gået i stå. Det er derfor vigtigt, at strategien for din virksomhed er tydelig. Derudover skal du lægge en finansieringsplan for virksomhedens fremadrettede investeringer og finansieringsbehov, så du kan fastholde en attraktiv og salgbar virksomhed.
Den rette finansieringspakke for køber
Som bank kan vi være med til at finansiere et generationsskifte, og for god ordens skyld skal det siges, at der findes ikke én rigtig model. En finansieringsløsning vil altid bero på en individuel vurdering. Som led i vores rådgivning foretager vi en vurdering af værdiansættelsen og hejser flaget for eventuelle opmærksomhedspunkter, der kan påvirke den fremtidige finansieringsstruktur. Udspringer prissætningen af en markedskonform metode, eller er den blot fastsat ved skøn? Og er der lavet en god overdragelsesplan, der sikrer, at værdifuld viden ikke går tabt i forbindelse med overdragelsen?
Et succesfuldt virksomhedskøb tager udgangspunkt i en korrekt prissætning, der sammen med finansieringsstrukturen er vigtig at få etableret korrekt fra starten. Den rette finansieringspakke er afhængig af størrelsen på beløbet. Her skal du være opmærksom på forhold omkring egenkapital, og om det er muligt at inddrage flere parter som fx sælger-finansiering, Vækstfonden eller kapital fra andre investorer. Det er vigtigt, at du tidligt i processen får inddraget både revisor, advokat og bank, så du fra start får sat det ”rigtige hold”.
Et livsværk skal leve videre
Ud over, at et generationsskifte omfatter finansierings- og investeringsmuligheder, som det kræver tid at sætte sig ind i at få undersøgt, kan vi ikke se bort fra, at der også kan være stærke følelser forbundet med et salg og et køb. Det kræver forberedelse. Sker generationsskiftet inden for familien, kan det være en fordel at tænke arveplanlægning ind og også det, der hedder skattemæssig succession.
Og her bliver det endnu vigtigere at have det rigtige hold af rådgivere omkring sig. Er der tale om et glidende generationsskifte, er kommunikationen mellem den eksisterende og nye ejer naturligvis utrolig vigtig. Det handler om forventningsafstemning og fokus på det fælles mål – en succesfuld videreførelse af virksomheden.