Med The Company Show har Anders Mundelin skabt en velkendt og underholdende ramme, der får virksomheders seriøse budskaber til at trænge igennem — og blive husket — af publikum.
De klassiske amerikanske talkshows — Late Night Shows — er kendt for at have en høj underholdningsværdi. Tænk bare på David Letterman, Stephen Colbert eller Jimmy Fallon. Det samme kan man ikke sige om ret mange Power Point-præsentationer til et møde eller en konference. Men hvad så, hvis man tager budskaberne fra en Power Pointen og putter dem i en talkshow-ramme. Det er ideen bag The Company Show — et koncept, som Anders Mundelin har opfundet og gennem de seneste år har afviklet i forbindelse med årsmøder, kick-offs, salgsmøder og andre arrangementer i danske virksomheder.
”Det er svært at trænge igennem med budskaberne i en Power Point-præsentation. Folk er ikke vant til at sidde og lytte på den måde, og de går hurtigt død. De glemmer, hvad der blev sagt, og taler ofte mere om frokosten bagefter,” siger Anders Mundelin.
”Derfor fik jeg ideen til et talkshow, som er en velkendt ramme, hvor der både er plads til at grine og være alvorlig. Vi tager de klassiske møder og budskaber og sætter dem ind en talkshow-ramme, for folk husker bedre det, der bliver sagt, når formidlingen også er underholdende,” fortæller Anders Mundelin.
Til The Company Show inviterer han typisk en række ledere og nogle gange også medarbejdere på scenen til interviews om dagens emne eller emner. Showet veksler mellem det sjove og det seriøse, man forsøger at inddrage publikum, og kombinerer interviewene med små musikalske indslag fra Anders Mundelins makker på scenen — fuldstændig som det kendes fra tv-talkshowet.
Show er ikke bare sjov
Anders Mundelin understreger, at The Company Show ikke er ”sjov, gak og løjer”, men derimod er et nøje forberedt program, hvor han på forhånd sætter sig ind i virksomhedens situation, kultur og de budskaber, som ledelsen gerne vil formidle. Han laver også forhåndsinterviews med de ledere og eventuelt andre, der skal på scenen som ”gæster” i talkshowet.
”Når jeg skriver manuskriptet, har jeg på forhånd aftalt med deltagerne, hvor i interviewet det skal være hardcore seriøst, og hvor jeg kan joke lidt eller stikke lidt til en leder. Der er helt klare linjer mellem mig og den jeg interviewer om, hvordan det skal forløbe. Vi planlægger et flow, men aftaler ikke, hvad de skal svare på mine spørgsmål, for så ville det blive for stift,” siger Anders Mundelin.
Medarbejdernes mand
Som talkshow-vært ser Anders sin rolle, som publikums mand og den, der til et internt firmamøde fx kan spørge om ting, som medarbejderne selv tør gå direkte til ledelsen med. Han nævner et eksempel fra en virksomhed, der havde fået en ny direktør, som havde svært ved at få medarbejdernes tillid.
”Han havde sagt til flere møder, at han ikke kom til at lukke afdelinger, men medarbejderne troede ikke på ham. Så lavede vi talkshowet, hvor jeg på en humoristisk måde udfordrede ham på netop det spørgsmål. Bagefter fortalte han mig, at medarbejderne for første gang havde lyttet ordentligt efter og troet på, hvad han sagde.”
Skævt — og professionelt
Anders Mundelin har lavet The Company Show for mange forskellige typer af virksomheder — fra firmaer med kørende sælgere og håndværksvirksomheder til store konsulentvirksomheder. Og han får efter eget udsagn positiv feedback på formen med et miks af underholdning og seriøse budskaber.
”Publikum er nogle gange overrasket over, at showet også er seriøst. Men jeg har en rolle som professionel facilitator, hvor budskaberne blot bliver præsenteret i en lidt skæv og mere underholdende ramme, som får folk til at være vågne og lytte efter.”
Anders Mundelin har en fortid som konferencier og vært gennem mange år, ligesom han arbejdet med forretningsudvikling og marketing både som leder og selvstændig.
”Med The Company Show hyrer du ikke bare en entertainer, men en der forstår at være underholdende og samtidig har indsigt i og interesse for forretninger,” siger Anders Mundelin.
Oplev Anders Mundelin og The Company Show på Møde & Eventdagen den 29. september 2022 i Aarhus Congress Center.