De danske webshops er inde i en periode med recession og tilbagegang. Men når nedgangstider på et tidspunkt vendes til opgangstider, gælder det om at være parat. Når e-handelen igen vokser, kommer det nemlig til at gå stærkt i et meget konkurrencebetonet marked. Det vurderer man hos DanDomain, der er en af landets store aktører inden for e-handelsløsninger.
Allerede før Coronakrisen lukkede Danmark ned i foråret 2020, var e-handel noget der skulle tages seriøst. Virkelig seriøst. Forbrugerne havde i allerhøjeste grad grebet denne salgskanal, og derfor skete der helt naturligt det, at da de fysiske butikker i vid udstrækning var nødt til at låse døren ud til gaden, ja så eksploderede nethandelen. I løbet af relativ kort tid var der mere eller mindre tale om en fordobling i omsætningen.
Det kunne man tydeligt mærke hos DanDomain, der er en af landets helt store aktører inden for e-handelsløsninger. Alene her driver man en platform med mere end 6.000 webshops, som samlet set præsterer en årlig omsætning i omegnen af 10 mia. kroner. Ifølge salgsdirektør Anders Eiler skete der altså en signifikant ændring i hele e-handels universet i stort set samme sekund, som statsministeren satte vores fysiske tilværelse på standby.
Verden er vendt 180 grader
”Det gjaldt både i forhold til, hvor mange, der fik lyst til at starte en webshop, hvordan de eksisterende webshops agerede på den nye situation samt ikke mindst, hvor meget, der blev solgt for”, forklarer Anders Eiler. Hos DanDomain fik man travlt med at hjælpe sine kunder med at håndtere den nye situation således, at de blev gearet til på bedst mulige måde at kunne generere salg online.
I dag er situationen en ganske anden. Verden er åbnet op igen, og megen handel er flyttet tilbage i de fysiske butikker. Ligeledes er inflationen høj, forbrugerusikkerheden er stor, og situationen i Ukraine er heller ikke med til at gøre situationen meget bedre. Det betyder, at vi som forbrugere holder lidt mere på pengene, så mens Coronakrisen var den perfekte storm set i relation til e-handel, er det stik modsatte nu tilfældet.
Lige nu er det tid at trimme
Samtidig hærger Coronaen stadig i Asien, hvilket betyder, at det kan være svært at få varer hjem. Det betyder ifølge Anders Eiler alt sammen, at situationen for webshops er, at de indtil nu har oplevet et 2022, hvor omkostningerne har været på 2021 niveau, men at omsætningen, er faldet med 15-20 pct. Man behøver således ikke en regnemaskine for at konstatere, at det er uholdbart.
”Lige nu er vi i en situation, hvor der handles mindre i landets webshops, men alt kommer jo i bølger, og derfor er der heller ikke nogen tvivl om, at situationen på et eller andet tidspunkt vil normaliseres og igen udvise vækst. Derfor er det ekstremt vigtigt, at man sørger for at trimme både sin webshop og sine processer, så man er klar til den dag, hvor udviklingen vender”, uddyber Anders Eiler.
Konkurrencen er benhård
Det gælder om at gå hele webshoppen igennem med en tættekam og finde ud af, om alt virker som det skal. Fungerer varehåndteringen, er der styr på konverteringsoptimeringen, er brugerinterfacet tip-top i orden, så forbrugerne får en god købsoplevelse. Det er vigtigt at have styr på alle disse faktorer, for den dag e-handelen igen vokser, kommer det til at gå stærkt, mener Anders Eiler. Han siger videre:
”Konkurrencen er blevet hårdere, for du kæmper ikke kun mod de andre webshops i Danmark. Du kæmper også mod de store markedspladser og de internationale butikker. Derfor handler det om at finde sin niche og finde ud af, hvilken forskel man kan gøre for forbrugerne. Indkøbsmønstret er jo i høj grad præget af illoyalitet forstået på den måde, at man hurtigt suser videre til en anden webshop, hvis tingene ikke fungerer, som de skal”.
Bundniveauet er blevet hævet
På trods af den øjeblikkelige nedgang i omsætningen i de danske webshops, er der dog ikke tale om den rene elendighed, for generelt set er bundniveauet alt andet lige blevet løftet. Årene 2020 og 2021 var helt ekstraordinært gunstige for e-handel, og derfor er det ikke helt retvisende at bruge dem som sammenligningsgrundlag, når man kigger på 2022. Man er nødt til at vurdere situationen i et større perspektiv.
”Kigger man på udviklingen fra 2009 og frem til 2019, ses en vækst i e-handel på 8-12 pct. hvert år. Hvis denne kurve fremskrives lineært gennem 2020 og 2021 frem til 2022, kommer vi ud væsentligt over det punkt, man ville have kunnet forvente. Så selv om Coronakrisen har givet en unaturlig høj omsætning, og der lige nu er nedgang, ligger vi stadig over det niveau, vi ville have set under normale forhold”, siger Anders Eiler.
Vær rolig og hold fokus
Som nævnt var Coronakrisen med til at søsætte rigtig mange nye webshops, og selv om nogle af dem er lukket igen af forskellige årsager, er der mange af de nye, som hænger ved. Hvis man skal være klar til kampen om forbrugerne, når verden på et tidspunkt kommer til at se mere normal ud, er det Ifølge Anders Eiler som nævnt nødvendigt at bruge den aktuelle nedgangstid til at give sin webshop et servicecheck.
”Det er især vigtigt at have et øje på alle sine faste omkostninger og spare der, hvor der med rimelig kan spares. Jeg er overbevist om, at dem, der bruger tiden nu fornuftigt, vil vinde og komme endnu stærkere ud på den anden side. Der er ingen tvivl om, at e-handelen kommer til at vokse igen, så slå koldt vand i blodet og hold fokus på din kerneforretning, nemlig webshoppen”, slutter Anders Eiler.