Der er sket en positiv udvikling i måden, vi taler bæredygtighed på. Fordomme mod bestemte brancher brydes ned i takt med, at virksomheder tager større og større ansvar for at sikre en ’grønnere’ fremtid. Det lover godt, men hverken forbrugere, producenter eller virksomheder kan skabe resultater alene. Det skal ske i fællesskab. Derfor har Elgiganten lagt sig i selen for at gå i dialog med både kunder og medarbejdere omkring de mange muligheder, der er for at genbruge, genanvende og forlænge produkters levetid – sammen.
Flere og flere danskere tager miljøhensyn med i overvejelserne, når elektronikken skal købes eller udskiftes, fortæller Peder Stedal, adm. direktør:
– Samtidig ser vi en stigende bekymring blandt vores kunder, som i nogen tid har måttet kæmpe med stigende energi- og fødevarepriser. Ikke desto mindre er bæredygtighed kommet for at blive – og det er vigtigere end nogensinde, at vi forholder os til, hvordan vi kan passe på miljø, natur og klima. Også når økonomien er presset.
Mere glæde og gavn af hvert eneste produkt
Elgiganten arbejder særligt på at ændre ”brug-og-smid-væk” kulturen gennem en række tiltag, der bl.a. skal give produkter længere levetid samt sikre, at udtjent elektronik i højere grad genbruges, genanvendes eller opgraderes ved simpel udskiftning af mindre dele.
– På få år har vi opbygget Nordens største reparationsservice inden for elektronik. Vi har simpelthen et unikt udgangspunkt for at lede vores branche fra en “brug-og-smid-væk” kultur til en cirkulær økonomi, hvor alle får mest mulig glæde og gavn af hvert eneste produkt. Derfor tilbyder vi også services, der hjælper vores kunder af med alt fra gamle køleskabe til computere og TV. Også dataholdige produkter, som tablets og smartphones, hjælper vi med at sende til genanvendelse på forsvarlig og sikker vis. Her fjernes persondata fra hvert eneste produkt, mens alle dele pilles fra hinanden og genanvendes ned til de enkelte metaller.
Elgiganten har et ansvar for at gå forrest
Som markedsleder tager Elgiganten aktiv del i den grønne omstilling. Noget der lægges mærke til blandt medarbejderne. Martin Hansson, varehuschef i Aalborg – Nytorv, fortæller:
– Jeg er stolt af at repræsentere en virksomhed, som går forrest. Det sikrer, at vi også i fremtiden vil være det fortrukne valg, når vores kunder skal handle elektronik. Vi har arbejdet med bæredygtighed i mere end 10 år og er allerede kommet utroligt langt.
Vi modtager og hjælper med at sende kunders gamle elektronik til genanvendelse, vi har en portal med 4 millioner reservedele og har gennem den seneste tid givet tusindvis af produkter nye liv i stedet for at kassere dem. Elgiganten var ligeledes blandt de første til at afskaffe den fysiske tilbudsavis, som indtil 2019 blev husomdelt – her er sparet mange tons papir.
Kunder vil have produkter med længere levetid
Martin har også bemærket, at kunderne i højere grad er påvirket af stigende fødevare- og energipriser:
– Der er ingen tvivl om, at kunderne er bekymrede. Folk er mere bevidste om, hvad de køber. Især er der en klar holdning til at købe bedre kvalitet, da det oftest betyder at TV’et, trøjen eller tasken holder længere. En tendens der ikke kun ses indenfor elektronik, men spænder bredt og noget, der trods omstændighederne glæder os. På den måde kan vi hjælpes ad med at spare på de knappe ressourcer, som for vores vedkommende indgår i fremstillingen af elektronik.
Gammel elektronik kan omsættes til kontanter eller mine-coins
Danskerne har flere millioner elektriske produkter gemt i skuffer og skabe rundt om i hjemmene. Elektronikskrot der kan sendes til genanvendelse og blive til nye produkter – eller få nyt liv.
– Vi har rigtig mange fantastiske muligheder for at hjælpe kunder af med deres gamle og udtjente elektronik. Med vores ”trade-in” kampagner kan kunder indlevere elektronik og få kontanter retur velvidende, at deres gamle telefon får nyt liv. Vores seneste kampagne ”Urban Miner”, som henvender sig mest til gamere, giver også mulighed for at bytte gammel elektronik til mine-coins, som bl.a. kan bruges til nye verdner og skins i det populære spil Minecraft.
Medarbejdere hjælper ledelsen med at spotte ’grønne’ initiativer
Elgiganten har skabt et bæredygtighedsnetværk bestående af mere end 80 udvalgte medarbejdere. Korpset skal bidrage med at håndtere kundernes stigende interesse for bæredygtighed og være med til at identificere lokale indsatser, som Elgiganten kan igangsætte til fordel for planet og miljø. Julie Bilstrup, kasse- og serviceansvarlig, er en del af netværket:
– Jeg synes, det er en virkelig god mulighed for at videreformidle direkte fra ledelsen til varehusene, hvad vi gør for at blive grønnere i Elgiganten. Samtidig giver det ledelsen adgang til ”direkte kilder” i varehusene, der kan give input og indspil til, hvordan den grønne omstilling kan ske i praksis. Det er et netværk, som hjælper hele kæden med løsninger og ideer til, hvordan vi hele tiden kan blive bedre.
Genbrug frem for nyt
Også Julie mener, at Elgiganten har et ansvar for at tage del i den grønne omstilling:
– Det er vigtigt, vi går forrest og hæver standarden i elektronikbranchen. Både gennem de ting vi selv kan påvirke, men også i den dialog vi har med vores kunder. Her har vi en unik mulighed for at rådgive dem om ’grønnere valg’, når elektronikken skal udskiftes eller skrottes.
Jeg håber, at vi sammen kan blive endnu bedre til at tænke genbrug frem for nyt, at vi kan forlænge produkters levetid i stedet for at skrotte – og skrotte på forsvarlig vis, når produkterne ikke virker længere.