Kommunen begynder nu at tale med investorer og developere, der skal opføre de første boliger i en ny bebyggelse ved Kildedal Station. Også erhverv hører til bebyggelsen, og særligt håber man at tiltrække en klynge af life science-virksomheder.
De høje huslejer i centrum af hovedstaden har givet anledning til et nyt fænomen: Nogle vælger i stedet en billigere bolig i hovestandens rand, og når de alligevel skal derud, vil de også have nem adgang til ”rigtig” natur. Det har givet anledning til et antal ”nybyggerbyer”, f.eks. NærHeden i Høje Taastrup Kommune og Vinge i Frederikssund Kommune.
Og snart får Ballerup Kommune også sin version: Bydelen Kildedal, placeret ved S-togsstationen af samme navn, som ligger to stop efter Ballerup selv, når man kommer fra København. Inden sommer håber man at kunne offentliggøre navne på de developere, der skal bygge de første boliger, oplyser projektdirektør Tim E. Halvorsen i udviklingsselskabet Kildedal P/S. En spritny hjemmeside skal samtidig fortælle interesserede borgere om, hvad mulighederne vil være i den nye by. ”Det er også et signal om, at nu er vi klar til at tale med mulige investorer,” siger Tim E. Halvoresen.
Ikke konstrueret natur
Den primære attraktion skal være, at der netop ikke er by i forvejen, selv om man kun er 23 minutter med toget til city, fortæller Tim Halvorsen. ”Vi ser os selv som det bygudviklingsprojekt, der tilbyder overgangen til den rene natur. Kommer du tættere på København, er det mere urbant byggeri. Vi ligger i landskabet. Det er ro, beskyttet natur og landbrug. Det vil ikke være en konstrueret natur, som man ser andre steder,” siger han.
”Vi hænger vores hat på den generelle efterspørgsel, der er i det storkøbenhavnske område. Det at komme en lille smule uden for København og kunne få en nybygget og bæredygtig bolig, som ikke holder det prisniveau, man ser centralt, er omegnskommunernes berettigelse,” fortsætter han.
Efter planen skal der opføres 2000 boliger i Kildedal, og de skal, i overensstemmelse med tidens mode, være en blanding af boligtyper og ejerformer. Der skal være alt fra rækkehuse og andet tæt/lavt byggeri til ejendomme i fire-seks etager.
Store life science-virksomheder
Området er dog ikke så langt ude, at der ikke er set menneskelig aktivitet før. Nærmeste nabos er således Novo Nordisks betydelige faciliteter i Måløv, hvor selskabet udfører forskning og udvikling producerer tabletter til behandling af diabetes. Også høreapparatvirksomheden Oticon har faciliteter i nærheden, og med det udgangspunkt håber Kildedal især at kunne blive hjemsted for en klynge af virksomheder inden for life science.
”Vi påtænker, at et åbningstræk kunne være et flerbrugerhus, hvor man sætter fokus på dele-laboratorier. Vi ved, at investeringen i laboratorieplads for mange mindre virksomheder er en barriere for at komme i gang. Så må vi se, hvordan det udvikler sig fremadrettet. Der vil sikkert komme nogle egentlige domiciler, og så vil der komme nogle, der supplerer klyngen på forskellig vis. Et samarbejde med DTU og andre universiteter er også en afgørende forudsætning,” siger Tim E. Halvorsen.
Storkøbenhavn, inklusive Sjælland og Skåne, er allerede en life science-klynge, der markedsføres af Greater Copenhagen. Men der er plads til en klynge i klyngen, lyder vurderingen i Ballerup Kommune.
”Vi ser os selv som en del af det regionale økosystem, og Kildedal bliver ikke en frontrunner i sig selv. Men systemet kan komme til at fungere endnu bedre, hvis man tilføjer de udviklingsmuligheder, vi har. Det vil kræve en masse hårdt arbejde over 10-15 år – fra alle andre økosystemer ved man, at det ikke kommer af sig selv. Der skal vandes og plejes, og der skal også held til. Der er en masse ting, der skal spille sammen,” siger Tim E. Halvorsen.