Danmarks ambitiøse klimamål er resulteret i ny lovgivning til byggebranchen og den 1. januar 2023 blev der indført nye krav til byggebranchens aktører. Kravene skal accelerere den grønne omstilling og sikre, at Danmark når ambitiøse klimamål.
Folketinget indgik i foråret 2021 en politisk aftale, der skal mindske byggeriets klimapåvirkning gennem en række ændringer af Bygningsreglementet 2018 (BR18). Ændringerne trådte i kraft den 1. januar 2023 og indeholder krav om en Life Cycle Assessment (LCA-beregning) for alt nybyggeri og krav om maksimal klimapåvirkning fra nybyggeri over 1.000 m2.
Krav skal fremme bæredygtige løsninger
Kravene skal understøtte og sikre en bæredygtig omstilling af bygge- og anlægssektoren og indebærer en begrænsning af byggeriets klimapåvirkning og ressourceforbrug. Den konkrete entrepriseform afgør, hvem der har ansvaret for at overholde kravene. De nye klimakrav bliver uundgåeligt en stor omvæltning for byggebranchen og kommer til at stille højere krav til parternes aftale – herunder hvem der er ansvarlig for at udføre hvilke opgaver og hvem der skal bære omkostningerne. Parterne bør sikre, at entreprisekontrakten tydeligt definerer parternes opgave- og rollefordeling så uklarheder undgås.
Beregning af klimapåvirkning
Life Cycle Assessment, LCA-beregning, indebærer, at der ved opførelsen af nybyggeri stilles krav om beregning af byggeriets klimapåvirkning. Formålet er, at fastslå byggeriets samlede klimapåvirkning over en 50 årig periode regnet fra byggeriets færdigmelding og på baggrund af byggeriets samlede CO2-udledning forbundet med produktion, transport af byggematerialer, CO2-udledning i driftsfasen samt klimapåvirkningen ved affaldsbehandling af byggematerialerne efter endt 50-årig periode.
Krav gælder alle former for byggeri
Såvel bygherre og entreprenør skal være opmærksomme på, at krav til LCA-beregning gælder alle former for nybyggeri uanset størrelse, når byggeansøgningen er indleveret efter den 1. januar 2023. Som det ser ud nu skal LCA-beregningen først foreligge ved færdigmelding af byggeriet, men sikring og indsamling af dokumentation bør foretages allerede fra de indledende faser, da det kan være svært at indsamle tilstrækkelig dokumentation senere i byggefasen. Dokumentationen kan være afgørende for et projekts opnåelse af ibrugtagningstilladelse og derfor meget vigtigt.
Kravet om maksimal CO2 udledning fra bygninger over 1.000 m2 indebærer, at der fastsættes en grænseværdi for, hvor meget CO2 nybyggeri må udlede. Pr. 1. januar 2023 må alt nybyggeri med et etageareal over 1.000 m2 maksimalt udlede 12 kg CO2-ækvivalenter pr. m2 pr. år, og allerede fra 2025 vil der blive indført tilsvarende grænseværdier for alt nybyggeri uanset størrelse.
Visse typer af nybyggeri er dog undtaget
BR18 tager højde for “særlige forhold” ved bygninger, der som følge af funktion, placering eller tilsvarende forhold, nødvendiggør et materialeforbrug, der medfører en øget klimapåvirkning. Herved er der åbnet for, at visse typer nybyggeri vil være undtaget for reglerne. Bolig- og Planstyrelsen har oplyst, at der arbejdes på en liste med eksempler på forhold, som styrelsen anser som særlige, og som kan medføre, at den øgede klimapåvirkning ikke skal indgå i beregningen.
Den kommende tid bliver både spændende og udfordrende for byggeriets parter. De nye regler sår tvivl hos flere, der har planer om at etablere nybyggeri i en stadig usikker tid med stigende renter og inflation. Den gradvise stigning af krav til maksimal CO2 udledning fra byggeriet betyder, at det kun kommer til at gå én vej – nemlig mod grønnere løsninger
og flere krav.