Regeringen er klar med et udspil til en ny sundhedsreform. Ambitionerne er store, lige som ordene er mange og fine. Men er det en opgave, den offentlige sektor kan klare alene, eller skal der hentes hjælp ind fra sidelinjen – fra den private sektor…?
Da statsminister Mette Frederiksen (S) fik overdraget nøglerne til Statsministerieret, sagde hun, at det offentlige og private ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger. Kloge ord, for i Danmark er vi – sammenlignet med mange andre lande – ret gode til samarbejde mellem den offentlige og den private sektor. Det er der mange eksempler på inden for blandt andet uddannelse og forskning.
Men hvad med sundhedssektoren?
I den nyligt lancerede Sundhedsreform fra Sundhedsministeriet skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at ”I Danmark tager vi ansvar for hinanden. Det gør vi gennem et fælles sundhedsvæsen for alle. For sundhed er en forudsætning for, at vi kan leve det liv, vi ønsker”. Men velfærdssamfundet er under pres, og sparerunde efter sparerunde rammer sundhedssystemet. Arbejdsmæssigt er læger, sygeplejersker, jordmødre og SOSU’er tvunget i knæ. Der skal laves mere for de samme penge med færre hænder på kortere tid. En af ambitionerne i den nye sundhedsreform er bedre forebyggelse, bedre folkesundhed og mere tid til den enkelte patient. Hvordan kan det lade sig gøre, når sundhedssektoren oplever en sand medarbejderflugt?
I sundhedsreformen står der også, at ”En større andel af de uddannede sygeplejersker, social- og sundhedsmedarbejdere og jordemødre skal blive i faget og i det offentlige sundhedsvæsen. En større andel af de uddannede sygeplejersker, social- og sundhedsmedarbejdere og jordemødre skal arbejde fuldtid i det offentlige sundhedsvæsen”. Så hvordan hænger det lige sammen?
Hvad er vejen frem?
Samtidig bor ikke mindre end 600.000 danskere i et såkaldt lægedækningstruet område, psykiatrien skriger på en markant opgradering, mens alt for mange patienter – også i somatikken – genindlægges alt for hurtigt efter udskrivelse. Hvis vi virkelig skal opnå en styrkelse af det nære sundhedsvæsen, hvad er så vejen frem? Er større bevillinger og politiske ambitioner nok? Mulighederne i et offentlig-privat samarbejde er nemlig ikke nævnt med ét eneste ord i regeringens udspil til en sundhedsreform.
Hvad synes I – hvordan får vi bedst muligt implementeret regeringens sundhedsudspil med henblik på at styrke offentlig/private samarbejde?
IKKE UDEN ET STÆRKT OFFENTLIGT-PRIVAT SAMARBEJDE
I lang tid har vi ventet på regeringens udspil til en sundhedsreform, men i marts fik vi endelig udkastet i hånden. Forhandlingerne er lige på tærsklen til at gå i gang, og de store spørgsmål er nu: Løser udspillet de problemer, alle er enige om skal løses? Er det ambitiøst og bredt nok? Og er det overhovedet realistisk, at det kan gennemføres, som det står nu i udspillet? I årevis har sundhedsvæsenet set ind i mere centralisering og stigende mangel på sundhedspersonale med et stadigt voksende antal kronisk syge patienter. Særligt gruppen af ældre er hårdt ramt af kroniske sygdomme.
Det er alvorlige udfordringer, der betyder, at sundhedsvæsenet ikke bare kan levere mere af det samme. Der er et reelt behov for en reform, som netop fremtidssikrer sundhedsvæsnet med blandt andet flere ældre, kronikere og mangel på sundhedspersonale. Her kan den private sundhedsindustri være med til at bringe konkrete løsninger på bordet, som har et langsigtet potentiale på de udfordringer, sundhedsvæsnet står over for. Et nyt fokus på forebyggelse kræver for eksempel nye behandlingsmetoder og teknologier, der kan forbedre forebyggelsesindsatsen og ændre mulighederne for den enkelte patients behandling.
Det store fokus på sundhedsdata i reformudspillet er kærkomment, fordi data skaber et solidt fundament for innovative løsninger, der virker. Hvis data kommer mere i spil, kan den stærke danske life science sektor bidrage til, at en reform kommer i mål med sine ambitioner. Og her er det vigtigt at få ryddet uhensigtsmæssige regler ad vejen, der forhindrer dataindsamling på tværs af sygehuse, praksis og kommune. Fremtidens sundhedsvæsen skal have alle i arbejdstøjet. Men det kræver, at de private bydes indenfor og får mulighed for at udvikle de løsninger, som matcher behovene i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.
VI SKAL VÆK FRA ET OS OG DEM
Folketingets Life Science Strategi blæste offentlig-private samarbejder stort op. Men nu nævner Sundhedsreformen dem ikke med ét ord. Det er skørt, for er der nogle, der kunne have gavn af at samarbejde, så er det en industri med overskud og visioner – og et offentligt sundhedsvæsen i knæ.
Så hvorfor er det så svært at få styrket offentlig-privat samarbejde i Danmark? Fordi vi pisker os selv med fortidens synder; hvor læger har været i lommen på industrien. Og de grimme minder resulterer i kollektiv afstraffelse, som ikke er fair eller frugtbar. Det betyder, at samarbejder kan være uhyggeligt svære at etablere. Fordi den offentlige part er på vagt, men også fordi vi har polstret os med så rigide regler, at de spænder ben for gode intentioner. Jeg har set utallige eksempler på, at to parter så åbenlyse fordele i at samarbejde, men måtte opgive, fordi regler gjorde det for bøvlet eller ligefrem forhindrede det.
Og hvis det lykkes, vægrer begge parter sig ved at kommunikere det. Man skulle nødigt tro, at nogle var købt. Derfor ses så få gode eksempler, og derfor forbliver forbilledlige samarbejder ofte en hemmelighed. Som med bæredygtighed (som samarbejder også er), er omverdenen for fokuseret på at slå ned på synderne fremfor at fremhæve dem, der finder gode løsninger.
En forudsætning for mere offentligt-privat samarbejde er, at vi formulerer fornuftige og gennemsigtige regler (og ja, der SKAL være regler), og at vi kommunikerer de gode samarbejder. Vi skal væk fra et os og dem.
VORES SKRANTENDE SUNDHEDSVÆSEN KURERES MED NYTÆNKNING OG DIGITALE LØSNINGER
Regeringens sundhedsreform lægger med mange gode tiltag op til en transformation af sundhedsvæsenet. Men skal vi kurere vores sundhedsvæsen, er det ikke nok med sympatiske visioner. Vi skal handle. Covid-19 har nu for alvor sluppet sit greb i os, og som samfund står vi tilbage med en række værdifulde erfaringer, som vi må og skal bruge til at udvikle Danmark.
Blandt andet står det lysende klart, at private virksomheder med meget kort varsel kan træde til, når de mest kritiske samfundsudfordringer skal løses. Det så vi eksempelvis med Corona-passet, der blev udviklet på bare syv uger. Her gik det private og offentlige Danmark sammen om en løsning, der blev afgørende for, at samfundet kunne åbnes. Med den erfaring i baggagen bør det offentlige og private ikke kun arbejde tæt sammen om innovative digitale løsninger i krisetider: Sundhedssektoren har i dén grad brug for, at vi fortsætter.
Her vil nye digitale løsninger, udviklet i samarbejde mellem sundhedsvæsenet og det private erhvervsliv, kunne sikre den transformation, sundhedsreformen beskriver – bl.a. ved at muliggøre hjemmeindlæggelser eller lette administrative opgaver, så der frigøres hænder til patienterne. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat nytænker og udvikler vores digitale løsninger, ligesom vi må tage de løsninger i brug, der allerede ligger klar. Lad os styrke det offentlige-private samarbejde, så vi kan skabe reel langsigtet forandring i sundhedsvæsnet til gavn for os alle.
KÆMPE POTENTIALE, HVIS VI TØR UDNYTTE DEN PRIVATE INNOVATIONSKRAFT
En sundhedsreform skal først og fremmest løse de mange udfordringer, vi står overfor med flere ældre, flere kronikere, flere multisyge og færre til at behandle dem. En af vejene til at løse udfordringerne, går netop igennem offentlig-privat samarbejde. I Dansk Erhverv løfter mange af vores medlemmer allerede et stort ansvar mange steder i sundhedsvæsenet. De driver hospitaler, udvikler innovativ medicin, kører ambulancer, producerer medicinsk udstyr, leverer telemedicinske ydelser, driver lægehuse og opfinder nye sundhedsteknologiske løsninger og meget mere. Alt sammen til gavn for danske patienter.
Men der et kæmpe potentiale, hvis vi tør udnytte den innovationskraft, der er hos de private, endnu mere og lade dem tænke med helt ind i både udviklingsfasen og opgaveløsningen. Et eksempel kunne være omkring de nye nærhospitaler, i den præhospitale indsats eller i den kommende kronikerindsats. For der er behov for at tænke nyt. F.eks. rummer nærhospitalerne potentiale til at være laboratorier for fremtidigt offentligt-privat samarbejde. Et sted hvor man afprøver nye samarbejdsmodeller og inddrager de private kapaciteter på nye måder. Det kunne være gennem nye teknologiske afprøvninger, som f.eks. brug af kunstig intelligens til tidlig opsporing af f.eks. hjertepatienter for at forebygge indlæggelser, eller nye tiltag til tidlig opsporing af kronikere og hjemmemonitorering af kronikere, og hvor et udsving ville udløse et besøg af f.eks. en ambulanceredder, der på stedet vil kunne stabilisere patienten.
Det vil være til gavn for patienterne, at vi i langt højere grad indtænker de sundhedsfaglige kompetencer, som virksomheder i Danmark besidder. Vigtigst er det, at vi hæver ambitionerne og slår de offentlige og private kræfter sammen, så danskerne kan tilbydes den bedste sundhedsbehandling, uanset om det sker nært eller fjernt eller i offentlig eller privat regi.
