Investeringer i forskning og udvikling er vigtigt. Ikke bare for at vi kan udvikle ny medicin og nye løsninger på klimaudfordringerne. Forskning og udvikling udgør også et vigtigt bidrag til det danske samfund.
Skrevet af; Henrik Christensen, formand for DiaLab
Afkastet af offentlige investeringer er betydeligt, og studier viser, at for hver krone det offentlige investerer i forskning og udvikling, får samfundet værdi for mellem 1,2-1,5 kr. Men det er ikke bare vigtigt at det offentlige investerer i forskning og udvikling. Det er også vigtigt at rammerne for private investeringer er så gode som muligt, så vi gør det attraktivt for private virksomheder at investere i eksempelvis udviklingen af nye teknologier og behandlinger.
Det er med til at skabe bedre velfærd for os alle. Og det er med til at skabe arbejdspladser i Danmark, fastholde borgerne i arbejde, og give dem et sundt og godt liv, med høj livskvalitet. Investeringer i forskning og udvikling, medfører dermed også en samfundsøkonomisk gevinst. Investeringer i offentlig forskning, og gode rammer for privat forskning og udvikling, er således med til at sikre både vækst og velfærd. Dét er sund fornuft.
Invester i de forskningstunge uddannelser
Vi har i Danmark en blomstrende biotek-branche, som vokser år for år, men vi mangler i den grad kvalificeret arbejdskraft, hvis vi skal fortsætte den positive udvikling. Vækstkurven kan simpelthen ikke fortsætte opad, hvis ikke der er dygtige hænder og kloge hoveder, til at løfte de ekstra arbejdsopgaver der følger med. Det kræver investeringer i uddannelser, både opnormering og forskning, herunder flere ph.D.er.
Vi mener også, at basisforskningsmidlerne til STEM-uddannelserne skal øges, ikke kun til universiteterne, men også til professionsuddannelserne, m.v., som bedriver forskning. Desuden er der behov for at det fremtidige behov for arbejdskraft indenfor vækstbrancher såsom biotek, life science og greentech hurtigst muligt skal afdækkes, med henblik på en hurtigst mulig opnormering på de relevante uddannelser. Hvis vi skal sikre fortsat vækst og udbygning af vores styrkeposition indenfor biotek, kræver det investeringer i de forskningstunge uddannelser.
Forskning bidrager til den grønne omstilling
Det danske forskningsmiljø spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling, ikke blot igennem forskning i nye grønne løsninger, men også ved at stille krav til leverandører og samarbejdspartnere. Et godt eksempel er Københavns Universitet, som har vedtaget et 2030-mål for bæredygtighed, som bl.a. stiller krav til bedre genanvendelse og brug af ressourcer, og mere bæredygtige laboratorier.
Et andet godt eksempel er Novo Nordisk, som med deres circular for zero-strategi har sat ambitiøse mål for hele deres værdikæde, som bl.a. også stiller krav til deres leverandører. Vi kan ikke undvære laboratorier i udviklingen af morgendagens løsninger, hvad enten der er tale om ny medicin eller grøn omstilling. Laboratorierne har dog også et meget stort klimaaftryk, på grund af de store mængder ressourcer de bruger bl.a. plastikprodukter, men også eksempelvis strøm til ventilation, drift af maskiner, og så videre.
Derfor har vi i DiaLab løbende dialog med vores kunder, bl.a. Københavns Universitet og Novo Nordisk, om hvordan vi kan bidrage til den grønne omstilling samtidig med at vi fastholder forskning i verdensklasse, som er helt afgørende for at løse morgendagens udfordringer. Det gør vi bl.a. ved at kigge på genanvendelige emballager og mere bæredygtige leverandørkæder. Hvis vi i Danmark styrker den offentlige forskning, styrker rammerne for den private forskning, og med fokus på de bæredygtige rammevilkår, så skaber vi de bedste forudsætninger for udvikling af fremtidens innovative løsninger.