Den nyligt lancerede Sundhedsreform kommer vidt omkring. Ambitionerne er der til overflod. Men handlingsanvisningerne står langt fra mål med dem, og partnerskaber nævnes aldrig som løsning. Og så har der sneget sig et bemærkelsesværdigt ord ind: ”Bæredygtigt”.
Skrevet af; Camille Aulkær Andersen, partner, direktør og ansvarlig for bæredygtighed i Kompas Kommunikation ApS.
Det er svært at være uenig, når Regeringen med den nye Sundhedsreform både vil forebygge, styrke kvaliteten og give mere tid til patienterne. Dykker man dybere i reformen, vil den opmærksomme læser se, at Regeringen også vil ’arbejde for et bæredygtigt sundhedsvæsen’. Afsnittet omhandler godt nok kun den del af bæredygtighed, der drejer sig om klimaet, og på den ene side, der er ofret på emnet, bliver læseren ikke stort klogere på, hvad man konkret har tænkt sig at gøre på klimaområdet. Det er ærgerligt.
Alt skal løses – men hvordan?
Men, arbejder man med sundhed, bæredygtighed og kommunikation – ofte i skøn forening – så slår det én, at reformen faktisk er en ret omfattende opremsning af social og sundhedsmæssig bæredygtighed (iblandet en alt for lille snak om klima). Den kommer både rundt om:
- Øget forebyggelse
- Mindre ulighed i sundhed
- Kamp mod antibiotikaresistens
- Styrket indsats for mental sundhed
- Styrket kvalitet i det nære sundhedsvæsen
- Styrket indsats for kroniske sygdomme
- Nye sundhedsklynger
- Bedre akuthjælp
- Bedre kvalitetsudvikling gennem data
- Flere digitale løsninger til patienter
- Kortere ventetider og mere tid til patienterne
- Lavere sygefravær hos sundhedspersonale
- Kompetenceudvikling hos sundhedspersonalet
- Robusthed i pandemiberedskabet
Det er voldsomt mange udfordringer og reelle problematikker, der – hvis de ikke løses inden for få år – kan gøre både vores og fremtidige generationers chancer for at leve et sundt liv (eller bare leve i det hele taget) markant dårligere. Se bare på, hvad der skete, da verden havde glemt vigtigheden af at være rustet til en flerårig pandemi… Men måske er det også lidt useriøst, at man forsøger at behandle alt dette i én lille reform?
Samarbejde ignoreres
Man kunne have ønsket sig, at hver (udvalgt) problematik var fulgt op af konkrete planer for handling – udarbejdet sammen med dem, der ved mest om emnet. Man kan undre sig over, at stigende overvægt i DK glimrer ved sit fravær. Og man kunne også have ønsket sig, at skribenterne bag reformen havde ordentlig indsigt i, hvad bæredygtighed egentlig rummer, og at en klimaindsats på sundhedsområdet på ingen måde kan belyses på én side. Især manglen på konkrete handlingsforslag ærgrer. Og et af de potentielt mest effektive værktøjer – offentlig-privat samarbejde – nævnes ikke med ét ord. Til trods for, at det netop er et af de primære satsningsområder i Folketingets Life Science Strategi. DET er trist. For hvis vi skal fixe alle de problemer, som listes op (og helst også dem, der ikke gør), kommer det til at koste. Det kommer til at koste ressourcer, massiv erfaring fra og adgang til den virkelige verden; patienterne, og en enorm samarbejdsvilje fra alle parter.
Vi skal stå sammen for at få mere sundhed
Og det er præcis dét mix, offentlig-private samarbejder kan, når det lykkes at stable dem på benene. Hvilket heldigvis sker, bare ikke så tit, som man kunne ønske sig. Og desværre hører vi heller ikke ret ofte om dem. For af frygt for at gentage fortidens synder, hvor nogle læger har været købt af industrien, har vi polstret os med så rigide regler, at det i praksis er uhyggeligt svært at etablere offentlig-private samarbejder. Og hvor især den offentlige part vægrer sig ved at tage initiativ til samarbejde af frygt for at komme i klemme eller blive fordømt i egne rækker.
Så – hvis vi, som Regeringen ønsker det, skal opnå et ’bæredygtigt sundhedsvæsen’, så skal vi ikke bare se at komme i sving med konkrete handlinger på samtlige udfordringer – vi skal også acceptere og anerkende, at en stor del af dem må og skal løses via gennemsigtige, ordentlige og fornuftigt(!) regulerede samarbejder til gavn for begge parter – og især til gavn for patienterne. Og både under og efter skal vi kommunikere ærligt om det; hvad det kræver, hvorfor vi gør det, hvem der bidrager med hvad, hvad patienterne vinder ved det – og hvad vi i øvrigt alle sammen får ud af det. Kun ved at stå sammen og gå forrest med de gode eksempler på samarbejder, får vi mere sundhed for pengene.
