Tomgangen er rekordlav, og udbudte lager-, industri og logistiklokaler bliver lynhurtigt lejet ud eller solgt, lyder det enstemmigt fra tre sjællandske EDC Erhverv Poul Erik Bech-mæglere. Løsningen for mange er at bygge nyt, og flere kommuner udlægger jord til erhverv. Den kommende, nye Storstrømsbro og Femern Bælt-forbindelsen er med til at sætte fart på udvikling og efterspørgsel.
Stort set alt, hvad EDC Erhverv Poul Erik Bechs sjællandske afdelinger har af lokaler til lager, logistik og produktion, bliver lynhurtigt revet ned fra hylderne af handel-, industri- og transportvirksomheder. Tomgangen i Region Sjælland er ifølge Ejendomstorvet.dk den laveste siden 2007. Særligt Vest- og Sydsjælland har få ledige bygninger, men over hele regionen og i hele landet er der rift om lokaler, så nærmest alle ledige kvadratmeter kan sælges eller udlejes. Sven Lyse, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Vest- og Midtsjælland siger:
”Vi oplever meget stor efterspørgsel bredt over hele Sjælland og både fra virksomheder og investorer. Virksomhederne nyder godt af et solidt opsving med rekordhøj beskæftigelse. Desuden vil mange sikre sig ekstra kvadratmeter på grund af problemer med de internationale forsyningskæder. En del virksomheder tør ikke længere stole på stabile leverancer fra Kina.”
God plads på Sjælland
Kampen om især logistikbygninger er benhård i hovedstaden, og det bliver sværere at udvide og bygge nyt i Storkøbenhavn, fordi meget erhverv omlægges til boligområder. Fx i forstæderne langs den kommende letbane, og samlet kigger investorerne længere væk fra Rådhuspladsen, end for blot to-tre år siden.
”Med meget få ledige lokaler i store dele af Region Sjælland er løsningen ofte, at virksomhederne bliver nødt til selv at bygge, eller at investorer bygger spekulativt med forventning om, at der flytter lejere ind. Det positive er, at flere kommuner i vores område udlægger jord til erhverv, ofte tæt på motorvejene. Det ser vi i fx Ringsted og Holbæk. I Slagelse, der historisk er en stor industriby og har adskillige motorvejsafkørsler, har vi netop fået en superspændende og kæmpe grund på 9,5 hektar ved Stop 39-erhvervsområdet, hvor ejerne enten vil sælge jorden eller bygge til udlejning,” siger Sven Lyse.
Han fremhæver også en anden klassisk industriby, Kalundborg, hvor sidste etape af motorvejen fra Holbæk og København nu er på vej. ”Der bliver investeret omkring 20 mia. kr. i Kalundborg i disse år, og mange vælger at bosætte sig, fordi virksomheder som Novo Nordisk og Chr. Hansen tilbyder gode, vellønnede job. Kommunen har udbygget havnen og trukket Mærsks containeraktiviteter til, den udlægger jord til mere erhverv, og på lidt længere sigt får byen gavn af Femern Bælt-forbindelsen, ikke mindst hvis politikerne vedtager at anlægge en motorvej sydover til Slagelse og videre til Næstved. Det vil give erhvervslivet en stor gevinst i tid og kilometer,” siger Sven Lyse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Investorer på jagt
I den østlige del af regionen er efterspørgslen på især lager- og logistiklokaler og byggejord også stor, beretter Brian Skov Andersen, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Køge.
”Det, vi har, får vi også solgt og udlejet. Der er stor interesse for Køge og for Greve, hvor udbuddet dog er ret begrænset. Efterspørgslen kommer både fra virksomheder og investorer, herunder store spillere som internationale kapitalfonde, der helst vil have ejendomme på mindst 10.000 m2.”
Storstrømsbro: Brobyggeri i syd
Også på den sydlige del af Sjælland er efterspørgslen stor, siger Michael Kristiansen, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Sydsjælland og Lolland-Falster. ”Vi kan registrere stor interesse for industriejendomme og grunde over det meste af Sydsjælland – især tæt ved motorvej. Interessen kommer ikke mindst fra brugere i det mindre segment. Flere kommuner udlægger erhvervsjord tæt ved motorvejene for at udnytte mulighederne ved den kommende Femernforbindelse.”
Fuld fart på Femern
Det gigantiske tunnelprojekt ved Rødbyhavn har udløst stor efterspørgsel på lager- og produktionslokaler. Desuden er investorer begyndt at se frem mod tiden efter åbningen i 2029.
”Vi har det seneste par år mærket meget stor interesse for lokaler og grunde på Lolland – helst så tæt som muligt på Femern-sitet i Rødbyhavn med byggepladsen og den kæmpestore fabrik, som fremstiller tunnelelementer. Aktiviteten topper i 2023 og 2024, så vi forventer stigende efterspørgsel det næste år til halvandet,” siger Michael Kristiansen.
Det kæmpestore anlægsarbejde med tunnelen til Femern har udløst massiv efterspørgsel af lokaler på især Lolland, men foreløbig har det ikke forplantet sig så meget til Sjælland endnu, men det forventes at komme. Til gengæld nyder den sydligste købstad på Sjælland, Vordingborg, godt af et andet stort bro- og havneprojekt med en prislap på 4,5 mia. kr. påpeger Michael Kristiansen:
”Den kommende, nye Storstrømsbro og en stor havneudvidelse har givet masser af aktivitet i byen og på det lokale ejendomsmarked. Det har handlet om at skaffe såvel boliger til de mange byggefolk som lokaler til entreprenører og striben af underleverandører.”