Det gjorde tilsyneladende ikke det store indtryk på aktiemarkedet, da Agat Ejendomme – det tidligere TK Development – for en god måneds tid siden meddelte, at man sælger det måske bedste aktiv i porteføljen. Aktien rørte sig dårligt ud af stedet. Men transaktionen kan være det, som bringer selskabet helskindet gennem en lavkonjunktur. Agat ejer Ringsted Outlet sammen med CapMan Real Estate, men kun få dage endnu. Forventningen er, at et salg til fonden Patrizia Tranzeuropean VII kan afsluttes med udgangen af denne måned. Dermed vil Agat få 195 mio. kr. for sin halvpart ind på bankkontoen.
Beløbet er 9,1 mio. kr. lavere end det, Ringsted Outlet var værdiansat til i Agats regnskab. Men til gengæld for dette tab får man mulighed for at afvikle dyr gæld. Dermed vinder selskabet dyrebar tid, skriver Økonomisk Ugebrev.
Meget modvind
Agat Ejendomme havde sin storhedstid tilbage i 80’erne og 90’erne, hvor det ekspanderede med shoppingcentre i først Danmark, siden andre europæiske lande. En ny top blev nået under det lystige ejendomsmarked i midten af 00’erne. Siden da har der været langt mellem lyspunkterne. Aktiekursen er i dag kun en brøkdel af, hvad den var for to årtier siden. Tiden har bare ikke været med shoppingcentre, som har været trængt af den stadig voksende nethandel.
Netop Ringsted Outlet var ifølge Økonomisk Ugebrev nok den bedste ejendom i Agat Ejendommes portefølje. Centret beskriver sig selv om ”Danmarks bedste outletby” og består af 48 butikker, hvor mærkevareproducenter sælger billigt ud af deres overskydende varelagre. Hertil kommer tre restauranter. Den slags centre vil de prisbevidste danske forbrugere stadig gerne besøge. Hårdere er konkurrencen for almindelige storcentre i mindre og mellemstore danske byer. Sådanne har Agat ejerandele i yderligere seks stykker af, bl.a. Broen Shopping i Esbjerg og Sillebroen Shopping i Frederikssund. Desuden ejer Agat alene to centre i Østeuropa; det ene i Polen, det andet i Tjekkiet.
Billige aktier
Alle aktier i Agat Ejendomme havde ved fondsbørsens lukning sidste fredag en markedsværdi på 217 mio. kr. Det kan sammenholdes med, at selskabet senest har opgjort sin egenkapital til 407 mio. kr. I princippet er der altså et par nemme hundrede mio. kr. i fortjeneste til aktionærerne, hvis selskabet solgte alt ud, betalte gælden og udbetalte restbeløbet som udbytte. Men så enkelt er det ikke. Når aktieinvestorer kun vil betale godt halv pris for selskabet, skyldes det bl.a. usikkerhed om de bogførte værdier. De kunne f.eks. halte, hvis Agat Ejendomme var nødt til at sælge ud for at skaffe likviditet til at betale renter og afdrag på sin gæld.
Det er denne situation, selskabet er kommet i forkøbet ved at sælge Ringsted Outlet. Med salget afvikler man den ”løse” og dyre gæld – tilbage er kun gæld med direkte pant i de enkelte ejendomme. Det kan blive en stor tryghed for Agat Ejendomme nu, hvor inflationen har gjort forbrugerne markant fattigere. En lavkonjunktur kan blive træg at komme igennem. Hvis omvendt forbrugerne snart får mere købelyst, f.eks. på grund af lønstigninger ved de forestående overenskomstforhandlinger, kan Agat bruge sine nu lidt større finansielle muskler til at række ud efter de nye muligheder.