Når GSVs maskiner snurrer på de danske byggepladser, bliver brugen monitoreret og analyseret. På den måde kan lejerne bruge maskinerne mere effektivt og spare CO2. Den digitale effektivisering har sparet GSV for indkøbet af 1.000 nye maskiner, og det er en kæmpe fordel for både klima og pengepung.
GSVs administrerende direktør Dan O. Vorsholt har blæst til digital kamp mod maskiner, der står stille. Derfor bliver maskinerne i GSV chippet og monitoreret digitalt, så GSV og kunderne har et præcist overblik over, hvor meget og hvordan maskinerne bliver brugt.
”Maskiner skal ikke fyre husleje af hos entreprenørerne, men bruges. Tidligere har det været svært at få det fulde overblik, og derfor så vi alt for ofte, at maskinerne stod stille, hvilket er spild af penge for entreprenørerne. Men det betød også, at vi skulle købe flere maskiner, end der reelt er brug for,” siger Dan O. Vorsholt.
Digitalisering sparer indkøb af 1.000 maskiner
GSV har digitaliseret og effektiviseret sine interne processer, hvilket har gjort, at virksomhedens maskiner nu bruges mere effektivt. Faktisk er tiden, hvor maskinerne står på værksted eller bliver klargjort, faldet fra 16 procent helt ned til 8 procent. Effektiviseringen svarer til en kapacitet på 1.000 maskiner, som GSV således ikke behøver at indkøbe.
”Vi giver vores kunder mulighed for at danne sig et digitalt overblik, som medfører markant færre ledigdage og en langt bedre udnyttelse af det materiel, vi allerede har. Det giver også os som udlejer et bedre overblik, så kunderne får præcis de maskiner, de skal bruge, når de skal bruge dem”, siger Dan O. Vorsholt.
Det betyder, at GSVs kunder kan følge maskinerne digitalt – enten på web eller app – og bl.a. se, hvor maskinerne befinder sig, hvordan de kører, og hvor meget de påvirker miljøet.
Mere effektivitet er klimavenligt
I første halvdel af 2022 lancerer GSV næste skridt i digitaliseringsrejsen: Kunderne får via GSVs digitale kundeportal mulighed for at dokumentere deres egen CO2-påvirkning i f.eks. CSR- og årsrapporter.
”Vi vil kunne dokumentere vores kunders besparelser – både i CO2-regnskabet og på de samlede driftsomkostninger. Fokus på bæredygtige løsninger på byggepladsen skal dokumenteres, og det skal vi hjælpe med,” forklarer Dan O. Vorsholt.
Deleøkonomi er vejen frem
Generelt er tendensen i byggeindustrien, at entreprenører og ejendomsudviklere gerne vil arbejde mere bæredygtigt. Det skal GSV kunne supportere, mener Dan O. Vorsholt, som oplever en stor interesse for den mere miljøvenlige tendens, hvor man lejer maskiner i stedet for at eje dem.