Hjemmearbejde er blevet mainstream og det i en sådan grad, at det nu tilbydes af 9 ud af 10 virksomheder, viser ny undersøgelse. Ifølge Dansk Industri giver udviklingen nye fordele, men udfordrer også lederne.
Skrevet af; Peter G. H. Madsen
Tilbage på kontorerne. Sådan skulle det efter sigende have lydt i mange virksomheder ovenpå corona og de tilhørende nedlukninger. En ny undersøgelse viser imidlertid, at mulighederne for hjemmearbejde fortsat er meget stort i mange virksomheder – og det har tilmed været i vækst. I undersøgelsen, som er foretaget blandt 233 virksomheder, der er medlemmer af Dansk Industri (DI), svarer 94 procent, at de tilbyder hjemmearbejde én eller flere dage om ugen. Ifølge fagleder Christine Secher fra Future of Work i DI er udviklingen udtryk for at hjemmearbejde er blevet mere mainstream.
– For et år siden var mange virksomheder optaget af, om de skulle åbne op for muligheden for øget hjemmearbejde, grundet nye erfaringer med hjemmearbejde under corona. I dag har de fleste virksomheder taget stilling og åbne for mere hjemmearbejde. Virksomhederne er nu optaget af at håndtere de udfordringer der kan være, siger Christine Secher.
Hjemmearbejde over 3 dage om ugen er sjældent
Ifølge DI’s undersøgelse har 2 procent af virksomhederne givet mulighed for fem hjemmearbejdsdage om ugen, 3 procent for tre dage om uge, 25 procent for to dage om ugen og 8 procent for en dag om ugen. For flertallet af virksomhederne gælder dog, at det ikke er fastlagt, hvor meget hjemmearbejde, som de giver de ansatte mulighed for. Fagleder Christine Secher fra DI påpeger, at der er både fordele og ulemper ved hjemmearbejde.
– Fordelen ved hjemmearbejde er bedre work/life-balance og en bedre udnyttelse af tid. Det er ikke kun i forhold til mindre tid til transport, det handler også om en bedre udnyttelse af arbedsdagen, siger hun og tilføjer:
– På den anden side udfordrer øget hjemmearbejde lederne. Ledelsesopgaven er anderledes, når de ansatte ikke er på kontoret i samme omfang og det er forskelligt, hvem der er på kontoret og hvornår.
– En anden udfordring er tætte relationer i samarbejde og vidensdeling.
Hjemmearbejde påvirker hele arbejdspladsen
Christine Secher mener derfor også, at det er vigtigt, at hver enkelt virksomheder nøje overvejer, hvorvidt hjemmearbejde er relevant for den enkeltes arbejdsopgave.
– Når virksomheden skruer op for hjemmearbejde påvirker det andre områder som ledelse, kontormiljø, hvordan du skal arbejde når du møder ind på kontoret, mv. Og det skal virksomhederne arbejde med hvis de vil have succes med hjemmearbejde og mere hybride arbejdsformer, siger hun.