Skrevet af; Anders Stouge, Branchedirektør i DI Byggeri
Dokumentation er kernen i det bæredygtige byggeri. Uanset om vi kigger på lovkrav eller private certificeringsordninger, som eksempelvis DGNB, skal aktiviteterne og materialerne på byggepladsen og i byggeriet dokumenteres. For nybyggeri der igangsættes fra årsskiftet, øges baren markant, når der her som noget nyt skal afleveres beregninger af bygningernes CO2-aftryk. Det er et krav, som byggeriets virksomheder er i fuld gang med at indstille sig på, selvom en række vejledninger og nødvendige ændringer i bygningsreglementet mangler af komme på plads. Men det stopper ikke her, da branchen står over for en fremtid med dokumentationskrav, som spænder langt bredere. Hvis det skal virke og give mening, så skal det være nemt og administrativt let at arbejde med.
Klimakrav i bygningsreglementet
Klimakravet i bygningsreglementet betyder, at der skal afleveres en livscyklusvurdering ved færdigmelding af alle nybyggerier, der søger om byggetilladelse fra 1. januar 2023. I tillæg hertil får større byggerier på mere end 1000 m2 en CO2-grænseværdi, der ikke må overskrides. Bygherrerne har ansvaret for beregningen, men denne bliver som oftest udført af rådgiverne eller totalentreprenører og vil være baseret på den dokumentation, som bliver båret gennem hele byggeriets værdikæde.
Materialevalg på usikkert grundlag
De nye regler kommer ikke uden udfordringer. Som nævnt skal det være administrativt nemt at arbejde med og at overholde reglerne. En anden ting er, at overholdelse af reglerne kun giver menig, hvis de rigtige data anvendes. Datakvaliteten kan variere alt efter, hvor langt et projektet er, og det kan påvirke konkurrenceforholdet og dermed valget af forskellige materialer.
Sammenligningen af materialer tidligt i projektet er oftest baseret på unøjagtige generiske miljøvaredata, selvom der findes produktspecifikke data. Det betyder, at klimakravet bl.a. kan blive en udfordring for nogle materialer, da man risikerer, at produkter kan blive fravalgt på et forkert og upræcist grundlag. Konsekvensen er derfor potentielt ulige konkurrencevilkår og fejlagtigt beslutningsgrundlag for design og materialevalg, hvilket ikke vil fremme klimaet i en gunstig retning.
Høj datakvalitet er en nødvendighed
En metode der promoverer højere datakvalitet, er at tillægge data den usikkerhed, som er forbundet med at bruge dem. På den måde tager man usikkerhederne med ind i beslutningsprocessen og giver et væsentligt incitament til at bruge de sikre produktspecifikke data. Det giver samtidig også et incitament til materialeproducenterne om at levere så specifikke data som muligt, en essentielle prioritering, hvis udregningerne skal repræsentere det byggede.
Dokumentation på byggepladsen
At sikre dokumentationen for de materialer, der ender med at blive bygget ind i bygningen, er en opgave, som bl.a. ligger hos de udførende håndværkere på byggepladsen, der kan virke uoverskueligt.
Det handler i bund og grund om, at der skal være styr på mængderne og materialetyper. De udførende er udset til en vigtig rolle, når det kommer til at levere input om de anvendte materialer. Det kan blive en meget tung administrativ opgave, når der skal indhentes oplysninger. Derfor er det også vigtigt at understøtte en digitalisering af processen, så dette kan gøres så let og automatisk som muligt. Her har leverandørerne igangsat en digital omstilling, som kan sikre, at dokumentationen flyder fra producenterne over håndværkerne til rådgiverne. Forhåbentlig på en måde så hele setupet ikke opleves som et administrativt mareridt.
Bæredygtighedsdokumentation fremadrettet
De kommende krav i bygningsreglementet er blot toppen af isbjerget. Vi ser imidlertid ind i en fremtid, hvor virksomhederne skal forholde sig til efterspørgsel om en bredere bæredygtighedsdokumentation fra mange kunder og finansieringsinstitutter. Ud over CO2, ser vi frem mod dokumentation af biodiversitet, cirkularitet og klimasikring – blot for at nævne et udvalg. Flere større virksomheder og bygherrer skal allerede leve op kravene i EU’s Taksonomi, og i øjeblikket arbejder Kommissionen på at færdiggøre flere omfattende rapporteringskrav på bæredygtighed i EU.
I den sammenhæng er det utrolig vigtigt, at den danske lovgivning løbende justeres, så den følger de europæiske krav til dokumentation, så danske virksomheder ikke drukner i mange nationale særkrav, der i bund og grund har samme mål, og hvor man efterfølgende så alligevel skal indrettet sig efter de vedtagne og gældende EU-regler. Det er så også vigtigt, at virksomhederne kan følge med og at implementeringshastigheden indrettes herefter.
